Vedtægter

Her kan du læse om de rettigheder og pligter, du har som medlem af ASE. Du kan også se, hvornår der er generalforsamling, og hvordan du kan stemme og evt. vælges ind i Repræsentantskabet og bestyrelsen.

Afsnit 1          Formål og hjemsted

§ 1         Formål og hjemsted


Afsnit 2          anerkendelsen

§ 2         De til anerkendelsen knyttede rettigheder og pligter

§ 3         Anerkendelsens bortfald

Afsnit 3          medlemsretten

§ 4         Betingelser for medlemsret

§ 5         Fremgangsmåden ved optagelse

§ 6         Medlemskabets ophør ved alder

§ 7         Udmeldelse

Afsnit 4          medlemmernes rettigheder

I.            ret til dagpenge mv.

§ 8         Almindelige forudsætninger for dagpengenes udbetaling

§ 9         Fremgangsmåden ved udbetaling

II.             andre rettigheder

§ 10       Andre rettigheder

Afsnit 5          medlemmernes pligter

I.            pligt til at betale medlemsbidrag

§ 11       Bidrag til forsikringen og administrationen samt fritagelse for

              bidrag

§ 12       Udgår

 

II.             andre pligter

§ 13       Pligter af forskelligt indhold

§ 14       Pligt til at give meddelelse om forskellige forhold

Afsnit 6          forskellige bestemmelser

§ 15       Udbetaling og tilbagebetaling af dagpenge mv.

§ 16       Gælder ikke for ASE

§ 17       Svig og andre forseelser mod a-kassen

Afsnit 7          a-kassens administration

A.          
Administrativ struktur

§ 18       A-kassens opbygning

B.          
sektionerne

§ 19       Sektionerne, valg og generalforsamlinger

§ 20       Dagsorden for generalforsamlingerne

C.            repræsentantskabet

§ 21       Repræsentantskabet

§ 22       Afholdelse af møder for repræsentantskabet

§ 23       Dagsorden for repræsentantskabsmøderne

D.          
hovedbestyrelsen

§ 24      
Hovedbestyrelsen, sammensætning og valg
 

E.          
forretningsudvalget

§ 25      
Forretningsudvalg, sammensætning og valg

 

F.           daglig administration

§ 26       A-kassens daglige administration

G.         
urafstemning

§ 27       Urafstemning

Afsnit 8          regnskab og revision

§ 28       Den daglige regnskabsførelse og regnskabsaflæggelse

§ 29       Midlernes anbringelse

§ 30       Revision og tilsyn

Afsnit 9          vedtægtens ikrafttræden

§ 31       Vedtægtens ikrafttræden

Bilag A

Bilag i tilknytning til vedtægtens § 4, stk. 1

Bilag B

Bilag i tilknytning til vedtægtens § 4, stk. 1

Bilag C

Bilag i tilknytning til vedtægtens § 21, stk. 2 og § 24, stk. 2

Nærværende vedtægt, der er vedtaget på repræsentantskabsmødet den 8. juni 2006 og godkendt af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen, træder i kraft den 1. juli 2006.

Afsnit 1

Formål og hjemsted

§ 1

A-kassen ASE - har udelukkende til formål at sikre sine medlemmer økonomisk bistand i tilfælde af ledighed og at administrere andre ordninger, som efter lovgivning er henlagt til a-kasserne.

Stk. 2. A-kassen har hjemsted i København.

Afsnit 2

Anerkendelsen

§ 2

A-kassen er anerkendt efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (i det følgende kaldet loven).

Stk. 2. A-kassen er en tværfaglig a-kasse for selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra d i loven.

Stk. 3. Til anerkendelsen hører de rettigheder, der fremgår af loven, herunder retten til forskud og refusion efter lovens § 79.

Stk. 4. Til anerkendelsen er tillige knyttet de pligter, der nævnes i loven, herunder pligten til at være undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 5. Tilsynet forestås af direktøren for Arbejdsdirektoratet, jf. §§ 88-90 i loven.

§ 3

Om bortfald af anerkendelsen henvises til reglerne i kapitel 7 i loven.

Stk. 2. Bortfalder en a-kasses anerkendelse, skal der træffes afgørelse om anvendelsen af a-kassens formue. Afgørelsen er først gyldig, når den er godkendt af direktøren for Arbejdsdirektoratet.


Afsnit 3

Medlemsretten

§ 4

En person har ret til at blive optaget som medlem, hvis lovens almindelige betingelser for optagelse er opfyldt, og pågældende kan henføres til a-kassens faglige område, jf. stk. 2.

