Fagforeningstvang er et overset arbejdsmiljøproblem

25.09.2019

Enhver har ret til frit at vælge fagforening. Men dele af fagbevægelsen opfører sig stadig som om, at det er en simpel pligt at være medlem af en fagforening, hvis man ikke vil skammes ud. En mulighed for at stoppe chikane og fagforeningstvang kunne være at udvide ligebehandlingsloven, så den forbyder forskelsbehandling på grund af valg af fagforening på linje med forbud mod anden diskriminering. Det ville medføre en omvendt bevisbyrde og dermed stille det enkelte individ i en bedre situation end i dag, pointerer Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør i Ase i kronik i Jyllands-Posten.

Hver dag er 17.000 danskere sygemeldt med stress. Arbejdsbetinget stress er et alvorligt problem, der årligt koster samfundet et tocifret milliardbeløb. Forleden bukkede endnu en medarbejder under.

Sygemeldingen fra ingeniøren, der har arbejdet som vikar i Københavns Lufthavn, kom efter et meget ubehageligt forløb, hvor kollegerne ved bagagebåndet gennem lang tid har truet og chikaneret ham til at melde sig ind i 3F. En lydfil af forløbet afslører en menneskelig forråelse og en modtagelse, de færreste ville ønske sig. Desværre hersker den form for voksenmobning og isolation med henblik på at fryse kolleger ude, blot fordi de ikke ønsker at blive medlem af 3F, i flere af forbundets lokalafdelinger.

De seneste år har der ellers været øget opmærksomhed på at forebygge dårligt psykisk arbejdsmiljø eksempelvis mobning og chikane på grund af køn eller seksualitet.

Men et enkelt område - fagforeningstvang - er tilsyneladende overset. Måske fordi de færreste mennesker har det overskud, der skal til for at kæmpe den ensomme kamp på en arbejdsplads uden respekt for den enkeltes lovsikrede ret til selv at vælge fagforening.

De første tre måneder i ansættelsen er afgørende for, om nyansatte finder sig til rette i organisationen - og bliver i jobbet. Derfor er det vigtigt, at nye kolleger kommer godt fra start, og det er en fælles opgave for alle på arbejdspladsen at medvirke til. Sådan lyder et af rådene til, hvordan en god modtagelse sikres.

På mange arbejdspladser får nyansatte straks stukket indmeldelsesblanketter til det herskende fagforbund i hånden med en mere eller mindre utvetydig besked om, at hvis du skal være på denne arbejdsplads, så er du også medlem af samme forbund som os andre.

Det kan måske lyde inkluderende.

Problemet er bare, at det er ulovligt. Siden en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2006 har det været en ubestridt rettighed for det enkelte menneske at vælge præcis den fagforening, vedkommende ønsker.

Eller slet ingen, hvis det er præferencen.

Alligevel fortsætter den aggressive medlemshvervning ufortrødent på en række arbejdspladser landet over. Særligt voldsomt i Københavns Lufthavn, hvor bagagemedarbejderne i flere omgange har strejket i protest mod en vikar, der har nægtet at opgive sit medlemskab af ingeniørforeningen (IDA) for at melde sig ind i 3F. Forleden gav vikaren op over for den umenneskelige behandling og lod sig sygemelde.

Der er grænser for, hvor meget en enkelt person kan tåle. Det er et voldsomt pres at blive mødt med krav om, at du skal være medlem af et bestemt forbund. Ellers bliver du frosset ud og mister i værste fald dit job. Situationen er langtfra enestående eller isoleret til arbejdspladsen hos SAS Ground Handling i lufthavnen.

Vi ved, at fagforeningspres har fundet sted på store virksomheder som Falck og Danish Crown, også med chikane og mobning som beskrevet i Jyllands-Posten i januar 2019. Og til trods for, at det i mere end et årti har været ulovligt at kræve medlemskab af en given fagforening, sker det hver dag på forskellige typer arbejdspladser. En række lokale fagforeninger bakker åbenlyst op om bagagemedarbejdernes metoder. Alligevel synes Arbejdstilsynet at se passivt til. Det kan undre.

Ganske vist har tilsynet en hotline, hvor medarbejdere anonymt kan få råd og vejledning om mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen.

Men virkeligheden er, at det kræver et særligt panser at modstå presset i hverdagen, og kun ganske få har lyst til at stå frem og fortælle deres historie. Med den behandling vikaren i lufthavnen har fået og senere sygemelding, går der nok længe, før andre tør stille sig op og fortælle om fagforeningspres på deres arbejdspladser.

