Videre til indhold

Personalegoder til brug for arbejdet

Arbejdsgiverbetalte goder som vaccination, mad, aviser, vareprøver, kørekort, kreditkort og beklædning kan være skattefri, hvis de ydes af hensyn til arbejdet og holder sig under bagatelgrænserne. Overskrides grænserne, beskattes medarbejderen typisk som B-indkomst. Momsfradrag afhænger af godets art og anvendelse.

Vaccination

Arbejdsgiverbetalt vaccination er omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr., såfremt medarbejderen vanskeligt kan undværes i perioder med spidsbelastning.

Overskrides bagatelgrænsen på 7.300 kr., beskattes den faktiske udgift som B-indkomst.


Momsmæssig behandling

Såfremt udgiften er pålagt moms, har virksomheden fradragsret i samme omfang, som virksomheden ellers har fradragsret.


Mad og drikke ved overarbejde

Arbejdsgiverbetalt mad og drikke ved overarbejde er omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr., og medarbejderen er således ikke skattepligtig, hvis beløbsgrænsen ikke overskrides.

Overskrides beløbsgrænsen, beskattes medarbejderens besparelse, dvs. den værdi det vil koste medarbejderen at afholde udgiften selv som B-indkomst.

 

Momsmæssig behandling

Virksomheden kan ikke fradrage moms på indkøb af mad og drikke til medarbejderne, hvis maden uddeles gratis, medmindre der er tale om konkret beordret overarbejde.

 

Avis

Hvorvidt en arbejdsgiverbetalt avis er skattepligtig for medarbejderen afhænger af, om avisen bliver leveret på hjemmeadressen eller kun er til rådighed på arbejdspladsen, og om avisen i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, eller om den erstatter privat avishold.

En arbejdsgiverbetalt avis, som erstatter almindelig avishold, skal beskattes. Avisen vil i så fald ikke blive anset for i overvejende grad at være ydet af hensyn til arbejdet. Markedsværdien af avisen beskattes som B-indkomst, medmindre bagatelgrænsen på 1.400 kr. ikke overskrides.

Er en avis ikke i overvejende grad ydet af hensyn til arbejdet, og holder husstanden selv en avis, har husstanden fået dækket sit private forbrug, og én avis herudover kan derfor værdiansættes til 0 kr. Modtager medarbejderen derimod flere aviser, må det blive anset som et ønske om et større privatforbrug, som således skal værdiansættes til markedsværdien.

Er avisen efter en konkret vurdering derimod i overvejende grad ydet af hensyn til den ansattes arbejde, er avisen omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr.

Er avisen i overvejende grad ydet af hensyn til arbejdet, og holder husstanden selv én avis, har husstanden fået dækket sit privatforbrug, og aviser herudover har således ikke karakter af sparet privatforbrug, men antages at være modtaget i arbejdsgiverens interesse og kan værdiansættes til 0 kr. ved vurderingen af, om beløbet er over/under 7.300 kr.

Leveres og anvendes avisen på arbejdspladsen, er den skattefri.

Momsmæssig behandling

Aviser er momsfritaget.

 

Vareprøver

Vareafprøvning af virksomhedens nye produkter er omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr.

Kostprisen beskattes som B-indkomst.

Momsmæssig behandling

Virksomheden kan fradrage momsen på afholdte udgifter til produktion af egne vareprøver, der tildeles medarbejderne gratis. Dog skal Virksomheden beregne udtagningsmoms af de udleverede vareprøver til medarbejderne og virksomhedens ejer, idet der foreligger udtagning af varer til privat brug.

Kørekort

Medarbejderen skal som udgangspunkt beskattes, hvis arbejdsgiveren betaler for den ansattes kørekort.

I visse typer uddannelse, hvor det er lovpligtigt at erhverve et kørekort, beskattes medarbejderen ikke.

Værdien beskattes som B-indkomst, medmindre bagatelgrænse på 1.400 kr. ikke overskrides.

Kørekortet er omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr., hvis det delvist er betalt af arbejdsgiveren og anvendes som led i arbejdets udførelse.

 

Momsmæssig behandling

Der er som udgangspunkt ikke ret til momsfradrag, medmindre kørekortet er krævet af arbejdsgiveren, f.eks. mekanikerlærlinge. Der er kun moms på kørekort til personbil, da kørekort til lastbil er fritaget for moms, som faglig uddannelse.

 

Kreditkort

Stiller arbejdsgiveren alene kreditkort til rådighed for dækning af erhvervsmæssige udgifter, beskattes medarbejderen ikke.

Udstedes der et privat kreditkort til medarbejdere, er betalingen af gebyret for udstedelsen en ydelse, der er skattepligtig, medmindre det kan indeholdes i bagatelgrænsen på 7.300 kr. En betingelse for at kreditkortet kan indeholdes i bagatelgrænsen på 7.300 kr., er, at kreditkortet i overvejende grad er ydet af hensyn til den ansattes arbejde.

Den faktiske udgift beskattes som B-indkomst, hvis værdien ikke kan indeholdes i bagatelgrænsen på 7.300 kr.

 

Beklædning

Stiller arbejdsgiveren fri uniform eller arbejdsdragt til rådighed for den ansatte, skal medarbejderen ikke beskattes. Arbejdstøjet skal være passende til arbejdet, f.eks. kitler til sygehus, sikkerhedsbeklædning mv.

Medarbejderen beskattes derimod, hvis arbejdsgiveren stiller almindeligt tøj til rådighed for den ansatte. Et beløb svarende til købsprisen beskattes som B-indkomst, medmindre bagatelgrænsen på 1.400 kr. ikke overstiges. Kontant godtgørelse for almindeligt tøj beskattes som A-indkomst.

Beklædning med virksomhedens logo er omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr., såfremt tøjet i overvejende grad anvendes i forbindelse med arbejdet og efter en konkret vurdering ikke erstatter privat tøj.

Kan beklædningen med virksomhedens logo ikke anses for at være omfattet af bagatelgrænsen på 7.300 kr., skal medarbejderen beskattes af et skønnet beløb for den besparelse, der opnås ved ikke at skulle anvende privat beklædning, medmindre bagatelgrænsen på 1.400 kr. ikke overstiges.

 

Momsmæssig behandling

Virksomheder kan fradrage moms på indkøb af tøj, der er nødvendigt i forbindelse med medarbejderens udførelse af sit arbejde. Virksomheder kan tillige fradrage momsen på øvrige arbejdsgiverbetalte beklædningsgenstande, der synligt er forsynet med virksomhedens logo, navn mm., som en reklameudgift.

Fradraget er dog betinget af, at beklædningsgenstandene ikke må anvendes uden for arbejdstiden og skal leveres tilbage ved arbejdsforholdets ophør.

Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Azets. 

Har du brug for hjælp?

Som medlem af Ase Selvstændig kan du få rådgivning om regnskab, skat og moms hos vores partner Azets. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til revisor' finder du kontaktoplysninger til Azets. 

Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.

Meld dig ind i Ase Selvstændig