22-07-2015

Fra fire ansatte til nul: Anita tjener stadig det samme

Anita tjener det samme, som da hun havde ansatte.

Anita Umbraco

Af: Line Dall - Foto: Lasse Bech Martinussen

”I dag har han haft minigraveren med, så vi kan få hevet planterne op,” siger Anita Øllegaard Olsen.

De seneste to dage har hun arbejdet i en have i Roskilde, hvor opgaverne består af mere end blot vedligeholdelse af hæk, græs og lugning. Opgaver, som kræver kompetencer og maskinkræfter udefra. Derfor har hun alliereret sig med en selvstændig murer, Daniel Thomsen, om at løse opgaven sammen.

Siden 2010 har hun nemlig ikke haft ansatte i sin gartnervirksomhed Klør Fem. Før havde hun fire ansatte – to elever og to uddannede gartnere, som arbejdede på fuldtid.

”Det er for stor en udgift for mig at have ansatte. Jeg er ikke længere interesseret i at have de faste omkostninger, der følger med. Det er branchen for usikker til. Derfor køber jeg arbejdskraft ind. I dag har jeg faktisk det samme på bundlinjen, som jeg havde, dengang jeg havde faste medarbejdere,” siger hun.

Den seneste opgave i Roskilde er blot en af mange opgaver, som Anita Øllegaard Olsen har sammen med mureren. Han er blevet en del af hendes netværk af selvstændige, som hun arbejder sammen med.

Ingen ansatte her
Anita Øllegaard Olsen er ikke alene om at foretrække at køre enkeltmandsvirksomhed uden ansatte. I en undersøgelse foretaget af Ase blandt næsten 400 enkeltmandsvirksomheder svarer tæt på 77 procent, at de ikke overvejer at ansætte medarbejdere i deres virksomhed.

”Jeg er kun mig selv og køber arbejdskraft ind, når jeg har brug for det. Jeg er nødt til at være egoistisk. Jeg har prøvet at have ansatte, og jeg var lidt bange for, at når jeg ikke havde fastansatte, ville jeg gå rundt og snakke med mig selv,” siger gartneren med et smil på læben.

”Da jeg ikke havde flere ansatte, begyndte jeg at lave et netværk med en anden anlægsgartner, der kan fælde træer, en murer og to personer, som hjælper til i de travleste måneder om sommeren,” forklarer hun.

Selvstændige i parløb
Når Anita Øllegaard Olsen lægger opgaver ud til andre, er det ofte, når hun mangler den nødvendige ekspertise og tid til at løse opgaven selv.

Det kan fx være, hvis en kunde gerne vil have omlagt sin have. Der skal ryddes have, laves havetegning og planteliste. De to sidste ting på listen kan gartneren selv ordne, men til rydningen og det efterfølgende belægningsarbejde mangler hun maskinkræfter:

”Jeg arbejder sammen med en murer, fordi jeg kan sige ja til flere opgaver. Vi har arbejdet sammen tidligere, så vi kender hinanden, og så er han også ”grøn” som mig. Det er en god kombination.”

Vigtigt med klare aftaler
For et par måneder siden blev de to virksomheder enige om et skrive et brev, hvor de beskriver, hvad de hver især kan tilbyde og derefter sende det rundt og hænge det op i forretninger og supermarkeder.

”Man kan sige, at vores arbejde er blevet sat i system. Det er typisk mig, der laver en skitse og et oplæg til kunden. Og så sætter vi os ned og finder ud af, hvad det vil koste for maskinleje, planter, og hvor mange timer, vi hver især skal bruge på opgaven,” forklarer Anita Øllegaard Olsen, der sætter pris på at have en fast samarbejdspartner:

”Det er nødvendigt med klare aftaler, så vi ikke efterfølgende står og er uenige om arbejdstid eller løn. I det hele taget er det vigtigt, at vi kan stole på hinanden.”