Husk at få et skattekort

Så længe du er selvstændig, har du ikke brug for et skattekort. Det ændrer sig, hvis du skal have løn fra en arbejdsgiver, dagpenge eller efterløn.

SKAT

Som selvstændig er du ikke vant til det skattekort, som de fleste danskere kender til. Som lønmodtager, dagpengemodtager eller efterlønner er det dog obligatorisk at have et skattekort.

Hvis du på et tidspunkt skifter cvr-nummeret ud med lønsedlen, er det derfor vigtigt, at du er opmærksom på skattekortet.

Hvad skal du gøre?
Når du skal have et skattekort, kan du benytte SKATs hjemmeside. Du skal logge dig på med NemID eller TastSelv-kode og her ændre din forskudsregistrering, så den stemmer overens med din forventede indtægt som lønmodtager, ledig eller efterlønsmodtager.

Skal du have dagpenge eller efterløn, vil Ase herefter automatisk få tilsendt dine skattekortoplysninger, som vi vil bruge, når vi skal udbetale ydelser til dig.

Hvis du ikke ønsker at benytte SKATs hjemmeside, kan du ringe til SKAT på 7222 1818.

HUSK:

  • Find satser på ase.dk. Se hvad du kan få udbetalt fra Ase, fx i tilfælde af ledighed, ved at søge på "priser og udbetalinger" på ase.dk
  • Ændring af dine digitale oplysninger. Husk at give Ase besked om ændringer i dine personlige oplysninger. Det gør du ved at gå ind på mitase.dk, hvor du kan ændre dine kontaktinfo, hvis du er flyttet eller har skiftet telefonnummer. Det er ikke nok at melde det til folkeregistret, og det gør blandt andet vejen til et efterlønsbevis nemmere.

Tilmeld dig Ases E-postordning 
mitase.dk kan du tilmelde dig Ases E-postordning.

Det giver dig to store fordele:

  • Du kan sende og modtage elektronisk post til/fra Ase i et it-sikkert miljø på mitase.dk
  • Du kan på mitase.dk taste ansøgninger om dagpenge og andre ydelser

MÅLRETTEDE NYHEDER PÅ NETTET OG VIA MAIL
Har du brug for nyheder om lønmodtageres, lediges eller efterlønsmodtageres muligheder og pligter, kan du læse vores nyheder på ase.dk under ”presse og nyheder”.

Får du dagpenge eller efterløn, sender vi automatisk nyhedsbreve til dig, hvis vi har din mailadresse. Du kan logge dig ind på mitase.dk og se under ”mine oplysninger” for at sikre dig, at vi har din mailadresse.

-----------------------------------

Læs hele magasinet

Ase Nyt Forside Asedk