Casper var ved at miste sin dagpengeret
Dagpengeretten hang i en tynd tråd, da Casper ved en misforståelse blev såkaldt ”selvforskyldt ledig”. Men samarbejde mellem Ase a-kasse og Ase Lønmodtager reddede hans dagpengeret - og løn.
En kontrakt og en opsigelse skabte problemer
Historien startede, da Casper lavede en mundtlig aftale med sin arbejdsgiver om en specifik opgave, der skulle løses. Chefen gav ham en kontrakt, og Casper kløede på. Da opgaven var løst, bad chefen ham klare en anden opgave. Den mente Casper dog ikke, at han rent fysisk kunne klare og spurgte derfor efter andet arbejde.
Da der ikke var andre opgaver, sagde chefen Casper op, og deres veje skiltes. Men da medlemmet efterfølgende søgte om dagpenge, måtte Ase a-kasse konstatere, at han var selvforskyldt ledig. Og det resulterer som udgangspunkt i en dagpengekarantæne på 3 uger.
Det var forsikringskonsulent i Ase A-kasse, Vicky Petersen, der fik Caspers sag i hånden, og hun kunne konstatere, at han ikke havde fået det opsigelsesvarsel, han havde krav på (og derved manglede han at få noget løn).
Accepterer man et for kort varsel – hvilket Casper umiddelbart havde gjort – er man såkaldt ”selvforskyldt ledig”.
Dagpengeret hang i tynd tråd
”Da jeg så Caspers kontrakt, rådgav jeg ham straks til at tage fat i sin fagforening. For det er dem, der kan tage sig af en sag, hvor der er noget ansættelsesretligt galt - for eksempel at et af deres medlemmer ikke har fået det rigtige opsigelsesvarsel,” siger Vicky Petersen og uddyber:
”Hvis ikke fagforeningen kan få deres medlems krav igennem hos arbejdsgiveren, kan a-kassen ikke stille noget op. Så ville Casper i dette tilfælde – med a-kasseøjne – blive set som selvforskyldt ledig, og en dagpengekarantæne ville være en realitet.”
I lige præcis dette tilfælde var sagen yderligere kompliceret af, at Casper allerede havde haft én karantæne inden for de seneste 12 måneder. Og fik han endnu én, ville han pga. dagpengelovgivningen miste sin dagpengeret helt og aldeles.
Ase Lønmodtager på sagen
Caspers fagforening viste sig at være Ase Lønmodtager, og da han kontaktede dem, var det juridisk konsulent Lonnie Hansen, der fik sagen. Hun fik en dialog med arbejdsgiveren og efter nogle mails, nogle telefonsamtaler og lidt tovtrækkeri frem og tilbage, lykkedes det at indgå et forlig.
Fedt, at både a-kasse og fagforening kunne hjælpe, da der var brug for det.
Forliget betød, at Casper fik sit korrekte opsigelsesvarsel og derved undgik at blive fanget på det forkerte ben i a-kassen. Casper slap således for både at blive stemplet som selvforskyldt ledig og at miste sin dagpengeret.
”Mit bedste råd til andre er at huske at læse kontrakten og passe på med mundtlige aftaler. Og så kan jeg bare sige, at det er en fed følelse, at både a-kasse og fagforening kunne hjælpe, da der var brug for det,” fortæller Casper.
Casper er et fiktivt navn, da medlemmet ikke ønsker sit navn frem. Det er naturligvis redaktionen bekendt.