Hvad er efterlønsbidrag?

For at have mulighed for at gå på efterløn, skal du betale efterlønsbidrag i en række år. Op til 30 år, faktisk. Her kan du læse mere om efterlønsbidrag, og hvad du skal være opmærksom på.

Hvor længe skal jeg betale efterlønsbidrag

Du skal betale efterlønsbidrag, når du er tilmeldt efterlønsordningen. Det er forskelligt, hvornår du skal begynde at indbetale efterlønsbidrag, men som udgangspunkt kan du gå ud fra følgende:

  • Hvis du er født 1/1-1978 eller senere, skal du begynde at betale til efterlønsordningen senest, når du fylder 30 år.
  • Hvis du er født i perioden 1/1-1976 til og med 31/12-1977, skal du begynde at betale til efterlønsordningen senest, når du fylder 32 år.
  • Hvis du er født i perioden 1/1-1959 til og med 31/12-1975, skal du have indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt frem til efterlønsalderen.

Du skal betale efterlønsbidrag i mindst 30 år, hvis du er født i 1977 eller senere. Det er op til dig, om du vil begynde at indbetale, før du bliver 30 eller efter.

Hvor meget skal jeg betale i efterlønsbidrag

Du indbetaler efterlønsbidrag, samtidig med at du betaler kontingent for a-kassen. Satserne for efterlønsbidrag ligger i 2018 på 1.506 kr. i kvartalet for dig, der er medlem af vores a-kasse.

Husk, at du kan trække efterlønsbidraget fra i skat. Det kan du også med a-kasse-kontingentet.

Hvad, hvis jeg fortryder?

Hvis du fortryder, at du har tilmeldt dig efterlønsordningen, kan du altid framelde dig den igen. I givet fald får du betalt dit efterlønsbidrag tilbage, typisk til en dansk eller udenlandsk arbejdsmarkedspension eller en anden pensionsordning efter dit valg. Bemærk, at hvis du overfører pengene til en udenlandsk pensionsordning, skal du betale 60 pct. af beløbet i afgift til staten.

Hvad med efterløn, når jeg arbejder i udlandet?

Du kan sagtens være tilmeldt efterlønsordningen, selv om du arbejdet i udlandet. Du skal blot være medlem af en dansk a-kasse.

Arbejde i et EØS-land

Hvis du arbejder i et EØS-land (Norden og EU), er det påkrævet at være arbejdsløshedsforsikret i det land, du arbejder i. Hvis det er et andet land end Danmark, har du ikke mulighed for at indbetale penge til efterlønsordningen, så længe du arbejder i udlandet, men du kan samle pengene sammen og indsætte dem på din konto, når du kommer tilbage til Danmark. Bemærk, at du skal have været ude i god tid for at have mulighed for at gå på efterløn eller få et efterlønsbevis – du skal have haft en indtægt på min. 228.348 kr. inden for de seneste tre år for at have ret til efterlønsbevis og efterløn.

Arbejde uden for et EØS-land

Selv om du arbejder uden for EØS, kan du fortsat være medlem af en dansk a-kasse, hvis der blot er tale om et midlertidigt arbejdsophold. Du kan fortsat indbetale dit efterlønsbidrag under dit udlandsophold. Bemærk, at du skal have haft en indtægt på min. 228.348 kr. inden for de seneste tre år for at opnå ret til efterløn og/eller efterlønsbevis.

endnu ikke medlem?

bliv medlem