Fra studerende til iværksætter

Lysten til at starte egen virksomhed er høj blandt studerende, men for få gør noget ved det. Ifølge ASEs seneste analyse kan iværksætter-SU være løsningen. Analysen er baseret på svar fra ca. 2600 studerende fra landets universiteter.

Hovedresultater i analysen "Fra studerende til iværksætter - barrierer og muligheder" fremgår af nedenstående punkter. Resultaterne kan ses udfoldet i tekst og grafik ASEs analyserapport.

Stor iværksætterlyst

  • 38 procent af de danske universitetsstuderende finder en karriere som iværksætter/selvstændig mere attraktiv end en lønmodtagerkarriere 
  • 34 procent, finder det sandsynligt, at de vil stifte virksomhed inden for de kommende fem år
  • Små 60 procent mener, at uddannelsessystemet bør gøre mere for at motivere de studerende til en karriere som iværksætter/selvstændig

Universiteter uddanner lønmodtagere

  • 63 procent, mener, at universiteterne i dag primært uddanner studerende til at blive lønmodtagere

Iværksætter-SU og bedre finansiering virker

  • Hver tredje mener, at det i meget høj grad vil øge deres tilbøjelighed til at blive selvstændige, hvis man indfører iværksætter-SU som en mulighed i forbindelse med studiet 
  • Omtrent lige så mange mener, at bedre adgang til startkapital vil øge tilbøjeligheden til iværksætteri 
  • Blandt de, som foretrækker en karriere som selvstændig over en karriere som lønmodtager, står adgangen til startkapital som den markant største barriere og nævnes af 53 procent 
  • Blandt de, som foretrækker en karriere som lønmodtager er den usikre indtægt den største barriere
  • Generelt ligger økonomiske forhold højt på listen over barrierer for at stifte virksomhed. Dermed er der god sammenhæng mellem barriererne og forslaget om iværksætter-SU og bedre adgang til startkapital

Manglende viden og manglende idéer

  • Højt på listen ligger også manglende viden om at stifte virksomhed, ligesom manglende idéer spiller en rolle for mange
  • Tilbøjeligheden til at stifte virksomhed varierer meget fra studieretning til studieretning. Man finder den største tilbøjelighed blandt IT-studerende

Forslaget fra ASE

  • Gør det muligt at benytte det såkaldte fjumreår til at starte virksomhed under forudsætning af, at uddannelsen gennemføres på normeret tid
  • Læg op til, at en gennemarbejdet forretningsplan for en virksomhed kan erstatte det traditionelle speciale og danne afsæt for virksomhedsstarten
  • Tilbyd gratis rådgivning til økonomiske og juridiske problemstillinger i startfasen
  • Sæt rammerne for, at studenteriværksætterne kan få hjælp og sparring fra etablerede selvstændige

ASE lægger op til, at en endelig udformning af iværksætter-SU udvikles i nært samspil mellem universiteter, erhvervsliv og politikere.

Læs ASEs rapport om studerende og iværksætteri