Hvordan forhandler jeg min første løn?

Mere end 60 pct. af alle nyuddannede forhandler ikke løn, når de bliver ansat i deres første job. Det er en skam, for at turde indgå i en forhandling og at være godt forberedt med et lønudspil er et vigtigt signal at sende over for en kommende arbejdsgiver.

Der er forskel på, hvordan du bør gå til din første lønforhandling, alt efter om du skal arbejde i en privat eller en offentlig virksomhed. Nedenfor får du nogle tips til, hvordan din første lønforhandling kan komme til at gå glat, uanset hvilken type virksomhed du skal ansættes i.

Til dig, der skal arbejde i en privat virksomhed

Der er meget, der spiller ind på, hvad nyuddannede får i løn. Det kommer bl.a. an på geografi, branche og uddannelse, og derfor skal dit lønudspil tage udgangspunkt i din profil og den virksomhed, du skal arbejde i. Du kan også se på, hvad andre får i løn i lignende stillinger. Du kan også tage udgangspunkt i, hvorvidt:

  • du har haft et relevant studiejob
  • virksomheden er i vækst
  • branchen er lønførende
  • du lægger dig helt op ad det, virksomheden leder efter, eller om du afviger i større eller mindre grad

Du kan også forhandle om andet end løn

Nogle virksomheder er hverken til at hugge eller stikke i, når det kommer til lønforhandling, men der er også mulighed for at forhandle om andet end løn. Derfor er det en god idé at have gjort dig nogle tanker om, hvad du ellers kunne tænke dig – og hvad, der er vigtigst for dig. Idéer til forhandlingen kan være:

  • Al din ferie med løn
  • Noget af din ferie med løn
  • Pension
  • Løn under barsel
  • Barns sygedag – med løn
  • Avis-abonnement(er)
  • Fri bil
  • Sundhedsforsikring
  • Fri telefon

Til dig, der skal arbejde i en offentlig virksomhed

Når du er offentligt ansat, er en del af både din løn og pension fastsat på forhånd i din overenskomst (kommunal, regional eller statslig). Lønnen er sammensat af et basisløntrin og som regel et rådighedstillæg, der begge er bestemt af, hvor længe du har været på arbejdspladsen. Løntrin og rådighedstillæg er ikke til forhandling, men det kan dog lade sig gøre at forhandle forskellige typer tillæg (bl.a. for kvalifikation og funktion) og andre goder.

Formelt er det tillidsrepræsentanten på din nye, offentlige arbejdsplads, der skal aftale din løn, og derfor er det en god idé at kontakte ham/hende for at få information om, hvad der er tradition for på arbejdspladsen, både rent lønmæssigt og i forhold til vilkår som arbejdstid og eventuelle goder.

endnu ikke medlem?

bliv medlem