Overhold dine aftaler
32-årige Lars og 24-årige Sebastian sprang ud som selvstændige sidste år. De anser det som en stor fordel, at folk kender dem og ved, at de overholder deres aftaler.
Lars Hansen og Sebastian Dall lærte hinanden at kende i 2003, da de kørte sammen som svend og lærling. I efteråret 2010 startede de deres egen virksomhed, Odsherred El-teknik, med et mål om at få en medarbejder inden for det første år. I dag har de syv.
Det kan lyde banalt, men de er sikre på, at årsagen til deres succes skal findes i, at de overholder deres aftaler.
"Det er jo en løbende joke, at håndværkere giver en masse ekstra regninger ud over det oprindelige budget. Når vi har givet et tilbud, så holder det til punkt og prikke," fortæller Lars.
Godt klædt på
Odsherred El-Teknik yder alle former for elinstallation og laver
desuden målinger og udbedringer af varmetab i bygninger. De
arbejder på hele Sjælland, og med en arbejdsuge på 80 timer, har de
da også nok at lave.
"Lars tager sig af økonomien. Vi har overvejet at ansætte en kontorassistent, men man skal vide noget om el-installation for at forstå de sedler, elektrikerne kommer ind med. Desuden kan vi godt lide at gøre tingene selv, så længe vi kan," fortæller Sebastian.
Store fremtidsplaner
På sigt håber de på, at Odsherreds El-Teknik bliver Vestsjællands
største elinstallatør. Det betyder, at firmaet skal beskæftige
30-40 medarbejdere. Det er dog vigtigt for dem, at organisationen
kan følge med, og at indtjeningen bliver ved med at være god.
"Vi sørger for ikke at ansætte flere, end der reelt er arbejde til. Vi går ikke ud og ansætter, når vi har et stort projekt, hvis vi ikke er sikre på, at vi har arbejde til dem om tre måneder. Det ville være et skrækscenarie for os, hvis vi pludselig skulle gå fra 20 mand til to," fortæller Lars.
Lars og Sebastian anbefaler:
- Overhold dine aftaler
- Du skal sikre dig, at du virkelig
brænder for det, før du starter din
virksomhed
Lars og Sebastian fraråder:
- Brug ikke for mange penge. Især
ikke i starten - Lad dig ikke gribe af en stemning.
Selvom du vinder i dag, kan du
sagtens tabe i morgen