Stk. 2 A-kassens faglige område omfatter alle selvstændige erhvervsdrivende og alle lønmodtagere.

Stk. 3. Ændring af det faglige område, der medfører en ændring af vedtægtens § 2, stk. 2, skal godkendes af a-kassens øverste myndighed, repræsentantskab.

Hovedbestyrelsen kan træffe beslutning om ændring af branchegruppernes placering i bilag A og B. En ændring er først gyldig, når den er godkendt af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Stk. 4. Lønmodtagere kan optages som fuldtidsforsikrede. Nyuddannede, der kan optages efter § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i loven, kan optages som fuldtidsforsikrede.

Stk. 5. Personer, der udøver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang eller som hovedbeskæftigelse, kan ikke optages som deltidsforsikrede.

Stk. 6. Desuden kan personer, der på ansøgningstidspunktet opfylder lovens betingelser for at blive kombinationsforsikret, optages.

§ 5

Optagelse i a-kassen er ikke gyldig, før a-kassen har godkendt, at lovens betingelser for optagelse er opfyldt.

Stk. 2. Ved optagelsen i a-kassen skal medlemmet gøres bekendt med a-kassens vedtægt enten ved udlevering af et eksemplar eller ved information om, at vedtægten er tilgængelig på a-kassens hjemmeside. Et medlem skal på anmodning have udleveret en udskrift af vedtægten.

§ 6

Medlemskabet ophører ved udgangen af den måned, hvori medlemmet fylder 65 år.

§ 7

Udmeldelse af a-kassen kan kun finde sted ved skriftlig meddelelse til a-kassen med mindst en uges varsel til udgangen af en måned. Medlemmet skal betale medlemsbidrag til datoen for udtrædelsen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Fristerne i stk. 1 gælder ikke, når et medlem overgår til førtidspension, jf. lov om social pension. Udmeldelse kan dog tidligst ske med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget den skriftlige meddelelse.

Stk. 3. Fristerne i stk. 1. gælder ikke, når et medlem, der betaler efterlønsbidrag, visiteres til fleksjob, jf. lov om fleksydelse. Udmeldelse kan dog tidligst ske med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget den skriftlige meddelelse eller fra den første i måneden efter visitationen for et medlem, der inden da har udmeldt sig skriftligt. A-kassen skal vejlede om konsekvenserne af en udmeldelse

Stk. 4. Ved overflytning til en anden a-kasse gælder fristerne i stk. 1 ikke, men medlemmet skal betale medlemsbidrag til den hidtidige a-kasse til datoen for overflytning.

Afsnit 4

Medlemmernes rettigheder

I. Ret til dagpenge m. v.

§ 8

A-kassen yder dagpenge mv. efter de gældende regler herom.

§ 9

Dagpenge mv. udbetales til medlemmets konto i et pengeinstitut.

Stk. 2. A-kassen skal modtage dagpengekortet m.v. umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb. Retten til forfaldne ydelser falder bort, hvis dagpengekortet mv. ikke er indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis medlemmet har haft fyldestgørende grund til ikke at have indleveret udbetalingsmaterialet.

Stk. 3. Hvis medlemmet ønsker det, sender a-kassen en specifikation over den udbetalte ydelses bruttobeløb, tilbageholdt A-skat og evt. ATP- og SP-bidrag, evt. fradrags art og størrelse, samt det udbetalte nettobeløb.

II. Andre rettigheder

§ 10

Ethvert medlem har ret til at lade sig vælge til a-kassens ledelse og revision.

Stk. 2. Ethvert medlem har ret til at deltage i a-kassens medlemsmøder, samt til at afgive sin stemme på generalforsamlingen, ved valg af repræsentanter og ved afholdelse af urafstemning, jf. dog § 17, stk. 2.

Stk. 3. For at medlemmerne kan varetage de rettigheder, der er nævnt i stk. 2, er det a-kassens pligt at orientere og indkalde samtlige medlemmer.

Stk. 4. Ethvert medlem har ret til at gøre sig bekendt med a-kassens årsregnskab.

Afsnit 5

Medlemmernes pligter

I. Pligt til at betale

medlemsbidrag

§ 11

Medlemmet har pligt til at betale medlemsbidrag, ATP og evt. efterlønsbidrag efter de regler, der er fastsat i loven og a-kassen.

Stk. 2. Medlemmet skal betale medlemsbidrag, ATP- og evt. efterlønsbidrag kvartalsvis forud.


