Videre til indhold

Har du som arbejdsgiver et ansvar for dine medarbejderes fejl og lovbrud?

Som arbejdshiver skal du påse, at dine medarbejdere ved udførelsen af deres arbejdee følger loven. Men skulle det ske, at en af dine medarbejdere handler i strid med loven, har du så et ansvar som arbejdsgiver? Først og fremmest er det vigtigt, at du er opmærksom på, at der skelnes mellem, om der er tale om erstatningskrav eller straf. 

Publiceret: 17. december 2025

Kan du blive mødt med et erstatningskrav? 

Hvis dine medarbejdere påfører folk en skade, f.eks. en kunde eller blot en tilfældig person, så er udgangspunktet, at du skal betale erstatning til den person, der er blevet påført skaden. 

Du hæfter dermed for dine ansattes handlinger, medmindre dine ansatte udfører meget grove handlinger eller skader mod andre med vilje. 

Du er som arbejdsgiver kun ansvarlig, så længe det sker i arbejdstiden. Udenfor arbejdstiden vil det være den ansattes eget ansvar. 

Hæfter du for en ansats straf? 

Udgangspunktet er, at det kun er dén person, som udfører handlingen, der hænger på straffen. 

Du er som arbejdsgiver derfor ikke ansvarlig herfor og kan ikke komme til at ”hænge” på en ansats straf, da en straf normalvis er personlig. 

Dog er der helt særlige tilfælde, hvor din virksomhed kan komme til at hænge på en bøde. Det kan f.eks. være i situationer, hvor loven bestemmer dette. Det kan f.eks. være køre-/hviletidsregler for vognmænd eller visse arbejdsmiljøregler eller i situationer, hvor det bevises, at det er dig som arbejdsgiver, der har instrueret dine medarbejdere så mangelfuldt, at du reelt er skyld i handlingen, eller hvor handlingen meget klart kan have været i din interesse. 

Dernæst er der en del områder, hvor en virksomhed eller et selskab som sådan kan blive straffet. Det gælder f.eks. i skattesager. Her er det ikke dig personligt, som får en plet på straffeattesten, men virksomheden. 

Opsummering 

Alt i alt vil du som arbejdsgiver ikke hænge på bøder, hvis du instruerer dine medarbejdere forsvarligt og handler ordentligt. Dog vil du i langt de fleste tilfælde have ansvaret for at betale erstatning til personer, som dine medarbejdere påfører skade, hvis skaden påføres, mens dine medarbejdere er på arbejde. Dette kan du forsikre dig mod, hvilket er meget udbredt og anbefalelsesværdigt. 

Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.

Hjælp os til at blive bedre

Fandt du det, du søgte?