Meld din sommerferie så snart du kan

18.04.2017

Jo før du fortæller, hvornår du vil holde sommerferie, jo bedre. Ellers risikerer du – hvis du er uheldig – at komme i klemme. Og det er for ærgerligt!

Måske har du for længst besluttet, om ferien skal bruges under fremmede himmelstrøg, på sofaen, i det danske sommerland eller noget helt fjerde. Men ligegyldigt hvad din sommerferie byder på, vil vi opfordre dig til at fortælle jobcentret, hvornår du holder den. Lige så snart du ved det.

Vær i god tid. Undgå at blive kaldt til møde i din ferie
På papiret har du kun pligt til at meddele jobcentret din ferie senest 14 dage før den begynder. Men hvis du venter med at fortælle jobcentret om din ferie til sidste øjeblik, kan det krydse en mødeindkaldelse. Hvis du er rigtig uheldig, kan du altså risikere at blive indkaldt til et møde i din ferie. Og som du sikkert ved, er der mødepligt. Derfor: Skynd dig at meddele din ferie så hurtigt du kan på jobnet.dk

Hvis du skal søge om feriedagpenge…
Har du feriedagpenge til gode, er det hos os – på MitAse – du skal søge. Det kan du gøre lige så snart du har meddelt ferie til jobcentret, eller allersenest på din første feriedag.