§ 12

Udgår

II. andre pligter

§ 13

Et medlem har pligt til, herunder ved henvendelse til a-kassen, at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret mv. i loven og i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og i de forskrifter, der er knyttet til disse love.

Stk. 2. Medlemmerne har pligt til at overholde god ro og orden på a-kassens ekspeditionskontor og ved møder, som a-kassen har indkaldt til. Desuden har de pligt til at overholde de ordensregler, der er fastsat af ledelsen, og til at rette sig efter a-kassens påbud og anvisninger. Overtrædelse af disse bestemmelser kan medføre anvendelse af vedtægtens § 17.

§ 14

Et medlem har pligt til at meddele bopælsændring til a-kassen.

Stk. 2. Et medlem, der skifter erhverv, har pligt til at give a-kassen meddelelse herom.

Stk. 3. Et medlem, der søger om eller modtager ydelser fra a-kassen, har pligt til at give a-kassen oplysning om ethvert forhold, der kan have betydning for bedømmelsen af retten til de omhandlede ydelser.

Stk. 4. Et medlem, der modtager ydelser fra a-kassen, skal give kassen oplysninger om al indtægt og arbejde, lønnet som ulønnet.

Stk. 5. Overtrædelse af stk. 3 og 4 medfører anvendelse af vedtægtens § 17, stk. 1.

Afsnit 6

Forskellige bestemmelser

§ 15

Udbetaling af dagpenge mv. sker centralt via a-kassens hovedkontor, der endvidere fremskaffer oplysninger til statistisk formål efter retningslinier, der fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet og direktøren for arbejdsmarkedsstyrelsen.

§ 16

Gælder ikke for ASE

§ 17

Forseelser over for a-kassen kan medføre tab af medlemsret eller ret til dagpenge mv. efter gældende regler.

Stk. 2. Overtrædelse af ordensforskrifter, jf. § 13, stk. 2, kan medføre henholdsvis bortvisning fra pågældende møde og henvisning til særlig ekspedition efter ledelsens nærmere bestemmelser.

Afsnit 7

Arbejdsløshedskassens
administration

A. Administrativ struktur

§ 18

ASE er en centralt ledet a-kasse, organiseret i sektioner, under en fælles ledelse, der benævnes hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Repræsentantskabet er a-kassens øverste myndighed. Medlemmerne af repræsentantskabet vælges på sektionernes ordinære generalforsamlinger.

Stk. 3. Blandt repræsentantskabets medlemmer vælges, på generalforsamlingerne, en hovedbestyrelse på 13 medlemmer.

Stk. 4. Medlemmer af repræsentantskabet og hovedbestyrelsen skal udtræde, hvis deres medlemskab af a-kassen ophører.
 

B. Sektionerne

§ 19

En sektion omfatter de medlemmer, der er beskæftiget inden for det eller de erhverv, der i henhold til sektionsfortegnelsen i bilag A [spring i teksten til bilag B]kan henføres til denne. Oprettelse eller nedlæggelse af sektioner kan kun ske efter vedtagelse af repræsentantskabet og efter indstilling fra hovedbestyrelsen, jf. dog § 4, stk. 3. Ved oprettelse eller nedlæggelse af en sektion skal meddelelse herom omgående tilsendes direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Stk. 2. Sektionerne afholder ordinære generalforsamlinger hvert 3. år, senest den 31. Maj.

Stk. 3. Generalforsamlingerne indkaldes med mindst 8 ugers varsel gennem medlemsbladet. Ved indkaldelsen skal dagsordenen bekendtgøres med tydelig angivelse af de punkter, der skal behandles.

Stk. 4. Generalforsamlingerne afholdes fælles, medmindre hovedbestyrelsen træffer anden beslutning. Afholdelse af valg skal dog altid ske individuelt og adskilt for de enkelte sektioner.

Stk. 5. Adgang til en generalforsamling har ethvert medlem af en sektion, der senest 8 dage før generalforsamlingen har anmodet a-kassen om et adgangskort, jf. dog § 17, stk. 2. Fremmødte medlemmer kan ved skriftlig fuldmagt stemme for ét fraværende medlem. Fuldmagten skal dokumenteres senest samtidig med anmodning om adgangskort.

Stk. 6. Der kan i tilfælde af sygdom og andre ekstraordinære forhold gives dispensation fra 8 dagesfristen. Dispensation meddeles skriftligt af a-kassens direktør eller af den på generalforsamlingen valgte dirigent. I sidstnævnte tilfælde skal mødedeltagerens og fuldmagtsgiverens medlemskab dokumenteres ved medlemsbeviset - dvs. kvittering for seneste kvartal.

