Når man ender i en retssal med sin arbejdsgiver

04.12.2018

Den dag Aziz fik brev fra sin arbejdsgivers advokat, fik han et voldsomt chok. Og herfra rullede en sag der først sluttede i landsretten.

Udarbejdet af Ase Lønmodtager

Aziz står nede i omklædningsrummet på sit arbejde, da hans chef dukker op med et blankt stykke papir i hånden. Han beder Aziz skrive under.

”Det ville jeg selvfølgelig ikke. Ingen skriver da under på et blankt stykke papir,” fortæller Aziz.

Den første konfrontation
Forud for mødet har Aziz oplevet at hans chef har anklaget ham for at snyde med sine afspadseringstimer. I samme ombæring bliver han mødt af ordene ’du er ikke velkommen her længere’.

Da Aziz nægter at skrive under på det blanke stykke papir, begynder hans chef at kræve at Aziz afleverer sin nøgle. Han insisterer, og da Aziz til sidst afleverer sin nøgle, fatter han først rigtig alvoren i hvad der sker.

”Jeg fik det virkelig dårligt – fysisk – der i omklædningsrummet. Og da jeg siger dét til min chef, udbeder han sig en lægeerklæring.”

Sygemelding
Aziz er 31 år, bor i Aarhus og er uddannet klinisk tandtekniker. Da Aziz lægger sin kittel for sidste gang i omklædningsrummet, kontakter han straks sin læge. Alting føles pludselig kaotisk. Aziz er overrumplet og forstår ikke hvad der sker. På bagkant af en sygemelding samme dag modtager arbejdsgiveren den lægeerklæring han har bedt om.

Sagen tager en ny drejning
”To dage efter får jeg et brev ind ad døren. Det er fra min arbejdsgivers advokat.”

Da Aziz fortæller om brevet, vælder ubehaget op i ham igen, og man kan høre på hans vejrtrækning at det kræver overvindelse at fortsætte interviewet. Men vi gør det.

Hovedbudskabet i brevet er, at arbejdsgiveren ikke forstår en pind af den lægeerklæring, han har modtaget. For ifølge arbejdsgiver har Aziz selv sagt op. Den udlægning kan Aziz slet ikke hverken genkende eller forstå, og han kontakter med det samme sin fagforening Ase Lønmodtager, stærkt chokeret.

Ase kommer ind i billedet
Kristina Gjørtsvang er advokat hos Ase Lønmodtager, og hun forklarer hvordan et medlem som Aziz bliver taget imod.

”Når Ase Lønmodtager går ind i vores medlemmers sager, så er første stop en af vores jurister med speciale inden for arbejds- og ansættelsesret. I Aziz’ tilfælde kontakter juristen arbejdsgiveren i forsøget på at rede trådene ud og søge forlig. Når det ikke lykkes, går sagen videre til fx mig, der sidder i advokatteamet hos Ase Lønmodtager. I mange sager, og i sagen med Aziz, vælger vi at ”udtage en stævning” som det hedder. Det betyder at vi vil have sagen prøvet for retten,” fortæller Kristina Gjørtsvang.

Forlig betyder ikke altid kompromis
I sager mellem arbejdstager og arbejdsgiver bruger man ordet forlig hvis de to parter formår at løse deres uenighed før det ender i en decideret retssag. Man siger at parterne ”indgår forlig”. Mange misforstår vendingen og tror at det betyder at parterne skal mødes et sted på halvvejen. Sådan er det ikke nødvendigvis. Det betyder ofte at man når til enighed om hvem af parterne der har ret. Helt sort og hvidt. Bare uden en dommer og uden et retslokale.

”See you in court”
Bliver der udtaget en stævning mod én, har man en frist til at reagere på stævningen.

”En del arbejdsgivere opgiver ævred når de modtager en stævning, og der indgås forlig,” siger Kristina Gjørtsvang.

Truslen om en retssag er ubehagelig, selv om Kristina gerne vil slå en pæl igennem forestillingen om at disse retssager foregår i bedste – eller værste – Hollywood filmstil. Der er slet ikke så rå og hård en tone, som mange frygter. Oftest foregår det ganske stille og roligt.

