Videre til indhold

Betingelser for godtgørelse ved ekstraordinære prisstigninger på materialer

Sådan sikrer du dine aftaler mod eventuelle prisstigninger: Fem gode råd til afgivelse af tilbud og indgåelse af kontrakt.

Publiceret: 17. december 2025

En entreprise udføres ofte over en længere periode og til en på forhånd aftalt fast pris. Hvis der efter aftaleindgåelsen kommer prisstigninger på et eller flere materialer, opstår spørgsmålet om, hvorvidt entreprenøren har krav på, at den aftalte entreprisesum reguleres. 


Regulering af ekstraordinære prisstigninger
 

Hvis en entreprenør har afgivet et fastpristilbud, er der som udgangspunkt ikke nogen regler, der giver entreprenøren mulighed for at kræve godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger. Entreprenøren bærer som udgangspunkt risikoen for, at der efter aftaleindgåelsen opstår prisstigninger, som kan gøre arbejdet dyrere for entreprenøren end først antaget. Udgangspunktet kan dog være fraveget ved aftale. 

I de tilfælde hvor AB 92 eller ABT 93 er indgået eller ønskes indgået for aftaleforholdet, er det vigtigt at være opmærksom på, at AB 92 eller ABT 93 ikke giver mulighed for godtgørelse ved ekstraordinære prisstigninger. Det skal derfor være aftalt på anden vis, for eksempel ved at sikre, at det fremgår af kontrakten. 

En anden mulighed er, at Dansk Byggeris standardforbehold vedtages for aftaleforholdet, da det heraf fremgår, at entreprenøren har ret til godtgørelse ved ekstraordinære prisstigninger. Adgangen til godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger er ganske sædvanlig, hvorfor der ikke er strenge krav i forhold til vedtagelsen heraf. 

En tredje mulighed er at vedtage AB 18 eller ABT 18 for aftaleforholdet, da AB 18 og ABT 18 netop indeholder en regulering af ekstraordinære prisstigninger.   

Betingelserne for godtgørelse 

Når der mellem parterne er aftalt en ret til godtgørelse ved ekstraordinære prisstigninger, forudsætter det, at en række betingelser er opfyldt. 

For det første må godtgørelsen ikke kunne henføres til et statsligt indgreb eller være opnået ved aftalt indeksregulering. 

Generelt for hele branchen 

Dernæst er det et krav, at prisstigningen omfatter hele branchen og ikke blot den enkelte entreprenør. Man kan derfor ikke som entreprenør kræve regulering, blot fordi entreprenørens normale leverandør har iværksat sine egne ekstraordinære prisstigninger. 

Prisstigningen skal være generel for hele markedet, hvilket entreprenøren skal bevise, herunder også hvor stor prisstigningen er. En sådan bevisbyrde kan for eksempel løftes ved at fremlægge officielt prismateriale, hvilket kan være en meddelelse fra leverandørsiden om markedets generelle tilstand. 

Materialer i ”færdig form 

Det er yderligere et krav, at den ekstraordinære prisstigning kan konstateres på et givent materiale, som indgår i arbejdet i færdig form eller på sædvanlig måde. 

En prisstigning på en råvare, hvor råvaren anvendes som en del af det færdige materiale, er ikke nok i sig selv. Der kan for eksempel ikke ske en opdeling i et betonelements enkeltdele for at opnå godtgørelse, da den færdige form er selve betonelementet. Der kan alene opnås en ret til godtgørelse, hvis stigningen på råvarerne er slået igennem på selve materialet i den færdige form, hvori de indgår i byggeriet, og ikke på delmaterialerne isoleret set. 

Tidspunktet for prisstigningen 

Prisstigningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen og inden aftalt indeksregulering. Den almindelige indekseregulering sker 12 måneder efter tilbudsdagen. Umiddelbart betyder det, at der kun kan kræves en regulering for ekstraordinære prisstigninger indtrådt inden 12 måneder fra tilbudsdagen, idet efterfølgende prisstigninger fanges af det normale byggeomkostningsindeks og stigninger heri. 