Stk. 7. Ekstraordinære generalforsamlinger kan indkaldes, når hovedbestyrelsen eller repræsentantskabet måtte ønske det, eller når 500 medlemmer af sektionen skriftligt fremsætter motiveret begæring derom til hovedbestyrelsen.

§ 20

Dagsorden for en ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent.

2) Forelæggelse af beretning om ASEs virksomhed siden sidste ordinære
generalforsamling.

3) Forelæggelse af ASEs regnskab for afsluttede regnskabsår siden sidste ordinære generalforsamling.

4) Forslag fra medlemmerne.

5) Valg af medlemmer og suppleanter til repræsentantskabet.

6) Valg af medlemmer og suppleanter til hovedbestyrelsen.

7) Eventuelt.

Stk. 2. Sektionernes valg afholdes under ledelse af dirigenten.

Stk. 3. Medlemsforslag, der ønskes behandlet på en sektions generalforsamling, skal være a-kassen i hænde senest 4 uger før den pågældende generalforsamling.

Stk. 4. Valg af medlemmer og suppleanter til repræsentantskabet og hovedbestyrelsen sker efter de regler, der er anført i §§ 21 og 24.

Stk. 5. Ethvert spørgsmål afgøres ved almindeligt stemmeflertal, og skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst 5 medlemmer forlanger det eller dirigenten træffer beslutning herom.

Stk. 6. En sektions generalforsamling kan beslutte, at et spørgsmål skal forelægges repræsentantskabet på det førstkommende møde.

C. Repræsentantskabet

§ 21

Repræsentantskabet er a-kassens øverste myndighed. Medlemmerne af repræsentantskabet vælges på sektionernes ordinære generalforsamlinger.

Stk. 2. Hver sektion har ret til at vælge 3 repræsentanter til repræsentantskabet. Såfremt en sektion har flere end 2.500 medlemmer, har sektionen ret til at vælge yderligere en repræsentant pr. påbegyndt 2.500 medlemmer udover de første 2.500 medlemmer. Antallet af repræsentanter opgøres på baggrund af medlemstallet i hver sektion pr. 1. januar i valgåret.

Stk. 3. For hver sektion vælges en eller flere suppleanter, dog højest svarende til antallet af repræsentanter.

Stk. 4. Repræsentanterne tiltræder ved afslutningen af det repræsentantskabsmøde, der følger efter de sektionsgeneralforsamlinger, hvor repræsentanterne er blevet valgt. Valgperioden løber frem til afslutningen af det repræsentantskabsmøde, der følger efter det næste valg til repræsentantskabet.

Stk. 5. Berettiget til at lade sig vælge som medlem eller suppleant til repræsentantskabet er ethvert medlem, der senest 14 dage før generalforsamlingen skriftligt foreslås af mindst to andre medlemmer af den pågældende sektion.

Stk. 6. Genvalg af repræsentantskabsmedlemmer og repræsentantskabssuppleanter kan dog altid finde sted.

Stk. 7. Intet medlem kan være stiller for mere end en kandidat.

Stk. 8. Såfremt en af de valgte repræsentanter får varigt forfald eller mister sin valgbarhed, indtræder den suppleant, der har fået flest stemmer ved suppleantvalget. I tilfælde af stemmelighed finder lodtrækning sted.

Stk. 9. Vælges suppleanterne uden afstemning, indtræder de i rækkefølge efter deres anciennitet i ASE. Har to eller flere medlemmer samme anciennitet, trækkes der lod. Suppleanterne kan i enighed vælge en anden måde, hvorefter indtræden skal finde sted. Er en suppleant ikke til stede på generalforsamlingen, kan suppleanten give fuldmagt til en anden suppleant.

Stk. 10. Valgene afholdes i henhold til reglerne i valgforordningen i vedtægtens bilag C . [spring i teksten til bilag C]

§ 22

Hvert 3. år afholdes efter indkaldelse af hovedbestyrelsen et ordinært repræsentantskabsmøde.

Stk. 2. Ordinært repræsentantskabsmøde indkaldes med mindst 4 ugers varsel til afholdelse inden udgangen af juni måned i de år, hvor der afholdes ordinære generalforsamlinger, medmindre repræsentantskabsmødet afholdes i tilknytning til generalforsamlingen. Afholdes repræsentantskabsmødet i tilknytning til en generalforsamling, skal dette fremgå af indkaldelserne til generalforsamlingen.

Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor forholdene kræver det, kan hovedbestyrelsen indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Stk. 4. Et ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Stk. 5. Repræsentantskabsmøder indkaldes skriftligt. Ved indkaldelsen skal dagsordenen bekendtgøres ved tydelig angivelse af de punkter, der skal behandles.

Stk. 6. Såvel ordinære som ekstraordinære repræsentantskabsmøder er beslutningsdygtige, hvis de er lovligt indvarslet, og når mindst 30 repræsentanter er til stede.

Stk. 7. Forslag, der stilles af et medlem, skal indsendes til hovedbestyrelsen senest 3 uger før repræsentantskabsmødets afholdelse.

§ 23

Dagsorden for et ordinært repræsentantskabsmøde skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent.

2) Forelæggelse og godkendelse af beretning om ASEs virksomhed siden sidste ordinære repræsentantskabsmøde.

3) Forelæggelse af ASEs regnskab for afsluttede regnskabsår siden sidste ordinære repræsentantskabsmøde.

4) Valg af revisor.

5) Forslag fra medlemmerne.

6) Eventuelt.

Stk. 2. Repræsentantskabet skal vælge en revisor til at revidere a-kassens regnskab. Revisor skal være statsautoriseret.

Stk. 3. Valg af revisor gælder, indtil nyvalg, senest ved kommende ordinære repræsentantskabsmøde, finder sted. Genvalg kan finde sted.

Stk. 4. Ethvert spørgsmål afgøres ved almindelig stemmeflerhed, hvilket også gælder vedtægtsændringer, men jf. dog § 3 vedrørende anerkendelsens bortfald, hvortil der kræves 3/4 af de afgivne stemmer. Skriftlig afstemning skal foretages, når mindst een repræsentant forlanger det.

Stk. 5. Alene repræsentantskabsmødet, jf. dog § 27 og § 31, stk. 6., kan – under forbehold af direktøren for Arbejdsdirektoratets godkendelse – vedtage ændringer i nærværende vedtægt.

D. Hovedbestyrelsen

§ 24

Hovedbestyrelsen, der består af 13 medlemmer, varetager, under ansvar for repræsentantskabet og i øvrigt i overensstemmelse med lovgivningen og de anvisninger, som gives af direktøren for Arbejdsdirektoratet og direktøren for arbejdsmarkedsstyrelsen, a-kassens ledelse og fastsætter retningslinier for samarbejdet med de organisationer, der er nævnt i bilag A.

Stk. 2. Hver sektion med mindst 500 medlemmer kan vælge et medlem til hovedbestyrelsen. De øvrige medlemmer til hovedbestyrelsen fordeles forholdsmæssigt mellem sektionerne, på grundlag af det registrerede medlemstal i den pågældende sektion pr. 1. januar i det år, hvor valget finder sted (den d’Hondtske metode). For hvert hovedbestyrelsesmedlem vælges en personlig suppleant. De valgte medlemmer indtræder i hovedbestyrelsen efter afslutningen af det repræsentantskabsmøde, der følger efter de sektionsgeneralforsamlinger, hvor medlemmerne er valgt.

Stk. 3. Sektionerne skal på generalforsamlingen vælge det nødvendige og tilstrækkelige antal repræsentanter til hovedbestyrelsen, henholdsvis som medlemmer og personlige suppleanter.

Stk. 4. Hvis et medlem af bestyrelsen fratræder i valgperioden, indtræder den personlige suppleant i hovedbestyrelsen. Er der ikke en personlig suppleant for medlemmet, indtræder den af sektionens øvrige suppleanter, der har været medlem af a-kassen i den længste periode. Såfremt der ikke er valgt øvrige suppleanter i den pågældende sektion indtræder den repræsentant for sektionen, som har den største anciennitet som repræsentant eller – såfremt flere har samme anciennitet – da den, der har største anciennitet som medlem af kassen.

Stk. 5. Valgene afholdes i henhold til reglerne i valgforordningen i vedtægtens bilag C .[spring i teksten til bilag C]

Stk. 6. Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og samles så ofte, formanden finder det nødvendigt, og når mindst 3 af hovedbestyrelsens medlemmer forlanger det.

Stk. 7. A-kassen tegnes af 2 medlemmer af hovedbestyrelsen eller af 1 medlem af hovedbestyrelsen sammen med direktøren. Hovedbestyrelsen kan meddele prokura.

Stk. 8. Hovedbestyrelsen kan beslutte, at a-kassen deltager som anden aktør i beskæftigelsesindsatsen. Det er alene den samlede a-kassen, der kan være ansvarlig for opgaverne som anden aktør efter reglerne i bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.


E. Forretningsudvalg

§ 25

Hovedbestyrelsen vælger af sin midte en formand, en næstformand og yderligere et medlem til forretningsudvalget, der forestår a-kassens ledelse.

Stk. 2. Valget finder sted på det første hovedbestyrelsesmøde efter nyvalg og gælder for hovedbestyrelsens valgperiode.

Stk. 3. Hvis formand, næstformand eller det tredje medlem af forretningsudvalget udtræder inden for en valgperiode, skal hovedbestyrelsen af sin midte foretage nyvalg til posten for resten af valgperioden.

Stk. 4. Forretningsudvalget samles så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når de øvrige 2 medlemmer forlanger det.

Stk. 5. Hovedbestyrelsen fastsætter forretningsudvalgets kompetence.

F. Daglig administration

§ 26

A-kassens daglige forretninger varetages af en af hovedbestyrelsen ansat direktør.

Stk. 2. Hovedkontoret udbetaler dagpenge m.v. og varetager ved brug af edb den administration, der er forbundet med udbetalingen, samt fremskaffer oplysninger til statistiske formål efter retningslinier, der fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet og direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 3. Oprettelse, nedlæggelse eller flytning af lokale regionskontorer bestemmes af hovedbestyrelsen, jf. § 24, stk. 1.

Stk. 4. Ethvert kontor, der er oprettet under a-kassen, skal administrere i overensstemmelse med de anvisninger, hovedbestyrelsen har givet.

G. Urafstemning

§ 27

I tiden mellem repræsentantskabsmøderne kan hovedbestyrelsen lade foretage almindelig afstemning (urafstemning) blandt samtlige a-kassens medlemmer om spørgsmål, som kræver hurtig afgørelse.

Stk. 2. De nærmere regler om fremgangsmåden ved afholdelse af sådan afstemning fastsættes af hovedbestyrelsen.

Afsnit 8

Regnskab og revision

§ 28

A-kassens regnskabsvæsen, der omfatter hovedkassen og evt. afdelinger, skal tilrettelægges efter de regler, der er fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet. A-kassen skal opfylde de til enhver tid gældende krav til regnskabsaflæggelse og løbende indberetninger.

Stk. 2. Regnskabsføringen skal give en klar og overskuelig redegørelse for a-kassens virksomhed, således at denne kan danne grundlag for udarbejdelse af a-kassens årsregnskab.

Stk. 3. Efter hvert regnskabsårs slutning udarbejder a-kassen et årsregnskab efter de regler og retningslinier, der er givet af direktøren for Arbejdsdirektoratet. Årsregnskabet skal godkendes og underskrives af hovedbestyrelsen. Det skal tillige underskrives af den revisor, der er valgt af a-kassens øverste myndighed.

Stk. 4. For at a-kassen kan opnå refusion fra staten, skal det reviderede og underskrevne årsregnskab indsendes til direktøren for Arbejdsdirektoratet indenfor den frist, som er fastsat i loven.

§ 29

A-kassens indtægter og formue må kun anvendes til opfyldelse af a-kassens formål, jf. § 1, og må hverken som lån, sikkerhedsstillelse eller gave tilflyde andre.

Stk. 2. A-kassens midler skal holdes adskilt fra andre foreningers midler og skal anbringes og forvaltes på økonomisk forsvarlig måde.

Stk. 3. Oversigt over a-kassens tegningsberettigede skal sendes til Arbejdsdirektoratet.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen står inde for rigtigheden og ægtheden af de transaktioner, der danner grundlag for rekvisition af statslige midler efter nærmere regler fastsat af Arbejdsdirektoratet, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Undervisningsministeriet og Ministeriet for familie- og forbrugeranliggende.

§ 30

Den revisor, der er valgt af a-kassens øverste myndighed, reviderer a-kassens årsregnskab i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om revision af de anerkendte arbejdsløshedskasser, der er fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet

Stk. 2. A-kassens revisor skal være statsautoriseret, og er ansvarlig for den samlede revision.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen, den valgte revisor og direktøren for Arbejdsdirektoratet har til enhver tid ret til at undersøge regnskabsføringen.

AFSNIT 9

Vedtægtens

ikrafttræden m.m.

§ 31.

Nærværende vedtægt, der er vedtaget på repræsentantskabsmødet den 8. juni 2006 og godkendt af direktøren for Arbejdsdirektoratet, træder i kraft den

1. juli 2006.

Stk. 2. Samtidig ophæves den af repræsentantskabet pr. den 12. juni 1997 udsendte vedtægt med tilhørende tillægsblade.

