Kørsel i firmabil for selvstændige erhvervsdrivende
Firmabiler kræver kendskab til moms- og skatteregler, især ved privat brug. Fejl er udbredte, og reglerne varierer for gule og hvide plader.
Skat
Når selvstændige erhvervsdrivende anvender en firmabil i forbindelse med deres virksomheder, er det vigtigt at få konstateret, hvorvidt denne udelukkende anvendes erhvervsmæssigt eller anvendes både erhvervsmæssigt og privat.
Udelukkende erhvervsmæssig anvendelse af firmabilen
I de tilfælde, hvor der er tale om udelukkende erhvervsmæssig kørsel i firmabilen, vil den kunne indgå i virksomhedens driftsresultat på tilsvarende vis som andre udelukkende erhvervsmæssigt anvendte driftsmidler. Det betyder, at samtlige driftsomkostninger og afskrivninger kan fratrækkes i virksomhedens resultat.
Begrebet erhvervsmæssig kørsel er fastlagt som:
- Kørsel mellem bopæl og arbejdspladsen i indtil 60 arbejdsdage.
- Kørsel mellem arbejdspladser.
- Kørsel inden for samme arbejdsplads.
Den selvstændige erhvervsdrivende skal være afskåret fra at anvende bilen privat, hvilket kræver et korrekt ført kilometerregnskab.
Blandet benyttelse af firmabilen
Hvis der er tale om blandet benyttelse af firmabilen, hvor bilen anvendes både til erhvervsmæssig og til privat kørsel, har den selvstændige erhvervsdrivende forskellige muligheder, alt efter om bilen er inden for eller uden for virksomhedsordningen, eller virksomhedsordningen ikke anvendes.
Bilen holdes uden for virksomhedsordningen eller virksomhedsordningen anvendes ikke
I disse tilfælde kan fradraget for den erhvervsmæssige kørsel ske enten efter Skatterådets satser eller med de faktiske udgifter.
Det er nødvendigt at foretage en opgørelse af de kørte kilometer på den private del og på den erhvervsmæssige del.
Hvis der er ført kilometerregnskab, anvendes kilometerregnskabet til at fastsætte den private kørsel. Hvis der ikke er ført kilometerregnskab, ansættes den private kørsel efter et skøn, efter praksis opgøres dette som en procentdel af årets samlede kørsel.
Såfremt den selvstændige erhvervsdrivende vælger at anvende de faktiske udgifter, er det muligt at fratrække den del af udgifterne, som forholdsmæssigt kan henføres til den erhvervsmæssige kørsel i forhold til de samlede kørte kilometer.
Hvis der foretages fradrag for de faktiske udgifter, kan den selvstændige erhvervsdrivende tage et ligningsmæssigt befordringsfradrag mellem bopæl og arbejdsplads efter samme regler som lønmodtagere.
Den selvstændige erhvervsdrivende kan i stedet for fradrag for de faktiske udgifter vælge at få en godtgørelse fra virksomheden beregnet ud fra den erhvervsmæssige kørsel.
Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel er for 2025 følgende:
- Kørsel indtil km. 20.000 årligt anvendes kr. 3,81 pr. km.
- Kørsel ud over km. 20.000 årligt anvendes kr. 2,23 pr. km.
Godtgørelsesbeløbet fratrækkes i virksomhedsindkomsten og overføres til privatdelen uden beskatning.
Bilen indskydes i virksomhedsordningen
Når firmabilen er indskudt i virksomhedsordningen og samtidig anvendes privat, bliver den selvstændige erhvervsdrivende beskattet af fri firmabil.
Moms
Den momsmæssige behandling af firmabiler afhænger dels af anvendelsen og dels af biltypen. Det gælder erhvervsmæssig, delvis erhvervsmæssig eller privat anvendelse. Herunder om der er tale om gulpladebil over eller under 3 ton totalvægt, en specialindrettet bil, eller om der er tale om en personbil.
Skematisk oversigt over reglerne for selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med brugen af en firmabil
| Type af selvstændig erhvervsdrivende |
Udelukkende erhvervsmæssig anvendelse af firmabilen |
Både privat og erhvervsmæssig anvendelse af firmabilen |
| Anvender virksomhedsordningen, hvor en firmabil indgår. |
Samtlige driftsomkostninger og afskrivninger kan fratrækkes i virksomhedens resultat. OBS: Risiko for at Skattestyrelsen underkender, at der kan være tale om udelukkende erhvervsmæssig anvendelse af bilen (beskatning af fri bil). |
Samtlige driftsomkostninger og afskrivninger kan fratrækkes i virksomhedens resultat. Beskatning af 22,5% af firmabilens værdi (mindst af kr. 160.000) tillagt grøn ejerafgift med 700%. |
| Anvender virksomhedsordningen, hvor en firmabil holdes udenfor. |
Fradrag for den erhvervsmæssige kørsel enten efter Skatterådets satser eller med de faktiske udgifter. Ved faktiske udgifter er det muligt at vælge mellem et skøn eller faktiske antal kørte kilometer. |
Ved faktiske udgifter er det muligt at vælge mellem et skøn eller faktiske antal kørte kilometer. |
| Anvender ikke virksomhedsordningen. | Samtlige driftsomkostninger og afskrivninger kan fratrækkes i virksomhedens resultat. |
Fradrag for den erhvervsmæssige kørsel enten efter Skatterådets satser eller med de faktiske udgifter. Ved faktiske udgifter er det muligt at vælge mellem et skøn eller faktiske antal kørte kilometer. |
Ejerafgift
Der betales ejerafgift af alle biler. Afgiften beregnes ud fra bilens brændstofforbrug.
Privatbenyttelsesafgift
For gulpladebiler skal der betales privatbenyttelsesafgift, hvis virksomheden – den ansatte – bruger gulpladebilen til private formål. Afgiften betales på biler, der er indregistreret på papegøjeplader og på biler med et særligt hvidt klistermærke.
Afgiften afhænger af, hvordan bilen bruges:
- Bruges bilen både til privat og erhvervskørsel, betales halvdelen af afgiften.
- Bruges bilen udelukkende til privat kørsel, betales hele afgiften.
Firmanavn eller logo samt CVR-nummer på varebiler på gule plader
Det er et krav, at varebiler på ikke over 4 tons (totalvægt), der udelukkende er registreret til erhvervsmæssig anvendelse, skal være forsynet med virksomhedens navn eller logo samt CVR-nr.
Oplysningerne om virksomhedens navn eller logo samt CVR-nr. skal:
- Være synlig og letlæselig.
- Være i en farve, der klart afviger fra farven på køretøjet.
- Stå på venstre og højre side af varebilen med mindst 3 cm høje bogstaver og tal. Hvis bilen er over 3,5 tons, skal virksomhedens navn dog stå med 10 cm høje bogstaver (CVR-nr. med mindst 3 cm).
Hvis oplysningerne ikke fremgår af varebilen, kan der udstedes en ordensbøde.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Azets.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af Ase Selvstændig kan du få rådgivning om regnskab, skat og moms hos vores partner Azets. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til revisor' finder du kontaktoplysninger til Azets.
Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.