22-07-2015

Elisabeth fik drømmejobbet efter jobsøgningskursus

Elisabeth Hammersholt fik styr på at skrive en jobansøgning og skaffede drømmejobbet som omsorgsmedhjælper.

Elisabeth Hammersholt

Af: Line Dall - Foto: Privat

”Jeg er ikke længere bange for at skulle skrive en ansøgning, fordi jeg ved lige præcis, hvordan jeg skal gribe det an,” siger 51-årige Elisabeth Hammersholt.

For fem måneder siden var hun på supplerende dagpenge og arbejdede som vikar. Hun søgte fast fuldtidsjob, men manglede redskaber og inspiration til, hvordan hun kunne forbedre sine ansøgninger.

På et jobsøgningskursus hos Ase i Odense fik hun input til, hvordan hun kunne gribe sin jobsøgning an.

”Jeg havde fået at vide, at det var et spændende kursus, og så ville jeg rigtig gerne lære at skrive en ansøgning. Jeg er tit endt med at skrive alt muligt i mine ansøgninger, som egentlig skal stå i CV’et,” forklarer Elisabeth Hammersholt.

Fokusér på det vigtigste
Elisabeth Hammersholt har tidligere arbejdet som både gartner, kok og tjener, selvstændig vægtkonsulent, køkkenmedhjælper og personlig handicapmedhjælper.

Men det, hun finder mest glæde ved, er at arbejde med udviklingshæmmede. Så da muligheden for et fuldtidsjob som nattevagt på fire bofællesskaber for udviklingshæmmede bød sig, fik hun fat i jobopslaget og kontaktede Ases kundekonsulent, som havde afholdt jobsøgningskurset.

”Jeg var vikar på det bofællesskab, hvor jobmuligheden åbnede sig, men jeg skulle søge på lige fod med alle andre. Så jeg fik fat i jobopslaget og derfra hjalp min vejleder Lars mig med at fokusere på at få de rigtige kompetencer frem i min ansøgning,” siger Elisabeth Hammersholt, som efter et par dage blev kaldt til samtale og efterfølgende fik jobbet.

Tips til jobsamtalen
Til jobsamtalen gjorde hun også brug af de tips, som hun havde fået på jobsøgningskurset.

”Inden samtalen gennemgik jeg mine noter fra kurset, hvor vi lærte, at vi skal lægge vægt på, hvordan vores kropssprog er. Både før og under jobsamtalen var jeg slet ikke nervøs, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle tackle situationen. Det gav mig selvtillid,” siger Elisabeth Hammersholt.

”Jeg har søgt mange forskellige faste stillinger, men mine ansøgninger var aldrig optimale. Jeg tror, jeg ser anderledes på selve jobsøgningen nu, og jeg har lært, at jeg i ansøgningen kun skal sætte fokus på de ting, der er relevante for jobbet.”

I fremtiden håber Elisabeth Hammersholt at kunne skifte over til at arbejde i dagtimerne, men i øjeblikket er hun tilfreds med sit nye job.

”At arbejde med udviklingshæmmede er det, jeg allerhelst vil. Nu er jeg kommet ind i selve systemet, og det betyder, at jeg har meget større mulighed for at få et dagjob på et senere tidspunkt,” siger hun og fortsætter:

”Det er rart ikke længere at tænke, at jeg aldrig kommer til jobsamtale, fordi jeg ikke kan finde ud af at skrive en ansøgning. For det blev der lavet om på på jobsøgningskurset. I går hjalp jeg endda min datter med at skrive en ansøgning, fordi hun gerne vil have lidt arbejde ved siden af skolen. Jeg sagde, at det ikke var noget problem - det var bare med at komme i gang med at skrive en jobansøgning.”