startskud til et sporskifte

En jobsamtale blev det der udløste at Kirsten Fugl ville skifte spor. I baggrunden var der sparring og opbakning fra job- og karrierekonsulent Trine Bang.

Kirsten Fugl, der er 42 år og bor i Skanderborg, blev fyret fra sit it-job som key account manager i august. Men hun kløede på med krum hals – i it-branchen er hyppige jobskifter, og såmænd også fyringer, ikke ualmindeligt. Kirsten søgte job på livet løs, men efter en samtale på det hun troede var hendes drømmejob, gik der for alvor en prås op for Kirsten: ”Hvad er det egentlig jeg vil? Jeg skal gå en anden vej.”

Første skridt: Uddannelse

Kirsten fandt ud af at hun ville benytte sig af muligheden for at tage en seks ugers jobrettet uddannelse, og fik den vej rundt projektlederuddannelsen Prince2. Og Ase bakkede hende op. Da Kirsten har en lønsikring i tillæg til sin almindelige a-kasseforsikring, havde hun mulighed for at træde ind i et individuelt tilrettelagt og skræddersyet sparringsforløb med en af Ases job- og karrierekonsulenter. I Kirstens tilfælde var det Trine Bang.

”Trine hjalp med at skubbe på så jeg fik taget de seks ugers uddannelse,” fortæller Kirsten. Siden har Kirsten lagt sin egen femårsplan, når det gælder uddannelse: Hun er i gang med en treårig Akademiuddannelse i it, og derefter kan hun tage en bachelor inden for it compliance og governance, som er det hun brænder for. Og Kirsten ved at uddannelsen er påkrævet for at nå hele vejen i det sporskifte, hun har indledt.

”Det bliver fem hårde år, men helt ærlig, jeg har jo 30 år tilbage på arbejdsmarkedet,” konstaterer Kirsten tørt.

Kirsten Fugl

42 år ● Bor i Skanderborg ● Oprindelig uddannet salgsassistent i Magasins boligafdeling ● Siden 2002 ansat i it-branchen ● Har lagt en femårsplan og tager p.t. en Akademiuddannelse i it

Sparring undervejs

Da Kirsten havde fået sin opsigelse i august, tog hun forbi Ase Lønmodtager med det samme – bare lige for at få tjekket opsigelsen. Det var først her hun blev klar over at hun havde mulighed for et sparringsforløb på grund af sin lønsikring. Og hurtigt kom første møde med Trine Bang på plads.

”Trine hjalp mig især med at sætte ord på mine kompetencer,” siger Kirsten og nævner fx hvordan hun ved hjælp af et mindmap fik oversat hvad det vil sige at være god til at sælge. Er det at have en god telefonstemme, være en haj til at skrive tilbud, kunne smalltalke eller kunne tale perfekt med på fagjargonen? Det er fantastisk vigtigt at kunne gøre sine erfaringer og evner konkrete når man skal gøre sine hoser grønne hos en ny, potentiel arbejdsgiver.

Ansøgninger og samtaletræning

I Kirstens proces hen mod det job hun har i dag, mødtes hun med Ases job- og karrierekonsulent cirka hver sjette uge, og ind imellem både mailede og talte de i telefon sammen. Kirsten blev bedre til at brede sit ansøgningsfelt ud, hun fik reel opbakning og også et boost på selvtilliden, når dét var nødvendigt. Nogle af de diskussioner Kirsten og Trine havde, fik fx Kirsten til at få øjnene op for hvordan hun i en samtalesituation kunne vende ting der blev opfattet som negativt, til noget positivt. De trænede det simpelthen. Og så var der løbende sparring på Kirstens ansøgninger.

”Det der er så fedt, er at jeg fik reel sparring på mig. Jeg sad ikke på et hold. Der blev taget udgangspunkt i migmin situation og mine ansøgninger,” fastslår Kirsten.


Kirsten i dag

Kirsten begyndte i sit nye job 1. maj. Hun arbejder som licence management konsulent i et it konsulentfirma. Ikke et job der er så væsensforskelligt som det hun kom fra, men med sin femårsplan er Kirsten på vej. Hun går efter at samle erfaring med projektarbejde, mens hun uddanner sig, og hun kan allerede nu bruge en række af de redskaber hun tog til sig på Prince2 uddannelsen.

Og hvordan fik Kirsten sit job? Hun blev kontaktet direkte af konsulentfirmaet via sin LinkedIn-profil. Kirsten havde allerede godt styr på sin profil inden sit sparringsforløb hos Ase. Men ellers kan det også være en væsentlig del af en individuel job- og karrieresparring. Det er trods alt 80 procent af alle jobs der bliver besat via netværk, herunder LinkedIn.

Et individuelt, skræddersyet sparringsforløb

Har du tegnet en lønsikring gennem Ase – på toppen af din a-kasseforsikring – har du adgang til et skræddersyet sparringsforløb med fokus på dig og din job- og karrieresituation. Det er kvit og frit, hvad enten du er på vej til dit næste job, eller du fx vil synliggøre din værdi på den arbejdsplads hvor du allerede er.

Tjek hvilke dele der kan indgå et i forløb