Stk. 3. A-kassen sørger for ved bekendtgørelse i fagblade eller på anden måde, at hvert medlem kan få et eksemplar af vedtægten, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 4. A-kassens vedtægt skal være i overensstemmelse med den standardvedtægt for anerkendte a-kasser, der er godkendt af beskæftigelsesministeren. Vedtægten skal godkendes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Stk. 5. Enhver ændring af vedtægten, der vedtages af a-kassen, skal godkendes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Stk. 6. Ændringer i standardvedtægten har umiddelbart virkning for a-kassens vedtægtsbestemmelser. A-kassens hovedbestyrelse er bemyndiget og forpligtet til snarest muligt at foretage de ændringer af vedtægten, der herefter er nødvendige for at bringe den i overensstemmelse med standardvedtægten. Ændringerne skal godkendes af direktøren for Arbejdsdirektoratet, jf. stk. 5.

Stk. 7. En hver ændring af vedtægten skal i forbindelse med offentliggørelsen sendes til direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Bilag

Bilag A

Som selvstændige erhvervsdrivende betragtes også personer, der driver selvstændig virksomhed gennem anpartsselskaber, aktieselskaber, kommanditselskaber og interessentskaber, og personer der er beskæftiget i ægtefællens virksomhed.

Medlemmerne henføres til en af nedennævnte 7 sektioner:

Sektion I. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være tilsluttet en af de under Dansk Handel og Service hørende organisationer eller som i øvrigt driver selvstændig virksomhed fra butik.

Sektion II. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være tilsluttet en af de under Håndværksrådet hørende organisationer, eller som i øvrigt driver virksomhed beslægtet hermed.

Sektion III. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være tilsluttet en af de under De danske Landboforeninger eller Dansk Familielandbrug hørende organisationer samt andre organisationer inden for jordbrug og dermed beslægtede erhverv.

Sektion IV. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være medlem af Danmarks Fiskeriforening samt andre organisationer inden for fiskeri og dermed beslægtede erhverv.

Sektion V. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være tilsluttet en under Landsforeningen Danske Vognmænd eller Sammenslutningen af Benzinforhandlere i Danmark hørende organisation.

Sektion VI. Omfatter medlemmer, der er eller kunne være tilsluttet en af de under Liberale Erhvervs Råd hørende organisationer.

Sektion VII. Omfatter medlemmer, der er selvstændige erhvervsdrivende, men som ikke kan henføres til en af de øvrige sektioner, jf. bilag B.

Lønmodtagerne indplaceres i en særskilt undersektion i den hovedsektion, som de branchemæssigt er beskæftiget indenfor.

Bilag B

I Sektion VII kan optages selvstændige erhvervsdrivende, der udøver deres virksomhed inden for følgende brancheområder:

Agentur og kommission

Artistbureau

Billetbureau

Camping og vandrerhjem

Dekoration

Edb

Engroshandel

Forfattere

Forlagsvirksomhed

Grafologi

Hotel

Institutioner

Konsulentvirksomhed

Kunst

Marketing og reklame

Maskinskrivning, duplikering m.v.

Modelbureau

Oplysningsbureau

Patentbureau

Produkthandel

Rejsebureau

Restauration og cafeteria

Tegnere og designere

Udlejning og leasing

Udstillingsarrangør

Underholdning

Undervisning

Vagtbureau

Vejer og måler

Vikarbureau

Bilag C

Valgforordning

Følgende regler er gældende ved valg af medlemmer og suppleanter til ASEs repræsentantskab og hovedbestyrelse:

§ 1

Ved de ordinære generalforsamlinger skal sektionerne vælge det antal repræsentanter og medlemmer af hovedbestyrelsen, beregnet således som det fremgår af ASEs vedtægter § 21, stk. 2 og § 24, stk. 2.

Stk. 2. Sektionerne skal desuden vælge et antal suppleanter for medlemmerne af repræsentantskabet og hovedbestyrelsen, dog højest et antal suppleanter, der svarer til sektionens medlemmer af repræsentantskabet henholdsvis hovedbestyrelsen.

Stk. 3. Opstiller der flere kandidater til repræsentantskabet eller hovedbestyrelsen end en sektion, i henhold til stk. 1, er berettiget til at få valgt, og skal der derfor gennemføres en valghandling, kan der, hvis en af de opstillede kandidater anmoder herom, på sektionens generalforsamling afholdes en præsentationsrunde. Ved en præsentationsrunde har hver kandidat ret til i indtil 3 minutter mundtligt at præsentere sig og redegøre for sine synspunkter. Der må hverken forud for en generalforsamling eller under en generalforsamling uddeles skriftligt præsentationsmateriale.

