05-04-2018

Forstå den nye ferielov

En ny ferielov træder i kraft i 2020. Den største ændring med betydning for dig er, at princippet for hvordan medarbejderne optjener og afholder ferie, ændrer sig.

Feriedagpenge2 300X200

Lige nu behøver du ikke foretage dig noget i forhold til den nye ferielov, som Folketinget har vedtaget. Men det kan være en god idé at forstå de principielle ændringer, der sker i vores feriesystem, så du ved, hvad der venter. Den vigtigste ændring er, at vi går fra et system med forskudt ferie til et princip om ”samtidighedsferie”.

”Samtidighedsferie” – hvad er det?
I dag skal medarbejdere først optjene deres ferie, før de kan afholde den. De optjener som bekendt deres ferie i kalenderåret, og kan så afholde den i det følgende ferieår, der skydes i gang 1. maj. Det er et system med forskudt ferie. Fra 1. september 2020 overgår hele Danmark på samme tid til et system, der bygger på et princip om samtidighed, ”samtidighedsferie”: Alle medarbejdere – også nyansatte – kan fra denne dato afholde ferie i takt med, at de optjener den. Nyansatte skal altså ikke længere vente i månedsvis på at kunne afholde ferie med løn.

Overgangsordning for likviditetens skyld
Når feriesystemet og principperne for optjening ændres med et trylleslag i september 2020, opstår der en situation, hvor dine eksisterende medarbejdere både har ret til optjent ferie og ”samtidighedsferie”. Virksomhedens likviditet risikerer dermed at blive voldsomt udfordret. Så for at du som arbejdsgiver ikke denne dag står og skal udbetale et helt års ferie til dem alle (fordi de indtil da har været underlagt princippet om forskudt ferie), er der aftalt en overgangsordning: Al den ferie der er blevet optjent forskudt inden for et år op til systemskiftet, får arbejdsgiverne lov til at beholde frit som midler/likviditet i virksomheden. Set fra medarbejderens synsvinkel ”indefryses” hans optjente ferie altså. Udbetalingen af disse ”indefrosne” midler vil så først skulle falde, når din virksomhed ophører i Danmark, går konkurs, eller medarbejderen går endeligt på pension. Beløbet vil til den tid være pristalsreguleret.

Kort og godt…
Med overgangsordningen er du som arbejdsgiver sikret, at du ikke pludselig står den 1. september 2020 og skal udbetale alt optjent ferie til dine eksisterende medarbejdere og samtidig give dem ”samtidighedsferie”.