Regulering af entreprisesummen ved prisstigninger på byggematerialer
Det er i kølvandet på Covid-19 pandemien og den høje aktivitet i byggebranchen blevet væsentligt dyrere for entreprenøren at indkøbe byggematerialer. I denne artikel behandles de forhold, som entreprenøren bør være opmærksom på, inden tilbud afgives i forhold til at sikre sig retten til at regulere tilbudssummen ved (ekstraordinære) prisstigninger på byggematerialer.
Hvis standardvilkår i AB 92 er aftalt
Efter AB 92 er der ikke adgang til regulering af entreprisesummen, som følge af prisstigninger på byggematerialer – heller ikke ved ekstraordinære prisstigninger.
En ret for entreprenøren til at regulere entreprisesummen ved prisstigninger på byggematerialer forudsætter derfor, at det er udtrykkeligt aftalt, f.eks. i entrepriseaftalen.
Hvis der ikke er aftalt nogen regulering af entreprisesummen ved prisstigninger på byggematerialer, kan entreprenøren ikke videreføre eventuelle prisstigninger på materialer til bygherren, og entreprenøren må derfor selv bære tabet.
Det anbefales således, at der ved aftalens indgåelse som minimum aftales samme ret til regulering af entreprisesummen, som nu er indført i AB 18 § 35 (se nedenfor), og eventuelt også i videre udstrækning, end hvad der følger af AB 18.
Hvis de (nye) standardvilkår i AB 18 er aftalt
Indeksregulering, jf. AB 18 § 34.
Entreprenøren har som udgangspunkt ikke ret til at regulere entreprisesummen for den del af arbejdet, der udføres tidligere end 12 måneder fra tilbudsdagen, jf. AB 18 § 34, stk. 1. Denne periode kaldes fastprisperioden. Der gælder dog to undtagelser hertil, jf. nærmere nedenfor om statslige indgreb og ekstraordinære prisjusteringer.
Efter der er forløbet 12 måneder fra tilbudsdagen, kan entreprisesummen indekseres, jf. AB 18 § 34, stk. 2. Der tages udgangspunkt i det bygge- eller anlægsomkostningsindeks, som parterne har aftalt, og i mangel af aftale herom, anvendes et indeks, der må anses for relevant for arbejdet.
Indekseringen opgøres efter ændringen i indekset fra 6 måneder efter tilbudsdagen til udførelsestidspunktet. Dette tidspunkt betragtes som midten af den periode, hvor de berørte arbejder er udført. Hvis det er nødvendigt, kan indekset på de nævnte tidspunkter beregnes ved lineær interpolation.
Indekseringen skal ske i forbindelse med betaling for den del af arbejdet, der berøres af reguleringen, og entreprenøren skal udarbejde ene dokumenteret opgørelse herover.
Regulering som følge af statslige indgreb og ekstraordinære prisstigninger, jf. AB 18 § 35.
Statslige indgreb
Efter AB 18 har entreprenøren ret til en regulering af entreprisesummen som følge af prisstigninger der kan henføres til statslige indgreb, jf. AB 18 § 35, stk. 1. Dette kan eksempelvis skyldes en stigning i sociale bidrag eller en omlægning af afgifter. Dette gælder også i fastprisperioden, som er nærmere beskrevet ovenfor.
Det er en forudsætning for at kræve prisen reguleret som følge af prisstigninger der kan henføres til statslige indgreb, at indgrebet er gennemført efter tilbuddets afgivelse, at det har ført til væsentlig mer- eller mindreudgift og at det ikke er dækket af en anden regulering, eksempelvis indeksregulering efter AB 18 § 34, stk. 2.
Ekstraordinære prisstigninger
Entreprenøren er efter AB 18 berettiget til at få en godtgørelse som følge af ekstraordinære prisstigninger på materialer eller brændstof, der er indtruffet efter tilbudsgivningen. Denne godtgørelse kræver dog, at følgende betingelser er opfyldt;
- Prisstigningerne skal være ekstraordinære
Prisstigningen skal være ekstraordinær. Det betyder, at prisstigningen skal overstige 10 % (med tillæg af 0,5 %-point pr. hele måned fra tilbudsdagen til indkøbstidspunktet) af prisen for det pågældende materiale på tilbudsdagen. Det er kun den del af prisstigningen, der ligger over grænsen på 10 %, der kan kræves godtgørelse for. I øvrigt skal summen af de beregnede reguleringsbeløb udgøre mindst 0,5 % af entreprisesummen. - Prisstigningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen, men før indeksregulering
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at prisstigningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen, men før den aftalte indeksregulering er trådt i kraft. Det betyder, at der kun kan kræves regulering af prisen som følge af ekstraordinære prisstigninger i perioden fra tilbudsafgivelsen og 12 måneder frem. - Prisstigningen må ikke skyldes statslige indgreb
Det er ikke muligt at få godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger, der er en følge af statslige indgreb. Sådanne prisstigninger omfattes i stedet af AB 18 § 35, stk. 1. - Kun godtgørelse for materiale, som i færdig form eller på sædvanlig måde indgår i arbejdet, og på brændstof, der direkte benyttes til arbejdet
Efter bestemmelsen i AB 18 § 35, stk. 2, er der alene adgang til godtgørelse ved ekstraordinære prisstigninger på materialer, som i færdig form eller på sædvanlig måde indgår i arbejdet, eller på brændstof, der direkte benyttes til arbejdet. Prisstigning på f.eks. præfabrikerede elementer, som indgår i byggeriet, vil derfor være omfattet af retten til godtgørelse, hvorimod prisstigninger på de materialer og komponenter, der måtte indgå heri ikke vil give ret til godtgørelse.
Vær på forkant
I forbindelse med indgåelse af aftaler hvor AB 92 er aftalt, er det derfor vigtigt som entreprenør at sikre sig, at der ved aftalen er tillagt entreprenøren en ret til at indeksregulere samt at regulering ved (ekstraordinære) prisstigninger på byggematerialer. Entreprenøren bør som minimum aftale en ret svarende til de bestemmelser, som følger af AB 18.
Hvis AB 18 er aftalt mellem parterne, er det relevant at få afklaret, om retten til at regulere og indeksregulere tilbudssummen skal give entreprenøren en udvidet ret til regulering i forhold til, hvad der følger af AB 18 §§ 34 og 35.
Hvis entreprenøren ønsker at kræve regulering af tilbudssummen som følge af ekstraordinære prisstigninger, er det også vigtigt, at entreprenøren er opmærksom på, at det er entreprenøren, der har bevisbyrden for, at der er kommet ekstraordinære prisstigninger efter tilbudsdagen og frem til indkøbstidspunktet. Entreprenøren bør derfor på tidspunktet for afgivelse af tilbuddet indhente dagspriserne, således at det senere på indkøbstidspunktet kan dokumenteres, at der er kommet ekstraordinære prisstigninger. Såfremt entreprenøren ikke er på forkant, vil det være vanskeligt at løfte bevisbyrden for, hvad dagspriserne udgjorde på tilbudsdagen, og retten til at regulere prisen overfor bygherren vil i værste fald bortfalde.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.