Episoden giver dig

  • Viden om, hvorfor det er vigtigt at få styr på dine kompetencer
  • Tre trin til at identificere og definere dine kompetencer
  • En liste over 10 efterspurgte kompetencer hos arbejdsgivere
  • Konkrete råd til at målrette din ansøgning med fokus på dine kompetencer

Highlights

00:38 - Hvorfor kompetencer er vigtige: "At kende dine kompetencer gør din jobsøgning mere målrettet og gør det lettere for arbejdsgiveren at se din værdi."

03:22 - Efterspurgte kompetencer: "10 kompetencer går igen i mange stillingsopslag, herunder samarbejdsevne, beslutningsevne og fleksibilitet."

06:33 - Undgå floskler: "Sæt ord på, hvordan dine kompetencer kommer til udtryk i praksis, og hvad de betyder for arbejdsgiveren."

07:51 - Første trin i kompetenceafklaring: "Start med at liste alle dine tidligere job og beskrive de arbejdsopgaver, du løste."

08:40 - Skab overblik: "Del dine kompetencer op i faglige og personlige for at få et tydeligt overblik over, hvad du kan byde ind med."

09:12 - Definer dine kompetencer: "Forklar og uddyb, hvad dine kompetencer betyder, og hvordan de skaber værdi for virksomheden."

 

Læs mere om, hvordan du sætter ord på dine kompetencer

Tilmeld dig vores webinar om kompetenceafklaring

Episodens indhold

Velkommen til Ases podcast, din jobguide. Ases podcast tager fat i emner som jobsøgning, karrierevalg, stress og trivsel. Og det er stedet, hvor du kan hente masser af inspiration, tip og råd til hele dit arbejdsliv.

Ases podcast er din guide til dit job. Velkommen til Ases jobguide, en podcast om jobsøgning, arbejdsliv og arbejdsglæde. Denne episode handler om kompetencer. Den handler om, hvorfor det er så vigtigt, at du får styr på dem, og hvorfor det vil gøre din jobsøgning lettere og også gøre det lettere at lande et job. Jeg hedder Pia Maria Manou. Jeg arbejder til daglig som job- og karrierekonsulent i Ase, og jeg har i denne episode blandt andet tre trin til dig om, hvordan du får styr på dine kompetencer. Det er nemlig meget fundamentalt at vide, hvad du kan byde ind med, når vi snakker jobsøgning.

Og det gælder uanset, om du er i job nu og ønsker et nyt job, eller ønsker et karriereskifte eller er ledig og søger job. Det gør dig meget mere målrettet og tydelig i din ansøgning, og det gør det også meget lettere for virksomheden at se, hvad du kan byde ind med, og dermed vurdere, om du er et match. Så at fremhæve det, du kan, gør også, at du skiller dig ud fra mængden, fordi der er så mange, der ikke er klare og tydelige, når de præsenterer deres kompetencer i en ansøgning eller et CV. At kende dig selv og hvad du indeholder, giver både selvtillid, målrettethed og klarhed. Men det er trin i jobsøgningsprocessen, som meget ofte springes over. Og det, jeg ofte hører, når jeg som job- og karrierekonsulent taler med vores medlemmer, er, at det er utrolig svært at se egne egenskaber. Det er som om, vi har sådan en slags blind plet, når det gælder det, vi indeholder og kan. Og måske ligger der sådan noget jantelov i det også, at vi ikke tror, at vi kan noget, der er vigtigt. Eller måske tager vi det, vi kan, for givet, og tillægger det ikke rigtig en værdi. Men det må du endelig ikke gøre, for det, du kan, har en kæmpe værdi. Og det er et kæmpe plus, som du skal vise en kommende ny arbejdsgiver på den bedst tænkelige måde.

Det at søge et job og skrive i en ansøgning handler i bund og grund om salg. Du skal sælge dig selv, og det er svært for rigtig mange mennesker det her med at sælge sig selv. Vi er ofte bange for at lyde for selvglade, eller at love noget, som vi ikke kan stå inden for. Og derfor nedtoner mange deres erfaringer og evner. Men man kan sagtens fortælle om alt det, man kan, altså sælge sig selv, uden at det bliver sådan en svulstig salgstale, som du slet ikke føler, du kan stå inde for. Det handler om balance, og det handler om, at du står ved den erfaring og den viden, du har. Og det er her, du skal bruge viden om dine kompetencer. For det er jo dem, som arbejdsgiveren vil ansætte dig på, og derfor er det så vigtigt at få vist dem, solgt dem til arbejdsgiveren, når du søger job. Og det er jo logisk nok, men det er bare ikke altid så nemt.

