Sådan sikrer du dig din dagpengeret, når du afslutter uddannelse

02.05.2019

Du har 14 dage til at sikre dig din dagpengeret, når du bliver færdig med en uddannelse, der er normeret til at vare 18 måneder eller mere.

Kan du i den kommende tid sætte punktum for studierne, skal du huske at kontakte os senest 14 dage efter din sidste eksamen. For at sikre dig din dagpengeret som dimittend, skal du nemlig udfylde en ”Erklæring om statusændring”. Du skal også huske allerede på din første ledighedsdag at melde dig ledig på jobnet.dk

Husk ”Erklæring om statusændring” straks du dimitterer
Har du ikke allerede modtaget ”erklæring om statusændring” fra os, skal du kontakte os for at ændre status fra studerende til nyuddannet. Vi skal nemlig have din udfyldte erklæring senest 14 dage efter din sidste eksamen.

Vi hjælper dig selvfølgelig med at få udfyldt erklæringen, hvis du har behov for det, så din dagpengeret er sikret. Har du været medlem af Ase i mere end et år, kan du søge om dagpenge fra første ledighedsdag. Har du været medlem mindre end et år, kan du søge dagpenge efter en måneds karensperiode. Men igen, husk at du altid skal tilmelde dig jobnet.dk fra den første dag du er ledig.

Overskrider du fristen på 14 dage, kan du miste dagpengeretten
Det er super vigtigt, at du får sendt os din udfyldte ”Erklæring om statusændring” inden for de første 14 dage som nyuddannet. Ellers falder din dagpengeret som nyuddannet helt bort, og du kan først få dagpenge, når du har været medlem af a-kassen i et år og samtidig har haft fuldtidsarbejde i mindst ét år. Så træder du ikke direkte ud i nyt job, er 14-dages fristen altså økonomisk alfa og omega for dig.

Bonusinfo: Dagpengesatsen for nyuddannede
Hvis du søger om dagpenge som nyuddannet, får du 82 procent af den maksimale dagpengesats, hvis du har børn under 18 år. Det beløber sig til 15.470 kr. om måneden i 2019. Har du ingen børn under 18, er satsen 71,5 procent af den maksimale sats. Det bliver p.t. til 13.489 kr. om måneden.

Ring endelig til os på 7013 7013, hvis du er lige ved at blive færdig med din uddannelse.