Virksomhedsejere får lettere ved at bruge NemID

08.03.2017
Fremover kan virksomhedsejere nøjes med ét nøglekort, når de bruger NemID til digital indberetning. Det er god nyhed til mere end en halv million virksomheder.

Ejere af enkeltmandsvirksomheder samt virksomhedsejere, der har fuld tegningsret i deres IVS, ApS eller A/S, kan fremover bruge deres private NemID til selvbetjening på blandt andet Virk.dk og Digital Post. Dermed undgår de at skifte mellem det private NemID og et erhvervs-NemID. 

Udsigten til mindre administrativt bøvl glæder Ases administrerende direktør Karsten Mølgaard Jensen, der siden efteråret har været medlem af Virksomhedsforum, der rådgiver regeringen om regelforenklinger i forhold til erhvervslivet.

”Det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark, og det her er et skridt i den rigtige retning. Særligt i de mindste virksomheder er det ofte ejeren, der står for indberetningerne. Ofte i weekenden. Nu kan de i højere grad koncentrere sig om det primære: at drive forretningen,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

Også erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) hæfter sig ved, at administrativt bøvl besværliggør hverdagen for iværksættere og små virksomheder.

”Hver dag startes omkring 165 nye virksomheder i Danmark, og mange af dem har potentialet til at blive Danmarks nye guldæg, hvis vi formår at hjælpe dem på vej.

Vi skal gøre det så nemt og enkelt som muligt at drive virksomhed i Danmark, så de små virksomheder hurtigere kommer ud over rampen og skaber vækst og udvikling,” siger Brian Mikkelsen.

  • Løsningen er henvendt til både nye og eksisterende virksomheder. Hvis man har fuld tegningsret i virksomheden, kan man bruge sit private NemID på virksomhedens vegne. 
  • Løsningen virker på langt de fleste offentlige digitale selvbetjeningsløsninger bl.a. Virk.dk, herunder Digital Post fra 20. februar. Flere private udbydere som fx forsikringsbranchen ventes at tilslutte sig hen ad vejen.
  • Den nye løsning virker automatisk. Det vil sige, at hvis du fx har en enkeltmandsvirksomhed, kan du bruge dit private NemID på virksomhedens vegne.
  • NemID medarbejdersignaturen vil fortsat være relevant i virksomheder, hvor andre end ejeren indberetter til de offentlige selvhjælpsløsninger.
  • Den nye løsning ventes at lette erhvervslivets byrder i størrelsesordenen 93 millioner kroner om året. 

Kilde: Erhvervsministeriet