Sådan laver du momsafstemning
En mini vejledning til hvordan du afstemmer, om de momsbeløb, der fremgår af balancen, er korrekte.
Principielt skal og kan afstemningen stemme 100%, men da der kan være flere årsager til mindre eller ubetydelige afvigelser, kan det godt være acceptabelt.
Du kan bruge følgende fremgangsmåde, når du skal tjekke, om momsbeløbet på din balance er korrekt – for eksempel til at kontrollere de tal, som du skal indberette til SKAT ved næste momsangivelse.
I eksemplet er datoerne baseret på, at der skal laves momsangivelse for 3. kvartal.
Sådan gør du
- Udskriv en balance pr. 1/7 – 202X til 30/9 – 202X.
- Identificer de konti, hvor der skal beregnes enten udgående moms og indgående moms.
- Beregn 25% af de identificerede konti.
- De beregnede momsbeløb (fra punkt tre) summeres pr. momskategori og sammenholdes med, hvad der er bogført i balancen som henholdsvis udgående og indgående moms.
- Er der sammenhæng i beløbene, er momsen alt andet lige bogført korrekt.
OBS!
- Vær opmærksom på, at hvis der er beregnet moms af posteringer på balancekonti, skal der korrigeres for primosaldoen på disse konti, når der beregnes 25%, så der kun beregnes 25% af den pågældende periodes posteringer. Eksempel på sådan en konto kan være tilgange under anlægsaktiver.
- Afhængigt af hvordan et bogholderi er opbygget, kan der være konti, hvor der er posteringer både med og uden moms, og hvor dette er korrekt. Dette skal der selvfølgelig tages hensyn til i afstemningen.
- Stort set alle de anerkendte bogføringsprogrammer har i dag funktioner til at hjælpe med at lave momsafstemninger, som det kan være nyttige at udnytte. Vær i den forbindelse opmærksom på, at det er din balances udvisende pr. en given dato, der viser hvor meget du skal afregne i moms.
- Modsat er det ikke nødvendigvis det tal, der vises på forsiden, når du logger ind i dit bogføringsprogram, da det er baseret på, at du rent teknisk har bogført netop, som det er tiltænkt fra systemets side.
Ovenstående tager udgangspunkt i nogle generelle forudsætninger omkring, hvordan momsen er bogført, og skal således blot ses som et forslag til en typisk momsafstemning.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Azets.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af Ase Selvstændig kan du få rådgivning om regnskab, skat og moms hos vores partner Azets. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til revisor' finder du kontaktoplysninger til Azets.
Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.