Besparelse af skat ved brug af bruttotrækordning
Arbejdsgivere og medarbejdere kan indgå aftaler om ”bruttotrækordninger”, der kan give medarbejderne skattemæssige besparelser.
Bruttotrækordninger kan være særlige relevante for arbejdsgivere, der ønsker at give medarbejdere et personalegode uden yderligere omkostninger. Ordningen kan blandt andet anvendes ved dine medarbejderes ønske om efteruddannelse.
Bruttotrækordning
Arbejdsgivere og medarbejdere har under visse betingelser mulighed for at indgå en frivillig aftale om en bruttotrækordning – kontantlønnedgang. Ved en bruttotrækordning går den ansatte ned i bruttoløn med et fast beløb mod til gengæld at modtage et personalegode.
De faktiske udgifter til personalegodet kan som udgangspunkt fratrækkes i den skattepligtige indkomst ud fra en lønomkostningsbetragtning.
Bruttotræk kan aftales på alle personalegoder, men der opnås kun en skattefordel for medarbejderen, når bruttotrækket kombineres med personalegoder, der enten er skattefrie, eller som beskattes med en fordelagtig lav værdi.
For eksempel:
- Uddannelser
- Fri telefon, bredbånd
- Massageordninger
- Transport kort
- IT- udstyr
Betingelser:
Selvom man kan aftale bruttotræk på alle personalegoder, er der dog en række betingelser, som skal være opfyldte for, at Skattestyrelsen accepterer bruttotrækket.
Betingelserne er bl.a.:
- Aftalen skal være civilretlig gyldig.
- Aftalen skal gælde fremadrettet.
- Reel ændring af sammensætningen af lønnen.
Civilretlig gyldig
Det betyder blandt andet, at overenskomster, som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede lønaftale. Og at øvrige regler om arbejdsforholdet er overholdt.
Aftaler om bruttotræk bør altid være skriftlige, så indhold (vilkår, ydelser, varighed mv.) kan dokumenteres.
Fremadrettet
Det betyder, at aftalen kun må omfatte løn, der opnås ret til efter aftalens indgåelse. Og altså ikke løn, som der allerede er erhvervet ret til.
Et allerede erhvervet krav på kontant løn kan ikke konverteres til en naturalieydelse.
Sammensætning af lønnen
Det betyder, at der skal være en reel fremadrettet nedgang i medarbejderens kontante løn.
Ved vurderingen af denne betingelse indgår der en række punkter:
- Den aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over en hel lønaftaleperiode – minimum 12 måneder.
- Det skal være arbejdsgiveren, der erhverver godet, og stiller det til rådighed for medarbejderen.
- Medarbejderen må ikke betale for godet og efterfølgende få refunderet udgifterne.
- Nedgangen i den kontante løn skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med medarbejderens forbrug af godet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed. Arbejdsgiveren vil herved i de fleste ordninger bære en økonomisk risiko, men det er ikke et krav.
- Ændringen bør fremgå af medarbejderens lønseddel.
I forbindelse med lønnedgangen ved denne ordning er det tilladt at opretholde det hidtidige niveau for pensionsbidrag og beregning af feriepenge berøres ikke af ordningen.
Momsfradragsret
Momspligtige arbejdsgivere har som udgangspunkt mulighed for at fradrage en del af momsen på udgifterne forbundet med bruttolønsordningen.
Hvis medarbejderen må anvende godet privat, bliver virksomheden begrænset i sin momsfradragsret for udgiften. Der vil skulle foretages et skøn, der afspejler anvendelsen af godet til momspligtige formål.
Få råd om bruttotræk
Husk altid at få ordentlig vejledning og rådgivning, inden bruttotrækaftaler indgås.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Azets.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af Ase Selvstændig kan du få rådgivning om regnskab, skat og moms hos vores partner Azets. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til revisor' finder du kontaktoplysninger til Azets.
Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.