"De Google sider"
- Nyheder
- Analyser
- ASE NYT Forår 2013
- Nyhedsbrev
- Billedarkiv
- Filmarkiv
- Pressekontakt og talspersoner
"De Google sider"
I de senere år er Google AdWords blevet en del af markedsføringen i tusindvis af små og mellemstore virksomheder. Brug af Google AdWords kan være en nem og billig måde at hverve kunder på. Men det kræver omtanke.
Af: Charlotte Bertram
Jakob Flindt-Larsen, ejer af virksomheden
"Flere-Klik-Flere-Kunder", arbejder professionelt med Google
AdWords. Ifølge ham er det enormt vigtigt at have en god placering
på søgemaskinen, fordi næsten alle mennesker søger på Google, når
de mangler noget.
"Tidligere havde man telefonbøgerne med de gule sider. I dag
har vi "de Google sider", der har overtaget fra telefonbøgerne. Når
man skal bruge en mekaniker eller frisør, og man ikke selv kender
nogen, så slår man dem op på Google," forklarer Jakob.
Hvad er Google AdWords?
Google AdWords er betalte annoncer på Google. AdWords annoncerne
vises som top 3 resultater øverst på Google og ude i højre side,
når nogen søger på de specifikke søgeord, du har købt.
Fra dag til dag kan du på den måde gå ind og købe dig til en god
placering. Det lyder måske som noget, der koster dig dyrt, men det
behøver det ikke at være.
Find de billige søgeord
På Google kan du se en oversigt over de mest søgte ord. Jo mere
søgt ordet er, des dyrere er det at komme øverst med ordet. Hvis
dit budget eksempelvis er 125 kroner om dagen, og dit søgeord samt
placering koster 15 kroner pr. klik, er der otte personer, der kan
klikke sig ind, før du har nået dit budget. Hvis du har valgt
billigere søgeord, der måske koster dig 5 kroner pr. klik, er der
25 personer, der kan klikke sig ind på din side.
"Det kan være svært at få folk til at forstå, at de ikke skal vælge
det mest oplagte ord. Det kan godt være, at du er mekaniker, og
selvfølgelig vil dukke op på ordet "mekaniker", men det vil resten
af landets mekanikere også gerne. Find et ord, der er billigere,
men som du vil dukke op på oftere. Det kan fx være automekaniker
eller autoværksted," forklarer Jakob Flindt-Larsen.
Det gælder om at være så specifik som muligt med sine søgeord, uden
at vælge de dyreste. Et godt tip er at benytte sin beliggenhed. Det
nytter ikke noget at dukke op, når der bliver søgt på "frisør" af
en person i Aalborg, hvis din salon ligger i Køge. Det bliver også
billigere, hvis du vælger ordene "frisør Køge" end bare
"frisør".
Du bestemmer selv prisen
På Google AdWords er der ingen nedre grænse for, hvor mange penge
du skal bruge.
"Du skal dog nok op og bruge 2.000 til 3.000 kroner om måneden for
at mærke rigtige resultater på det. Men så er min erfaring også, at
det giver rigtigt godt. Man skal dog have for øje, at Google
AdWords nok åbner døren til din virksomhed for kunden, men det er
dig selv, der skal sørge for at sælge dit produkt eller service,
når kunden er i butikken," forklarer Jakob Flindt-Larsen.
Flere måder at gøre det på
Du behøver ikke at gå til en mellemmand for at annoncere på Google.
Du kan selv oprette annoncer og vælge søgeord, der beskriver din
virksomhed, direkte gennem Google via adwords.google.dk. Det eneste, det kræver, er,
at du opretter en gratis konto på Google.
Du kan også få en professionel til at klare det for dig. Om det er
vejen at gå afhænger i høj grad af, om du har flair for det. Der er
altid en risiko for, at man vælger forkerte ord, bruger for meget
tid osv. Heldigvis er det relativt billigt at teste det - hvis dine
egne forsøg ikke virker, kan det være en løsning at få hjælp.

