Jobsøgning med Ai

Interessen og brugen af Ai og ChatGPT i forbindelse med jobsøgning er på det seneste blevet større end nogensinde. Men hvordan kan man egentlig bruge ai til ens jobsøgning og kan man 100% regne med det output den giver?

Læs med her, hvor vi guider dig til, hvordan du kan bruge ChatGPT i din jobsøgning og som sparringspartner, når du skal skrive din ansøgning og dit cv, men også hvad du skal være særligt opmærksom på.

Ai værktøjer som inspiration til jobansøgning 

Der findes mange forskellige Ai værktøjer, som kan give inspiration og sparring i hele jobsøgningsprocessen. En af dem er ChatGPT. 

Det er vigtigt at pointere, at ChatGPT i din jobsøgning ikke er designet til at skrive en decideret ansøgning eller et cv for dig. ChatGPT kan bruges ligesom andre ai værktøjer til din jobsøgning, når du er gået i stå eller mangler inspiration til at komme i gang. Værktøjet kan også bruges, hvis du ikke helt ved, hvordan du skal uddybe dine kompetencer og erfaringer på bedst mulig vis.

Kunstig intelligens er godt - rigtig intelligens er bedre

Vær opmærksom på, at det er dig selv der skal tage styringen, når du laver jobsøgning med ai - det er samtidigt også vigtigt, at du er kritisk overfor de svar værktøjer som ChatGPT giver dig. Det er (som altid) dit eget ansvar, at de ansøgninger du sender ud, er korrekte og afspejler din erfaring samt faglige og personlige kompetencer.

Hvad er ChatGPT? 

Kort fortalt er ChatGPT er en form for kunstig intelligens, i dette tilfælde forklædt som en chatrobot. GPT står for Generative Pre-trained Transformer, hvilket betyder, at den er trænet til at både forstå og formulere sig som et helt almindeligt menneske.

Prøv ChatGPT

Har du lyst til at prøve kræfter af med ChatGPT til din jobsøgning? Kan du inde på chat.openai.com nemt oprette en gratis bruger. Du skal dog være opmærksom på, at den udgave, som er gratis, ikke har opdateret sine informationer om virksomheder, hjemmesider og hvad der ellers er sket siden 2021 - dens data kan derfor været forældet afhængig af, hvilken branche du søger arbejde i.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster personfølsomme oplysninger såsom din adresse, fødselsdato eller lignende.

Bliv skarpere til at kommunikere med ChatGPT 

Du har sikkert hørt begrebet "prompting" i forbindelse med brugen af ChatGPT. At prompte betyder, at du giver ChatGPT de instrukser, input, relevant viden og information som den skal bruge for at kunne generere et godt og brugbart svar.

Jo mere præcis du er - jo mere præcise er svarene du får. Prompting er derfor en vigtig del af at arbejde med kunstig intelligens som f.eks. ChatGPT.

Hvordan prompter man i ChatGPT?

Der er forskellige måder at prompte på, alt afhængigt af, hvilke svar og hvilken type sparring du har behov for. Nedenfor har vi samlet de seks vigtigste punkter du skal være opmærksom på når du prompter i ChatGPT.

Vær specifik

For at kunne få de bedst mulige og brugbare svar fra ChatGPT, skal du være præcis og meget specifik. Jo mere specifik og detaljeret din prompt er, jo bedre er svaret den genererer. Undgå derfor at stille generelle spørgsmål, da du højest sandsynligvis vil få et meget generelt svar tilbage.

Giv den kontekst

For at ChatGPT bedst muligt skal kunne forstå dit spørgsmål, er du også nødt til at give den både sammenhæng og kontekst. En god ide kan derfor være at indtaste eller beskrive jobopslaget samt stillingen du søger og hvorfor, da den så vil kunne generere et mere præcist, målrettet og brugbart svar.

Giv klare instrukser

Hvis du har brug for et helt specifikt svar, eller ønsker et bestemt format f.eks. en liste over dine kompetencer som (...) eller en tabel, skal du være tydelig og klar i din kommunikation om hvad du ønsker af ChatGPT.

Prøv dig frem

Hvis du ikke får de ønskede svar i første omgang, kan du prøve at justere din prompt. Nogle gange skal du blot omformulere dit spørgsmål, et ord eller stille et par opfølgende spørgsmål - andre gange skal du være mere tydelig omkring den kontekst outputtet skal bruges i.

Prøv dig frem. ChatGPT gemmer heldigvis dine chats, så du hele tiden kan vende tilbage til samtalen og stille uddybende eller opfølgende spørgsmål.