Derfor undervurderes omfanget af fagforeningspres uomtvisteligt, og en ekstraordinær høj organisationsgrad i en enkelt fagforening på en arbejdsplads burde i sig selv være et alarmsignal, som heller ikke Arbejdstilsynet kunne sidde overhørig.

Faktisk har hver 7. lønmodtager - svarende til 14 pct. - oplevet pres for at være medlem af en bestemt fagforening. Presset kommer oftest fra tillidsrepræsentanter, og det kommer til udtryk i stort og småt i hverdagen, for eksempel som små hentydninger eller i forbindelse med lønforhandlinger, viste en Wilke-undersøgelse foretaget for Krifa sidste år.

Alene i Ase har vi kontakt med ca. 600-700 medlemmer, som melder sig ud på grund af kollegialt pres. De mærker på egen krop, hvordan det er at føle sig uønsket på arbejdspladsen alene på grund af deres fagforeningstilhør eller mangel på samme. Det sætter dybe menneskelige spor på den måde at blive truet eller frosset ud.

Også selv om det sker i en mindre brutal tone end blandt bagage-og stilladsarbejdere. Tavshed kan være et grusomt våben. Derfor fraråder vi i Ase også vores medlemmer at sætte deres velvære eller job på spil. De skal ikke udkæmpe en isoleret foreningsfrihedskamp på arbejdspladsen med risiko for at stå tilbage uden job og med skader på sjælen.

Stress er ikke til at spøge med.

Ud over risikoen for at miste jobbet her og nu har mobning, vold og trusler også betydning for, hvor mange år vi kan holde til på arbejdsmarkedet, viser en rapport i 2017 udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der havde spurgt 35.000 danskere om deres arbejdsmiljø.

Trods alle målsætninger om det modsatte oplevede 16,9 pct. af de beskæftigede i 2016 væsentlige psykiske belastninger og symptomer mod 14,5 pct. tilbage i 2012.

De alarmerende tal fik daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at nedsætte et ekspertudvalg, der havde til opgave at komme med anbefalinger til en ny og forbedret indsats. Og det hastede.

En bred politisk aftale tilbage fra 2011 har nemlig som målsætning, at området skal være væsentlig forbedret i 2020 - blandt andet i form af 20 pct. færre overbelastede.

Umiddelbart er der langt til målet. Og når det angår fagforeningspres, står det grelt til. Ganske vist blev den danske lovgivning ændret efter menneskerettighedsdomstolens afgørelse i 2006. Men der er brug for yderligere tiltag, eksempelvis at udvide ligebehandlingsloven, så den forbyder forskelsbehandling på grund af valg af fagforening på linje med forbud mod diskriminering på grund af race, køn, religion og seksuel orientering. Det ville medføre en omvendt bevisbyrde og dermed stille det enkelte individ i en bedre situation end i dag.

Samtidig burde det overvejes, om fagforeningers akkvisitionsret på de enkelte arbejdspladser skal begrænses, fordi det i realiteten fører til et ulovligt pres på det enkelte menneskes ret til foreningsfrihed.

Udfordringen med den nuværende lovgivning er blandt andet, at det er umuligt at retsforfølge de personer, som udøver det faktiske pres. I dag er det alene arbejdsgiveren, der kan sanktioneres eller straffes.

I en række industrilande - ikke blot i Danmark - er arbejdsmønstrene i opbrud. Det har ændret hverdagen for danskerne og virkeligheden for fagforeningerne. Flere skifter hyppigt job og bevæger sig derfor mellem arbejdspladser, der har overenskomst med forskellige eller slet ikke. Andre bliver selvstændige og arbejder i projektansættelser, der sjældent lader sig passe ind i snærende rammer.

Alligevel opfører dele af fagbevægelsen sig stadig som om, at det er en simpel pligt at være medlem af en fagforening, hvis man ikke vil skammes ud.

Det er ikke blot fortidigt. Det er også ulovligt. Og ikke mindst har fagforeningstvangen store menneskelige omkostninger for de lønmodtagere, hvis rettigheder de pågældende forbund hævder at forsvare. Stavnsbundet blev reelt ophævet i 1800. Måske det var på tide også reelt at fjerne fagforeningstvangen.

Formentlig ville det kunne forbedre det psykiske arbejdsmiljø væsentligt for de lønmodtagere, der gerne selv vil bestemme, hvilket fagforbund de ønsker at være medlem af.

Dele af fagbevægelsen opfører sig stadig som om, at det er en simpel pligt at være medlem af en fagforening, hvis man ikke vil skammes ud.

Se kronikken her: