Derfor bør du tænke IPR ind i din virksomhed
IPR står for "Intellectual Property Rights" og på dansk immaterialret. IPR er en betegnelse for retsbeskyttelse af en række intellektuelle frembringelser, der alle udspringer af en kreativ indsats. Det kan være beskyttelse af en forretningsidé, opfindelse, produktdesign eller varemærke.
Reglerne om immaterialretlig beskyttelse følger af en række love, der alle har til formål at fremme innovationen, da reglerne alle indebærer en eneret for dig som skaber af den intellektuelle frembringelse.
Hvad er hensynet bag reglerne?
Det ville ikke være fremmende for den kreative innovation, hvis alle erhvervsdrivende havde ret til frit at anvende hinandens forretningskendetegn, opfindelser og produktdesign. Dette skyldes, at det ofte er forbundet med store omkostninger at frembringe en nyskabelse, mens det omvendt er forholdsvist billigt blot at kopiere andre og dermed høste frugten af deres hårde arbejde. De nye kreative idéer ville således ikke være fordelagtige for virksomheder at udvikle, hvis andre blot kunne kopiere idéerne uden konsekvenser.
Hvad er formålet med reglerne?
Immaterialrettens primære sigte er derfor en eneret, som tildeles dig som rettighedshaver, hvis din frembringelse falder under beskyttelsesområdet for de enkelte love samt opfylder betingelserne for beskyttelse i medfør af disse.
Hvorfor tænke IPR ind i virksomheden?
Hvis du opnår en immaterialretlig rettighed, får du en kommerciel eneret, der giver din virksomhed eneretten til at tjene penge på din forretningsidé (battle space). Du får med andre ord et lovligt monopol på din opfindelse, produktdesign eller varemærke, der kan være en enorm konkurrencemæssig fordel.
Herudover er rettighederne vigtige aktiver for din virksomhed, når der skal findes investorer, eller hvis du skal sælge din virksomhed. Det skyldes, at udefrakommende aktører ofte kigger på, om virksomheden er beskyttet imod kopiering.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.