Ansættelsesproces

I Ase gør vi meget for, at du kommer igennem en hurtig og professionel ansættelsesproces, når du søger job hos os. Der går typisk fem uger, fra vi slår stillingen op, til vi har fundet den rette kandidat.

Samtalen
Når du kommer til en jobsamtale hos os, forventer vi, at du er godt forberedt. Du kan f.eks. gøre dig klart, hvad du forventer af os, og hvad du selv kan bidrage med.

Hvad får du ud af jobsamtalen?
Vi vil gøre vores bedste for at give dig et grundigt indblik i det job, du har søgt, og den afdeling, du evt. kommer til at arbejde i. Du skal efter samtalen helst have en klar idé om, hvem vi er, så du kan vurdere, om vi er det rette sted for dig.

Hvad får vi ud af jobsamtalen?
Jobsamtalen giver os bedre mulighed for at vurdere, om du er den rette kandidat for os: Har du de personlige og faglige kvalifikationer, vi søger? Og passer du godt ind i det team, du skal være en del af?

Hvor mange samtaler skal du til?
Vi har normalt to samtaler med potentielle kandidater før en eventuel ansættelse. Din kommende chef vil altid deltage i samtalerne, og du vil som regel komme til samtale på din kommende arbejdsadresse.

Test
Vi bruger test, når det er relevant i forhold til det aktuelle job. Hvilke test, vi bruger, afhænger helt af jobbets karakter. For os er en test blot et supplement til selve samtalen. Et testresultat kan aldrig stå alene.

Når vi bruger test, sender vi den til dig via mail inden samtalen. Til jobsamtalen får du en personlig tilbagemelding på testresultatet, og du har også mulighed for at korrigere og kommentere din profil fra testen.