Så inden vi dykker ned i, hvordan du får styr på dine kompetencer, så lad mig lige kort ridse op, hvad arbejdsgivere sådan helt generelt gerne vil have, når de søger efter en medarbejder. Ofte vil det her jo fremgå af stillingsopslaget, men det kan være en hjælp til din egen proces at vide, hvordan arbejdsgivere tænker, og hvad de lægger vægt på, helt generelt. Jeg har nemlig lagt mærke til, at der er 10 kompetencer, som går igen i rigtig mange stillingsopslag, og det vil sige, det er kompetencer, som arbejdsgivere meget ofte efterspørger. Den første er samarbejdsevne. Det her med at indgå i teamwork, det er rigtig vigtigt for rigtig mange arbejdsgivere, altså at man har evne til at samarbejde med andre og kan indgå i et team og bidrage der. Så vurderer de også ofte din evne til at arbejde ansvarligt. Ansvarlighed er en vigtig kompetence i rigtig mange job, måske i virkeligheden i alle job.

Så er der beslutningsevne. Det her med, om du er i stand til at tage beslutninger. Det behøver ikke nødvendigvis at være kun i lederstillinger, at man skal kunne tage beslutninger. Mange job har et vist element af beslutningstagning og beslutninger, der skal tages i forbindelse med jobbet. Så er det evnen til at kommunikere. Også vigtigt. I stort set alle job kommunikerer man jo ofte både med sine kollegaer og med samarbejdspartnere, kunder osv. Så er der troværdighed og etik. Det er også noget, der ofte bliver vurderet, og det bliver matchet op med, om det passer til virksomhedens etik og værdier. Så er der resultater. Evnen til at vise resultater kan også blive vurderet. Det er typisk noget, som forbindes med salgsstillinger. Men det kan også handle om, hvorvidt du er effektiv. Effektivitet er også en kompetence, som tit efterspørges. Så er der evnen til at løse problemer. Det her med at kunne se løsninger og være proaktiv omkring udfordringer, det er også noget, der ofte efterspørges.

Så er der evnen til at strukturere og organisere. Det her med at kunne strukturere din arbejdsdag, strukturere dine arbejdsopgaver. Så er der evnen til at have overblik og arbejde under pres. Det er også en kompetence, som ofte bliver værdsat og efterspurgt. Og jeg skulle lige til at sige desværre, fordi det er jo ofte der, hvor mange mennesker brænder sammen, fordi der er så stort behov for at kunne arbejde under pres. Og sådan burde det vel teknisk set ikke være, men det er ikke desto mindre virkeligheden. Og derfor er det en kompetence, som tit efterspørges. Og den sidste, det er fleksibilitet. Altså det her med at kunne påtage sig andre opgaver, end dem man eventuelt er ansat til, eller være fleksibel i forbindelse med arbejdstid, det er også noget, der tit efterspørges.

Så de her 10 ting, som oftest efterspørges i stillingsopslaget, dem kan du bruge i din jobsøgning, fordi du med denne her liste i hånden kan sætte hak ved dem, som du allerede ved, at du mestrer. Og det kan du bruge, når du skriver din næste ansøgning. Det er nemlig en rigtig god idé, ikke kun at bekræfte, at man kan det, som efterspørges i et stillingsopslag, men også vise, at man kan alt det, som generelt er attraktivt ved en medarbejder. Men det stopper ikke helt her, fordi alle de her kompetencer kan man jo hurtigt beskrive i ganske få sætninger, som f.eks. jeg er god til at samarbejde, og jeg er god til at have mange bolde i luften. De her sætninger ser jeg rigtig tit, men det siger faktisk ikke ret meget, fordi der er så mange, der siger nøjagtigt det samme. Derfor er det rigtig vigtigt at forklare og uddybe det. Når du uddyber og forklarer, hvordan du f.eks. samarbejder og hvilken værdi det har for virksomheden, så bliver du pludselig meget mere interessant, fordi man så kan fornemme, hvem du er og hvordan du arbejder.

