Jobsøgning via sociale medier

08.01.2018

Næsten halvdelen af virksomhederne bruger sociale medier, når de søger nye medarbejdere. Læs her, hvordan du kommer ind på deres radar og undgår de værste faldgruber.

Flere og flere jobåbninger opstår på sociale medier. Heldigvis er det en enkel sag både at gøre sine sociale profiler arbejdsgivervenlige og at undgå at jokke i spinaten.

Vi har samlet en række tips til, hvad du bør gøre, og hvad du bør undgå.


Vi anbefaler …

Åbn dig
 for sociale medier, hvis du ikke er aktiv i forvejen. Inviter dem indenfor og bliv fortrolig med dem. De er kommet for at blive.

Vær synlig og brug medierne kreativt til at vise hvem du er. Opdater Facebook, LinkedIn eller Twitter, når du har deltaget i arbejdsrelaterede ting. Nogle få velvalgte ord og måske et billede er nok. På den måde ser dit netværk det. Ofte kan det være vejen til et større netværk. 

Vær aktiv på sociale medier. Jo mere du liker og kommenterer andres indhold, desto flere får dig at se. Husk selvfølgelig, at kommentarerne gerne må udstråle en vis begavelse. Et glimt i øjet skader heller ikke. Sjofle kommentarer og grovheder er naturligvis no go. Vær bevidst om, at alt fra politiske kommentarer til likes af kattevideoer bliver spredt. Så tænk før du poster.

Opdater din LinkedIn profil, så det er tydeligt, hvad du kan, hvad du tidligere har lavet, og hvad du er særligt passioneret omkring. Feltet under dine oplysninger kan bruges til at udtrykke åbenhed. Skriv dine kontaktoplysninger og fx at du gerne inviterer på en kop kaffe, hvis nogen er nysgerrige efter, hvem du er. 

Synliggør dine fagkompetencer på LinkedIn. Fx ved at skrive dem som dine nøgleord. Så bliver de set, hvis du dukker op i søgningen hos en rekrutteringskonsulent. 

Fremvis dine resultater. Hvis du fx har skrevet artikler eller opnået synlige resultater i virksomheder, hvor du tidligere har arbejdet, så vis det endelig frem. Beskedenhed er ikke en dyd i denne sammenhæng.

Brug LinkedIn-værktøjerne. Få tidligere chefer, kolleger, kunder eller samarbejdspartnere til at anbefale dig. Også selvom det er fra din tid i iskiosken. Det er altid godt at høre fra andre, hvordan du er.
 
Opfordr dine venner til at tagge dig i relevante jobopslag. På den måde ser virksomheden dig og ved, at nogen har anbefalet dig at søge jobbet. Så starter du heller ikke helt fra bunden, når du sender din ansøgning.

Brug din energi rigtigt. Det kan du gøre ved at undersøge, hvor dine potentielle arbejdsgivere er mest synlige. Er det fx på LinkedIn, Facebook eller Twitter? Hvis du kan aflure det, kan du bruge flere kræfter på det rigtige medie.

Deltag i faglige grupper, som er inden for dit interesse- eller arbejdsfelt. Husk, at selvom du er ledig, kan du deltage i faglige diskussioner med præcis samme vægt som alle andre. Uanset, hvad din situation er, så snyd ikke folk for dine guldkorn.


Vi fraråder …

Undgå at poste billeder, der kan provokere. Man sælger også sin personlighed, når man søger job, men find grænsen. Hvis du vurderer, at noget kan virke provokerende eller få dig til at fremstå alt for utjekket, så fjern det. Det kan være letpåklædte billeder fra en ferie, eller billeder hvor du er omringet af alkohol. 

Vær ikke alt for spontan. Dine Facebook-kommentarer kan nå længere ud, end du måske regner med. Hvis man enten hidser sig op eller synes, at en idé til en kommentar er forfærdelig morsomt, er det ofte en god idé at vente 10-15 minutter før man trykker ”slå op”. Eftertanke giver færre ærgrelser.

Brug ikke ironi. Det er lidt ærgerligt, for det er en del af manges udtryksform og humor at være ironisk. Desværre misforstås det alt for ofte. Især på skrift. Derfor anbefaler vi at undgå ironi. Der er simpelthen for stor risiko for at støde nogen.

Post ikke i beruset tilstand. Jo, jo, bevares, det er en gammel sandhed, at man hverken bør sende sms-beskeder, køre bil eller opdatere Facebook, når man er fuld. Dømmekraften har det som bekendt med at få et lille twist. Så nu er det sagt. Igen.

Undgå negative kommentarer. Uanset hvor sur du er på nogen eller noget, så styr harmen en smule. En dag har du måske brug for at søge job hos det teleselskab eller den webshop, du har svinet til med sprogets værste gloser. Konstruktiv kritik er fint, men ingen potentielle nye chefer tiltrækkes af folk, der virker til generelt at være negative.


Vis verden den bedste version af dig selv …

Når alt kommer til alt, er det ikke så indviklet. At have en god fremtræden på sociale medier handler ikke om at fedte, overdrive eller være påtaget venlig. Det handler i bund og grund blot om at vise sin omverden den bedste version af sig selv.