Chat med ChatGPT

Lad være med at nøjes med det første output ChatGPT giver dig. Du kan med fordel stille nye eller opfølgende spørgsmål for at få et mere dybdegående svar eller forskellige perspektiver.

Vær tålmodig

Det kan være svært og en lille smule frustrerende de første par gange, du prøver kræfter af med ChatGPT. Men bare rolig, øvelse gør mester.

Jo mere du øver dig i at prompte og justere dine input - desto bedre vil du blive til at interagere med ChatGPT og få de svar du ønsker.

Så hvis der er inspiration til en motiveret ansøgning du skal bruge chatrobotten til, så start i god tid, og helst ikke aftenen før ansøgningsfristen udløber.

Ordblindhed og stavefejl 

ChatGPT kan godt forstå, hvad du mener, hvis du laver stavefejl eller er ordblind - så det skal du ikke lade dig begrænse af.

Personlige og faglige kompetencer

ChatGPT kan hjælpe dig med at uddybe dine personlige og faglige kompetencer - du skal blot prompte den til det.

Prompt til faglige kompetencer

Eksempel til prompt af faglige kompetencer:

"Skriv en ansøgning til dette job (link) med følgende kompetencer: Lagerstyring, klargørelse af varer til forsendelse, truckercertifikat, kendskab til lagerstyringsprogrammer"

Herefter vil ChatGPT komme med et udkast til en ansøgning, som indeholder ovenstående faglige kompetencer. Herefter kan du bede den om at tilføje dine personlige kompetencer.

Prompt til personlige kompetencer

Eksempel til prompt af personlige kompetencer:

"Tilføj disse personlige kompetencer: stabil, flere års erfaring indenfor lagerarbejde, selvstændig, taler og forstår engelsk, struktureret"

Hernæst vil ChatGPT ændre i det oprindelige svar og tilføje de rettelser du har bedt den om, og du er klar til at gå i gang med din ansøgning.

Motivationsafsnit 

Vi ved det godt, det er altid de første fem - syv linjer der driller. ChatGPT kan hjælpe dig med at få inspiration til et eller flere af dine motivationsafsnit.

En prompt du vil kunne bruge i lige præcis dette tilfælde kunne være: "kan du hjælpe mig med at lave et motivationsafsnit på max 8 linjer til denne ansøgning/dette job opslag (indsæt link/tekst)".

Herefter vil du modtage inspiration, og du er klar til at gå i gang med at skrive din ansøgning.

Man kan også bruge værktøjet til at dele de små afsnit op i en ansøgning (f.eks. motivation og kompetencer) i små bidder, så du kan uddybe og derved få mere indhold til hvert punkt.

Brancheskift 

Står du overfor et brancheskift og ved ikke helt hvordan du skal formulere dine kompetencer og færdigheder så de matcher den nye branche, kan ChatGPT hjælpe dig.

Du kan f.eks. bruge prompten:

”giv mig 10 faglige kompetencer som grafisk designer” for at se, hvilke typiske kompetencer der kræves indenfor det fag og herefter kan du få ChatGPT til at sammenligne disse kompetencer med dem du besidder i din nuværende branche og stilling.

Spørgsmål til jobsamtale

ChatGPT kan ikke blot hjælpe og inspirere til din ansøgning og dit CV, men den kan også forberede dig på selve jobsamtalen.

Hvis du prompter den rigtigt, kan chatrobotten ud fra stillingsopslaget, virksomhedens hjemmeside og din ansøgning komme med gode spørgsmål du kan stille til selve jobsamtalen - hvilket gør, at du kan møde op endnu mere forberedt og derved lande drømmejobbet!

Eksempel:

"Jeg skal til jobsamtale som/hos (...), giv mig seks gode spørgsmål jeg kan stille til samtalen"

Vær kritisk

Vigtigst af alt, vær kritisk overfor de informationer som ChatGPT giver dig. Husk derfor altid at læse svarene igennem og vurdere, hvorvidt det faktisk lyder som dig og matcher din personlighed.

ChatGPT kan f.eks. godt lide at starte med ”jeg”. Dette er noget jobkonsulenter ikke bryder sig om, så husk at få redigeret i teksten inden du sender din ansøgning afsted.

Glad mand med hue bærbar og høretelefoner

Gratis online kurser

Som medlem af Ase kan du deltage i vores gratis online kursus, om hvordan du kan optimer din jobsøgning med ChatGPT.

tilmeld dig her