Udbrændthed: Symptomer og håndtering

Udbrændthed rammer mange og kan have store konsekvenser. Ifølge statistikker oplever omkring 15-20% af den danske befolkning symptomer på udbrændthed. Udbrændthed er typisk forårsaget af langvarig stress og overarbejde og viser sig oftest gennem kronisk træthed, manglende motivation og faldende produktivitet.

På denne side vil du finde oplysninger om symptomer, årsager og hvad du kan gøre, hvis du oplever udbrændthed.

Hvornår ved jeg, at jeg er udbrændt?

Symptomer på udbrændthed inkluderer vedvarende træthed, manglende energi, tab af motivation og koncentration samt irritabilitet, men kan også vise sig ved fysiske symptomer som hovedpine og kvalme. Nogle kan også føle en trang til at trække sig fra og undgå sociale arrangementer ligesom man mister interessen og engagementet i sit arbejde.

Symptomer på udbrændthed

Symptomer på udbrændthed opleves meget forskelligt fra person til person. Nedenfor kan du læse de mest hyppige fysiske og psykiske symptomer på udbrændthed:

  • Mental udmattelse og mindre energi

  • Nedsat produktivitet og mangel på engagement i arbejdet

  • Følelsesmæssig udmattelse

  • Svært ved at præstere

  • Hukommelsesproblemer

  • Koncentrationsbesvær

  • Ekstrem træthed og dårligt humør

  • Manglende overskud

  • Søvnforstyrrelser

  • Hovedpine

  • Kvalme

Udbrændthed og depression kan forveksles, da de deler nogle ligheder, men én afgørende forskel er, at udbrændthed ofte stammer fra jobrelateret stress, mens depression er mere generel.

Hvis du genkender en af ovenstående symptomer i din hverdag, kan det tyde på udbrændthed. Det er derfor utroligt vigtigt at overveje ændringer i din arbejdsrutine for at forebygge udbrændthed. Samtidigt er det også vigtigt at snakke med din læge og få en professionel vurdering af dit fysiske og mentale helbred.

Forskel på udbrændthed og stress

Selvom symptomerne på udbrændthed og stress minder utroligt meget om hinanden, er det vigtigt at slå fast, at udbrændthed og stress er relaterede, men to adskilte tilstande.

Hvad er stress?

Stress er en naturlig reaktion på belastninger, der både kan være fysiske eller mentale. Det er kroppens måde at håndtere krav og udfordringer på. Stress kan være kortvarig og forbigående eller mere vedvarende afhængigt af belastningens varighed og intensitet.

Hvad er udbrændthed?

Udbrændthed er en lidt mere alvorlig tilstand, der typisk udvikler sig over tid som følge af kronisk stress, især når kravene overstiger ens ressourcer og evne til at håndtere dem. Udbrændthed kommer derved til udtryk gennem fysisk og mental træthed, nedsat motivation og følelsesmæssig afstandtagen fra arbejdet eller andre aktiviteter, der tidligere gav glæde. Udbrændthed er derved af mere omfattende karakter og kræver ofte en længere periode at komme sig over.

Udbrændthed: Det skal du gøre

Hvis du begynder at opleve forskellige symptomer på stress eller udbrændthed, er det vigtigt at du tager handling for at beskytte dit helbred og trivsel.

Først og fremmest kan det være gavnligt at søge hjælp og rådgivning fra f.eks. en læge eller en psykolog, der kan vurdere dit fysiske og mentale helbred og herefter give dig vejledning og effektive redskaber til at komme ovenpå igen.

Snak med din nærmeste leder

Det kan også være hensigtsmæssigt at tale med din nærmeste leder for at diskutere arbejdssituationen og eventuelle muligheder for tilpasninger eller støtte på arbejdspladsen. Dette kan hjælpe med at reducere arbejdsrelateret stress og skabe et mere støttende miljø for at undgå udbrændthed.

Er sygemelding en mulighed?

Hvis dine symptomerne er alvorlige, og det er nødvendigt for dit fysiske og mentale helbred, kan det være relevant at overveje at melde sig syg og tage tid til at komme sig. Det er vigtigt at lytte til kroppens signaler og tage de nødvendige skridt for at genoprette balance og trivsel.

Kontakt Ase på 7013 7013 hvis du overvejer at melde dig syg fra dit arbejde.

Kom godt tilbage efter udbrændthed

Behandlingen af udbrændthed er individuelt og skal tilpasses din specifikke situation og årsagen til udbrændtheden.

Prioritere afslapning

En effektiv tilgang er at prioritere tid til afslapning og genopladning. Dette indebærer at tage pauser fra arbejdet og fokusere på selvpleje og afslapning, såsom ferier, hobbies og mindfulness-øvelser.

Søg professionel hjælp

Professionel hjælp kan også være gavnligt. Terapeutiske samtaler kan være en god støtte og give vejledning i stresshåndtering.

Overvej en livsstilændring

Livsstilsændringer er essentielle for at forebygge fremtidig udbrændthed. Dette inkluderer en bedre arbejds- og fritidsbalance, delegering af opgaver og regelmæssige pauser.

Brug dit netværk

Når man oplever udbrændthed, kan dit netværk af venner og familie være en uvurderlig ressource til støtte og hjælp. Der kræver tid og omsorg at komme sig fra. At have et solidt netværk af venner og familie omkring dig kan derfor være afgørende for din helingsproces.

Få hjælp til udbrændthed hos Ase

Vi hjælper dagligt vores medlemmer i mange forskellige livssituationer - også udbrændthed og usikkerhed om job. Er du medlem og har du spørgsmål om f.eks. 120-dages reglen, opsigelse eller om du får løn under sygdom? Så sidder vi klar til at hjælpe dig på 7013 7013.

Er du endnu ikke medlem, kan du nemt og hurtigt blive det her.