Brug af billeder og video i markedsføring på internettet
Anvender du billeder og video i din markedsføring? Så ved du sikkert, at der gælder en række regler for, hvornår det kræver et samtykke, hvis der indgår personer på billederne eller i videoen.
Erhvervsmæssig offentliggørelse af billeder af genkendelige personer er omfattet af databeskyttelsesreglerne, hvilket indebærer, at du som dataansvarlig skal sikre dig, at det retlige grundlag for at offentliggøre sådanne billeder er på plads, ligesom du som udgangspunkt skal sikre dig, at den person, du ønsker at offentliggøre et billede af på internettet, er informeret herom, så personen har mulighed for at komme med evt. indsigelser.
Er der tale om, at du ønsker at offentliggøre billeder af dine ansatte medarbejdere f.eks. på din virksomheds hjemmeside, har du i hvert fald i de tilfælde, hvor der er tale om medarbejdere, som har særlige funktioner rettet mod offentligheden - f.eks jeres potentielle kunder - mulighed for at betinge dig, at denne offentliggørelse kan finde sted. I andre tilfælde skal du sikre dig, at medarbejderne er indforstået med, at du offentliggør billeder af dem på sociale medier, hvilket du bør gøre skriftligt.
Er der tale om offentliggørelse af f.eks. markedsføringsvideoer, hvori der indgår optagelser af dine medarbejdere, anbefaler Datatilsynet - idet sådanne produktioner kan være bekostelige - at du sikrer dig, at de medarbejdere, som på frivillig basis ønsker at medvirke, er gjort bekendt med, at de som udgangspunkt ikke efterfølgende - f.eks. i forlængelse af en fratrædelse - kan fortryde deres deltagelse og stille krav om at blive slettet fra en sådan produktion.
Hvad skal du tage højde for i din helhedsvurdering, inden du offentliggør billeder af genkendelige personer?
Skal du offentliggøre et billede eller en video, hvori der indgår genkendelige personer, skal du foretage en helhedsvurdering. I den forbindelse opstiller Datatilsynet en række parametre, som kan indgå i vurderingen.
Du bør blandt andet overveje om:
- offentliggørelsen sker i en kommerciel sammenhæng,
- billedet kan virke krænkende,
- billedet kan få den registrerede til at føle sig udstillet eller udnyttet.
Det er særligt vigtigt i helhedsvurderingen at holde sig for øje, om billedet eller videoen kan være krænkende for den eller de personer, som fremgår heraf. Overvej derfor altid, hvilke eventuelle indvirkninger eller konsekvenser en offentliggørelse af billedet kan have for de personer, der er på billedet, og om det med rimelighed kan forventes af personen, at billedet må offentliggøres.
Hvornår skal du indhente samtykke?
Er der tale om et billede eller en video, som potentielt kan virke krænkende, vil en offentliggørelse altid kræve samtykke. Er der modsat tale om et billede eller en video, hvor personerne ikke på nogen måde vil føle sig krænket, udnyttet eller udstillet, vil en offentliggørelse som udgangspunkt ikke kræve samtykke.
Hvad der opfattes som krænkende er naturligvis en svær vurdering, men man vil langt hen ad vejen kunne læne sig op ad den tidligere skelnen mellem portræt- og situationsbilleder. Er du i tvivl, bør du dog altid indhente samtykke. Husk i denne sammenhæng, at børn og unge skal gives en særlig beskyttelse.
Undtagelser til reglen
Der er en række undtagelser, som altid vil kræve et samtykke, selvom billedet eller videoen ikke vurderes at være krænkende.
De tilfælde, hvor der som udgangspunkt altid skal indhentes samtykke inden offentliggørelse, er eksempelvis:
- billeder af besøgende hos lægen,
- kunder i banken,
- billeder af besøgende på en bar, natklub eller diskotek,
Husk oplysningspligten, inden du offentliggør et billede
Offentliggør du et billede eller en video, sker det ofte på baggrund af to forskellige grundlag – enten ved brug af samtykke eller ved brug af interesseafvejningsreglen.
Derudover skal du oplyse personerne på billedet, hvordan du behandler deres personoplysninger. Personerne skal være vidende om, at du har tænkt dig at offentliggøre billedet og til hvilke formål. Oplysningen skal som udgangspunkt gives forud for eller i forbindelse med, at du tager billedet. Du bør sikre dig skriftlig dokumentation for, at du har opfyldt din oplysningspligt.
Hvis oplysningspligten overholdes mundtligt, fordi det er mest praktisk, bør du dog som minimum have en skriftlig procedure eller retningslinje for dette.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.