Stk. 4. Dirigenten fastsætter i øvrigt de nærmere regler for en præsentationsrunde.

Valg til repræsentantskabet.

§ 2

Berettiget til at lade sig vælge som medlem eller suppleant til repræsentantskabet er ethvert medlem, der senest 14 dage før generalforsamlingen skriftligt foreslås af mindst 2 andre medlemmer af den pågældende sektion.

Stk. 2 Siddende repræsentanter og suppleanter kan altid genvælges uden at være foreslået af medlemmer af den pågældende sektion.

Stk. 3 Intet medlem kan være stiller for mere end een kandidat.

§ 3

Valg af repræsentanter og valg af suppleanter herfor sker ved 2 valghandlinger.

Stk. 2. Ved hver valghandling kan et medlem afgive et antal stemmer, der højest må svare til det antal repræsentanter eller suppleanter, sektionen er berettiget til at få valgt. Der må kun afgives en stemme på hver kandidat.

Stk. 3. Fremmødte medlemmer kan ved skriftlig fuldmagt stemme for ét fraværende medlem jf. vedtægtens § 19 stk. 5, 2. Punktum.

Stk. 4. Såfremt der kun opstiller det antal kandidater, som den pågældende sektion skal vælge til repræsentantskabet, betragtes samtlige kandidater som valgt uden afstemning.

Stk. 5. Såfremt der højest opstiller det antal kandidater som suppleanter for repræsentanterne, som den pågældende sektion må vælge, er kandidaterne valgt uden afstemning. Vælges suppleanterne uden afstemning, indtræder de i rækkefølge efter deres anciennitet i ASE. Har to eller flere medlemmer samme anciennitet, trækkes der lod. Suppleanterne kan i enighed vælge en anden måde, hvorefter indtræden skal finde sted. Er en suppleant ikke til stede på generalforsamlingen, kan suppleanten give fuldmagt til en anden suppleant.

§ 4

Ved afstemning er de kandidater valgt, der opnår flest stemmer.

Stk. 2. I tilfælde af stemmelighed skal der, hvis denne er af betydning for, hvem der bliver valgt, finder omvalg sted mellem de kandidater, der har opnået lige mange stemmer.

Ved omvalg kan der kun stemmes på en kandidat.

Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget, finder lodtrækning sted.

Valg til hovedbestyrelsen.

§ 5

Blandt de repræsentanter, som en sektion har valgt, vælges det antal medlemmer til hovedbestyrelsen, som den pågældende sektion er berettiget til. Sektionen skal endvidere vælge personlige suppleanter for medlemmerne af hovedbestyrelsen.

§ 6

Valget af medlemmer til hovedbestyrelsen sker ved én valghandling, mens valg af personlige suppleanter sker ved et antal valghandlinger, der svarer til det antal personlige suppleanter, som den pågældende sektion skal vælge.

Stk. 2. Ved valg af hovedbestyrelsesmedlemmer kan et medlem afgive et antal stemmer, der højest må svare til det antal bestyrelsesmedlemmer, sektionen er berettiget til at få valgt. Der må kun afgives en stemme på hver kandidat.

Stk. 3. Ved valg af suppleanter kan der kun stemmes på én kandidat ved hver valghandling.

Stk. 4. Fremmødte medlemmer kan ved skriftlig fuldmagt stemme for ét fraværende medlem, jf. vedtægtens § 19 stk. 5, 2. punktum.

Stk. 5. Såfremt der kun opstiller det antal kandidater, som den pågældende sektion skal vælge til hovedbestyrelsen, betragtes samtlige kandidater som valgt uden afstemning.

Stk. 6. Såfremt der kun opstiller én kandidat som personlig suppleant for et medlem af hovedbestyrelsen, er kandidaten valgt uden afstemning.

§ 7

Ved afstemning er de kandidater valgt, der opnår flest stemmer.

Stk. 2. I tilfælde af stemmelighed skal der, hvis denne er af betydning for, hvem der bliver valgt, finde omvalg sted mellem de kandidater, der har opnået lige mange stemmer.

Ved omvalg kan der kun stemmes på en kandidat.

Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget finder lodtrækning sted.

ASEs Bestyrelsesformand

Glenn Larsen

ASEs Vicedirektør

Karsten Mølgaard Jensen

ASEs Direktør

Jesper Bøge

ASEs vision og mission

Læs om vores overordnede ambitioner og om, hvorfor vi er sat i verden.

Læs mere