08-01-2018

Forsøgsordning bliver permanent

Folketinget har netop vedtaget at gøre forsøgsordningen i forbindelse med frivilligt, ulønnet arbejde, til en varig ordning. Det betyder, at du som efterlønner fortsat må arbejde frivilligt, ulønnet i 15 timer om ugen, uden at det påvirker din efterløn.

 Frivilligt Arbejde Kantine _800x 267_LED_6

Fra 1. januar 2018 er det ikke længere en forsøgsordning, men decideret ny lov, at efterlønnere må arbejde 15 om ugen som frivillig, ulønnet arbejdskraft – uden at blive modregnet i efterlønnen. Så er du allerede i gang, kan du fortsætte ufortrødent.

Bonusinfo
Overvejer du derimod først nu at gå i gang med noget frivilligt, kan du læse med her og få en pejling på, hvad der er op og ned, når snakken falder på frivilligt arbejde og efterlønnere.

Overordnet er det vigtigt at skelne mellem en ’frivillig aktivitet’ og et stykke ’frivilligt, ulønnet arbejde’. Som efterlønner må man udføre en ’frivillig aktivitet’ lige så tosset man vil, mens man kun må udføre ’frivilligt, ulønnet arbejde’ 15 timer pr. uge – hvis man vel at mærke vil undgå at blive modregnet i sin efterløn.

Frit slag for ’frivillige aktiviteter’
En ’frivillig aktivitet’ er en tjans du varetager uden at få løn for det. Samtidig er det en tjans som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Det kan være i regi af en organisation eller en forening, fx at ekspedere i Røde Kors’ lokale genbrugsbutik eller være besøgsven. ’Frivillig aktivitet’ er også alt det der ligger i helt privat regi, fx at hjælpe naboen med græsset eller indkøbene. Sådanne ’frivillige aktiviteter’ er undtaget fra loven om begrænsning. Det betyder, at du som efterlønner kan udføre ’frivillige aktiviteter’ i ubegrænset omfang.

Krav til ’frivilligt, ulønnet arbejde’
’Frivilligt, ulønnet arbejde’ er på den anden side en tjans som varetages hos frivillige organisationer og foreninger. Det betyder, at det muligvis kunne udbydes som almindeligt lønarbejde, fx hvis det er en del af organisationens primære drift. Og er det tilfældet, er der grænser for, hvor meget tid du som efterlønner må bruge på det uden at blive modregnet. Det er nærmere bestemt 15 timer om ugen. Grænserne er ikke altid så nemme at drage, så det er altid en god idé at kontakte a-kassen, inden du går i gang med frivilligt arbejde for en forening eller organisation.

Hvornår er en organisation eller en forening frivillig?
En forening eller en frivillig organisation er kendetegnet ved ikke at have som sit primære formål at skabe profit til nogen ejere. Et eventuelt overskud skal gå til at opfylde organisationens formål. For en fægteklub kunne formålet fx være at fremme fægtesporten på Fyn. Som noget nyt må et overskud dog også gerne gå til rene medlemsfordele. Det kunne fx være at forbedre badefaciliteterne i selv samme fægteklub.

For en sikkerheds skyld
Har du lyst til at give dig i kast med frivilligt arbejde som efterlønner, anbefaler vi, at du for en sikkerheds skyld tager fat i din a-kasse. Her kan du få vejledning og oplysning om, hvorvidt netop det frivillige stykke arbejde, som du har i kikkerten, er inden for rammerne af det tilladte.