Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg i min ferie?

Det er ikke helt lige meget, om du er syg, når du går på ferie, eller du først bliver syg i din ferie. Men vi kan hurtigt blive enige om, at begge dele er smadderærgerligt.

Er du ”feriehindret”?

Hvis du er sygemeldt, når din ferie begynder, er du ikke tvunget til at holde ferien. Du er forhindret i at holde ferie, fordi du er syg, og for hver dag, du er syg i den tidsperiode, der skulle have været din ferie, har du lov til at få en dags erstatningsferie. Du skal selvfølgelig melde dig rask, så snart du bliver rask – varer din sygdom f.eks. tre dage, har du automatisk ret til tre dages erstatningsferie.

Flyt hele din ferie som feriehindret

Hvis du var syg, da din ferie begyndte, og du er syg i de tre første dage, er det op til dig, om du vil holde resten af din ferie som planlagt, eller om du foretrækker at flytte hele din ferie. Det hænger som regel sammen med både varigheden af sygdommen, og de planer, du har for ferien – hvis du skulle have været til Thailand i tre uger, men er syg en uge, er du måske mere interesseret i at flytte hele ferien, frem for blot at få en uges erstatningsferie på et andet tidspunkt.

Hvordan flytter jeg hele min ferie?

For at flytte hele din ferie som feriehindret, er du naturligvis nødt til at stå til rådighed for din arbejdsgiver, så snart du er rask igen. Du skal derfor give din arbejdsgiver besked med det samme, om du vil fortsætte din ferie, eller om du hellere vil møde på arbejde.

Hvis du bliver feriehindret i forbindelse med din hovedferie

Hvis du bliver feriehindret i forbindelse med afholdelse af din hovedferie, har du krav på at få din erstatningsferie inden for hovedferieperioden (frem til 30. September). Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du i stedet kræve at få ferien udbetalt. Det er selvfølgelig også en mulighed, at du og din arbejdsgiver aftaler, at du holder din hovedferie efter 30. september og inden ferieårets udløb den 30. april.

familie ved stranden

Telefonisk råd og vejledning

Ring til os, hvis du er i tvivl om reglerne for ferie.

Kontakt os

Sygdom i løbet af ferien er lig med karens

Hvis du først bliver syg, mens du er på ferie, får du karens. Var du frisk som en havørn, da dine kolleger ønskede dig en god ferie, men bliver syg f.eks. på din tredje feriedag, gælder der nogle andre regler. Her får du ikke automatisk erstatningsferie for hver sygedag, men kommer i stedet i karens. Det betyder, at du bruger nogle af dine feriedage, selv om du er syg. Din karensperiode afhænger af, hvor længe du er syg, og hvor mange opsparede feriedage du har. Din karensperiode kan maksimalt beløbe sig til fem dage.

Erstatningsferie efter karensperioden – sådan gør du

Hvis du er syg i f.eks. 8 dage i din ferie, kan du få erstatningsferie for de sygedage, der ligger ud over din karensperiode. Hvis du har optjent fem ugers ferie med løn, har du fem karensdage (én dag pr. optjent uge). Det vil sige, at du kan få tre dages erstatningsferie. Det er imidlertid meget vigtigt, at du melder dig syg til din arbejdsgiver på din første sygedag – samme dag, som din læge skal dokumentere, at du er syg. Det sker med en såkaldt friattest, som du selv skal betale for.

Hvis du er ude at rejse, når du bliver syg, skal du på samme måde sørge for at se en lokal læge på din første sygedag. Også her skal du få skriftlig dokumentation på din sygdom. Når du er frisk igen, skal du huske at melde dig rask. Hvis du vil bytte resten af din ferie ud med erstatningsferie, skal du selvfølgelig møde på arbejde, så snart du er rask. Erstatningsferien skal du som udgangspunkt holde inden for det samme ferieår.

endnu ikke medlem?

bliv medlem