Og det er her, du sælger dig selv, fordi du fortæller arbejdsgiveren, hvad de får, når de vælger dig. Men lad os dykke lidt dybere ned i, hvordan du får styr på dine specifikke kompetencer. Det kræver sådan et stykke arbejde fra din side, og det kræver også måske, at du får lidt hjælp, fordi som jeg sagde tidligere, så har vi ofte lidt blinde pletter lige her. Din opgave er at blive bevidst om, hvilke personlige og hvilke faglige kompetencer, du har erhvervet gennem dit arbejdsliv, dine uddannelser og de erfaringer, du har høstet som menneske. For eksempel er det at være empatisk ikke nødvendigvis en kompetence, man kun har fået via en uddannelse. Det er en personlig egenskab.

Og her får du så tre tip til, hvordan du får styr på dine kompetencer. Det første trin er at liste alle de job op, som du har haft, og beskrive, hvilke arbejdsopgaver du løste i de forskellige job. Det kan være, at mange arbejdsopgaver er gået igen i mange forskellige job, og det gør ikke noget. Du er helt nede at finde guldet frem i din erfaringsrygsæk, og jo mere du bliver bevidst om det, du kan, og det du har lavet tidligere, jo mere selvtillid kan der vokse ud af det, fordi du måske for første gang ser, hvor meget du egentlig kan, og hvor meget du dermed kan byde ind med.

Den næste trin er, at når du har lavet den her øvelse, så kan du begynde at liste kompetencer op i et skema, og dele dem op i dem, som er faglige, altså dem, som er specifikke for et fagområde, som du har arbejdet med tidligere, og dernæst er det de mere personlige, som du lister op. Det kunne fx være empati, som jeg nævnte før. Det tredje trin er så at definere dine kompetencer. Hvis du for eksempel har skrevet, at du er fleksibel, hvad betyder det så for dig, at du er fleksibel, og hvad giver det arbejdsgiveren, at du er fleksibel? Som jeg nævnte tidligere, så er der så mange klichéer, når det gælder det her med at skrive om det, man kan, og det betyder, at arbejdsgiveren ikke rigtig kan mærke dig, og i værste fald, så kan man risikere, at man lægger forskellige betydninger i ordene.

Og det, du forstår ved at være fleksibel, er ikke nødvendigvis det samme, som arbejdsgiveren forstår ved at være fleksibel. Og det kan faktisk også give nogle udfordringer og misforståelser. Så det, at du har defineret og uddybet dine kompetencer, gør dig meget mere tydelig, og det gør det også lettere for arbejdsgiveren at se matchet. Når det gælder at definere faglige egenskaber og uddybe dem, så kunne du, hvis det nu fx er inden for salg, du har med at gøre, så uddybe din tilgang til salg, og hvad det betyder for dine resultater, at du har denne her tilgang, og også hvad det betyder for virksomheden, at du har netop denne her tilgang til salg.

Det er selvfølgelig oftest lettere at beskrive de personlige kompetencer, fordi der kan knyttes flere ord på det, end hvis du har f.eks. nogle specifikke kompetencer inden for et IT-program. Det er også rigtig vigtigt, at du med denne her liste og det overblik, som den giver dig over dine kompetencer, ikke skriver alt ind i din ansøgning og dermed laver en ansøgning på fem sider, hvor du kun lister stolpe op og stolpe ned om alt det, du kan. Det er jo super vigtigt, at du målretter ansøgningen til det, der efterspørges. Og så kan du så krydre med lidt ekstra kompetencer, som du kunne forestille dig, vil skabe værdi for virksomheden. Det viser, at du har forstået arbejdsopgaverne, og det viser, at du har sat dig ind i virksomheden. Og det giver ofte et stort plus.

Jeg håber, at du har fået lyst til at gå i gang med at dykke ned i rygsækken og finde guldet i alle dine mange kompetencer. Du har mulighed for at få hjælp til denne her kompetenceafklaring via vores job- og karrierekonsulent rådgivning. Vi har også et webinar om kompetencer, som går mere i dybden med det, jeg har været inde på her, og hvor du også kan få endnu flere redskaber til din proces. Du tilmelder dig webinaret inde på ase.dk. Tak fordi du lyttede med.

Lyt også til