Inden man når til at stå i selve retssalen, hvor der både kan føres vidner, og parterne selv skal afgive forklaring, holder parternes repræsentanter nogle telefoniske formøder og forhandlinger. Her er parterne ikke selv med. På grund af pres på domstolene går der ofte et halvt eller et helt år, inden selve retssagen går i gang.

Aziz taber i byretten
Da retssagen – også kaldet hovedforhandlingen – endelig løber af stablen i byretten, trækker Aziz’ arbejdsgiver det længste strå. Det bliver et vidneudsagn fra en af de andre ansatte på Aziz’ arbejdsplads, der bliver udslagsgivende, mener Kristina Gjørtsvang.

Vidnet fortæller at arbejdsgiveren umiddelbart efter at Aziz er gået ud af døren, siger noget i stil med ’ham ser vi ikke mere, han har lige sagt op’.

Dommeren tillægger dette så meget vægt, at resultatet af sagen bliver, at Aziz kun får ret til en måneds løn. Det svarer til hans eget opsigelsesvarsel. Aziz og Ase Lønmodtager havde krævet tre måneders løn – svarende til arbejdsgivers opsigelsesvarsel – fordi de ser sagen som en opsigelse fra arbejdsgivers side.

Nervøsitet og frygt
Det er klart at det for et medlem som Aziz, er hårdt at være del af sådan en sag. Ikke mindst at gå og vente på selve mødet i retssalen.

”Det er en af mine fornemmeste opgaver at sørge for at tæmme medlemmets nervøsitet. Jeg gør hvad jeg kan for få situationen pillet ned – at skabe så meget tryghed og ro som muligt,” fortæller Kristina.

Aziz selv er ikke meget for at tale om selve oplevelsen i retten. Det kommer alt for tæt på. Han fortæller dog at han var meget nervøs, men at det var fantastisk at have Ase ved sin side:

”Kristina har været helt fantastisk. Det vil jeg gerne have ud til alle,” pointerer Aziz.

Landsrettens hammer falder
Noget af det udfordrende i en advokats arbejde er at lytte og sætte sig i medlemmets sted. Det gælder om at spørge ind til en masse detaljer. På den måde kan der dukke vigtig information op, og det var faktisk hvad der skete i Aziz’ sag på bagkant af dommen i byretten. Det betød, at Ase Lønmodtager og Aziz ankede dommen til landsretten.

Kristina Gjørtsvang beskriver det som en slags detektivarbejde, og i Aziz’ tilfælde kom der nye beviser på bordet. Det lykkedes at dokumentere at Aziz havde kontaktet sin læge umiddelbart efter han havde forladt arbejdspladsen, og i landsretten vinder Aziz sin sag med dommerstemmerne 2-1.

Byret og landsret
Byretten er retssystemets laveste instans. Her sidder der i en sag af Aziz’ karakter én dommer. I landsretten, der er næste instans, sidder der tre dommere. I begge retter kan der føres vidner. Der aflægges partsforklaring, ligesom parterne bliver udspurgt af modpartens advokat.

Ud på den anden side
Aziz kom ud fra landsretten som vinder og fik sine tre måneders løn. Det ubehagelige optrin på hans sidste arbejdsdag har han nu rettens ord for var at anse som en fyring.

”Det var ikke rart at stå ansigt til ansigt med min tidligere chef i retssalen, men Kristina havde forberedt mig godt, og nu er jeg videre,” afslutter Aziz.

Kristina forstår godt, at de medlemmer der ender med at skulle møde op i en retssal, synes det er svært og ubehageligt.

”Jeg prøver at klæde dem på bedst muligt. For eksempel ved at sige at det er helt normalt og okay at føle sig nervøs, måske at komme til at stamme når man pludselig står ansigt til ansigt med modparten. Men så kan man måske finde lidt ro i at man faktisk skal kigge på dommeren, selv om det er modparten(s advokat) man faktisk taler til. Det er også helt okay at svare at der er noget man ikke kan huske præcis, eller at sige til hvis man ikke helt forstår spørgsmålet. Hvis det er sådan det er.”

Aziz er kommet helskindet videre og har efterfølgende fået nyt arbejde (red.).