Podcast: Slip kreativiteten løs

05.12.2017
Buzzwords som innovation, iværksætteri, out-of-the-box og agilitet svirrer i luften. Fremtiden på arbejdsmarkedet er i høj grad selvskabt, det er det nye sort.

På arbejdspladsen bliver vi i stigende grad mødt af krav om kreativitet, nytænkning og ønsket om fart i processen fra idé til handling. Nogle elsker det, andre er mere tilbageholdende. Men evnen til innovation tegner fremtiden.

I podcasten ”Vovestykket” får du masser af indspark til, hvordan du kan give dine kreative idéer ben at gå på. For eksempel fortæller Rane Willerslev, der er direktør på Nationalmuseet, helt konkret om hvordan man kan tænke vildt ved at bruge magiske cirkler og gøre som jæger-samler-samfundene.

Du kan også høre om, hvordan man kan vende en supertanker med en speedbåd, og hvordan det gælder om at komme ud med sine idéer, mens de er i udvikling. Det handler om ikke sidde og putte med dem, før man dukker op af kælderdybet.

Tag dig en velfortjent pause, og forvent godt med blæs på i Vovestykket.

Vovestykket består af seks afsnit af hver cirka en halv times varighed.

Serien er produceret af Brain Gain Group i samarbejde med Ase.