Ekstraordinær prisstigning 

Muligheden for at kræve prisstigningsgodtgørelse forudsætter desuden, at prisstigningen er ”ekstraordinær”, hvilket betyder, at der er visse mindstekrav, som skal være opfyldt, før muligheden for en godtgørelse aktualiseres. 

Prisstigningen skal overstige mindst 10 %. i forhold til prisen på det pågældende materiale på tilbudsdagen. Ved prisen på tilbudsdagen forstås umiddelbart den pris, som entreprenøren ville kunne have købt den pågældende mængde materiale til på tilbudsdagen. Dette kan dokumenteres ved at fremlægge det leverandørtilbud, som måtte være indhentet til brug for tilbudsgivningen. Alternativt vil entreprenøren tænkeligt kunne dokumentere prisen ved at indhente en eller flere skriftlige bekræftelser fra leverandører på, hvilken pris entreprenøren kunne have købt den pågældende materialemængde til på tilbudsdagen. 

Godtgørelsen omfatter alene den del af prisstigningen, der overstiger 10%. Procentsatsen øges med 0,5 procentpoint for hver hele måned, der passerer efter tilbudsdagen, indtil den almindelige indeksregulering indtræder og tager over. Det vil sige, at prisstigninger som indtræder 4 måneder efter tilbudsdagen, skal være på mindst 12 % for at berettige en godtgørelse. 

Det er entreprenøren, som skal dokumentere en prisstigning. Dette gøres ved at påvise, hvornår prisstigningen er indtrådt, og hvornår materialet er indkøbt. Dette kan for eksempel ske ved, at entreprenøren fremlægger detailindeks på det pågældende materiale indhentet fra Danmarks Statistik. Prisstigninger, som er indtrådt efter det tidspunkt, hvor materialet blev indkøbt, kan ikke medregnes. 

Beregning af godtgørelsesbeløbet 

For at kunne beregne selve godtgørelsesbeløbet skal godtgørelsesprocenten findes. Dette gøres ved at tage den generelt forekommende prisstigningsprocent (som findes på baggrund af den almindelige prisudvikling for det pågældende produkt) og fratrække den procentsats, som entreprenøren selv skal bære, 10 % med tillæg af 0,5 procentpoint per måned.  

Når godtgørelsesprocenten er fundet, kan godtgørelsesbeløbet beregnes, idet dette beløb fremkommer ved at tage godtgørelsesprocenten og gange denne med prisen på tilbudsdagen for den materialemængde, der er sket ekstraordinære prisstigninger på. Godtgørelsesbeløbet skal udregnes særskilt for alle de materialer, der er sket en prisstigning på. 

Hvis det samlede godtgørelsesbeløb ikke udgør mindst 0,5% af entreprisesummen, er der ikke mulighed for at opnå godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger. 

Fem gode råd til entreprenøren ved afgivelse af tilbud og/eller indgåelse af kontrakter:

  1. Undersøg om der er en særskilt aftale vedrørende regulering af ekstraordinære prisstigninger.
  2. Ved afgivelse af fastpristilbud, hvor AB 92/ABT 93 er gældende for aftaleforholdet, er det vigtigt at tage forbehold for, at Dansk Byggeris standardforbehold er gældende for aftaleforholdet, eller at indsætte et klart reguleringsforbehold i tilbuddet.
  3. Ved afgivelse af fastpristilbud at kræve, at AB 18/ABT 18 er gældende for aftaleforholdet.
  4. Vær opmærksom på, ved afgivelse af tilbud, om tilbuddet har en høj placering i rangfølgen, således tilbuddet kommer før eventuelle afvigelser fra AB-vilkårene.
  5. Sørg for løbende at indhente relevant officielt materiale til dokumentation for prisstigningen. 

Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.

Hjælp os til at blive bedre

Fandt du det, du søgte?