02-10-2017

”Jeg har verdens fedeste job. Og det kan jeg takke forløbet hos Ase for”

Maria Benzon havde været ledig i et par måneder, da hun kom ind i Ases outplacement-forløb. Det var krævende, benhårdt og det hele værd. Vi har talt med Maria for at høre om hendes rejse fra ledighed, karriereskift og frem til drømmejobbet.

Out-place-hvad-for-noget?

Ordet outplacement dækker over et intensivt og skræddersyet rådgivningsforløb i forbindelse med ledighed. Det stammer fra engelsk og blev oprindeligt brugt om den hjælp, firmaer - som regel gennem et konsulentbureau - tilbød ældre, opsagte medarbejdere til at komme videre i karrieren.

 

Hvad er din situation i dag?
”Jeg har verdens fedeste job som projektleder i Kirkens Korshær. Det er simpelthen drømmejobbet. Og det kan jeg takke forløbet hos Ase for. Jeg er sikker på, at jeg ikke havde fået det uden hjælp fra Ases konsulent, Mette. Jeg havde måske nok kompetencerne, men jeg ville ikke være kommet ud over rampen uden hende.”

Hvordan var din situation, før du kom ind i outplacement-forløbet?
”Da var jeg ledig og havde været det i et par måneder. Jeg kom fra en stilling som socialrådgiver, men ville gerne skifte karrierevej, og det var ikke helt let. Jeg havde masser af jobsøgningsaktiviteter, men jeg kom ikke til samtale. Efter nogle møder hos Ase i forbindelse med udbetaling af dagpenge hørte jeg om outplacement-forløbet, og det sprang jeg straks på.”

Hvad gik outplacement-forløbet ud på?
”Jeg havde først en række rigtig gode individuelle samtaler hos Ases konsulent. Jeg kom til at kende hende ret godt i forløbet, og hun kom til at kende mig. Hun var benhård og stillede nogle klare, kontante krav. Konkret satte hun mig fx i gang med at beskrive mine kompetencer systematisk. Bagefter læste og kommenterede hun det og kom med nye forslag til at gøre det endnu bedre. Men altid på en meget anerkendende og imødekommende måde.”

Indeholdt forløbet andre ting end individuel dialog?
”Ja, jeg fik også feedback på min LinkedIn-profil og deltog i gruppeforløb om jobsøgning. Det hele var lærerigt og fornuftigt at deltage i, men for mig var det den individuelle form, der gav mest. Det var der, det var mest intenst og i sidste ende det, der ledte frem til mit job.”

Fik du konkret hjælp til at søge det job, du endte med at få?
”Ja, det gjorde jeg. Jeg kom med opslaget og sagde, at dette her job ville jeg have. Min største udfordring var, at jeg havde valgt, at jeg ville noget andet med mit liv. Den var svær at sælge til en ny arbejdsgiver. Men der hjalp Mette. Vi tog udgangspunkt i det, jeg havde skrevet, og hun pegede så på, hvor jeg fx kunne fokusere mere på, hvad jeg kunne, end på hvad jeg manglede i kraft af, at jeg var ved at skifte spor.”
”Det var en stor hjælp. Jeg kom i det hele taget først til samtaler, da jeg gik i gang med outplacement-forløbet. Før det kom jeg slet ikke igennem.”

Var det krævende?
”Ja, det var en hård proces. Men Mettes tilgang gjorde hele forskellen. Hendes facon var opmuntrende og anerkendende. Hun kritiserede mig ikke, så jeg havnede ikke i en følelse af at gøre noget forkert. Hendes tilgang var både menneskelig og professionel. Sammen med hende turde jeg godt være i denne her svære proces.”

Fik du også hjælp i forbindelse med jobsamtalen?
”Ja, jeg brugte Mette meget til at planlægge samtalen. Jeg er ansat som projektleder, så de forventede meget, og der var hun god til at vejlede mig om, hvad jeg fx skulle huske at være ekstra konkret omkring. Så hun var skarp: Husk nu dette. Vær konkret. Hun kendte mig ret godt på det tidspunkt og hjalp også til anden samtale. Så jeg brugte hende hele vejen. Jeg har virkelig fået valuta for mine kontingentpenge.”

 

Er Ase Outplacement noget for dig?

Du kan få Ase Outplacement, hvis du er medlem af Ase Lønmodtager og enten er i en opsigelsesperiode eller gerne vil videre til et nyt job. Du kan også få hjælp, hvis du er medlem af foreningen Ase Selvstændig og har lukket din virksomhed, eller den er under afvikling. Forløbet skræddersys til den enkelte, og alle får tilknyttet en personlig konsulent.

Eksempel på outplacement-forløb

  • Tildeling af en personlig konsulent, som hjælper med at afklare dine behov. Afklaringen foregår via telefonisk sparring og fysiske møder på et Ase-kontor i dit nærområde
  • Udarbejdelse af en personprofil, som giver dig ny indsigt i din adfærd og dine motivationsfaktorer samt en vurdering af dine stærke og svage sider
  • Afklaring af relevante jobkompetencer i forhold til job- og karriereønsker – mangler der noget?
  • Hjælp til at finde relevante kurser. Som medlem af Ase Lønmodtager eller Ase Selvstændig har du fri og ubegrænset adgang til Ases kurser, så længe der er ledige pladser
  • Rådgivning om at skrive de gode ansøgninger og at udforme det bedste CV til de rigtige job
  • Hjælp til at skabe et økonomisk overblik, samt finansieringsanalyse og -plan, hvis du ønsker at tage en ny eller supplerende uddannelse, skifte karriere eller måske at blive selvstændig
  • Kortlægning af dit netværk samt hvilke personer og sociale medier du kan bruge i din jobsøgning
  • Træning i jobsamtale
Læs mere og tilmeld dig Ase Outplacment her.