Løn
Der findes ingen lov i Danmark, der fastsætter en generel mindsteløn. Det er derfor dig som arbejdsgiver, der fastlægger lønnen – typisk efter forhandling med medarbejderen. Ved fastsættelse af lønnen kan man blandt andet tage højde for medarbejderens kompetencer, erfaring og uddannelse.
Er din virksomhed overenskomstdækket, skal dine medarbejdere have den løn, som er fastsat i overenskomsten.
Du skal være opmærksom på, at medarbejdere underlagt særlig lovgivning, fx elever, medarbejdere i løntilskud eller fleksjob, kan have krav på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Dette gælder, selvom du ikke har tegnet overenskomst for din virksomhed.
Den aftalte løn skal fremgå af medarbejderens ansættelseskontrakt. Er ansættelsesforholdet overenskomstdækket, kan en henvisning til overenskomsten være tilstrækkeligt.
Hvilke løntyper findes der?
Der er forskellige måder at optjene løn på og dermed også flere typer af løn. Medarbejderen kan aflønnes med en fast månedsløn eller timeløn. Man kan også aflønne med provision evt. kombineret med en fast grundløn. Nogle medarbejdere aflønnes med akkordløn dvs. en aftalt betaling for at udføre en specifik opgave, evt. gentagne gange. Der er som udgangspunkt aftalefrihed vedrørende lønnen, og der er ikke en korrekt måde at aflønne en medarbejder på, men det er vigtigt, at de aftaler, man har omkring lønnen, beskrives meget tydeligt i kontrakten.
Lønnen udbetales typisk bagud for en periode på enten 14 dage eller en måned.
Lønnen kan kombineres med andre lønandele, som aftales mellem virksomheden og medarbejderne. Det gælder blandt andet pension og overtidsbetaling.
Personalegoder
Personalegoder, som stilles til rådighed for medarbejderen, kan også betragtes som en del af hans/hendes løn.
Et personalegode er et ikke-kontant gode, som medarbejderen kan bruge privat. Et personalegode kan både være materielle ting, sparet privatforbrug eller adgang til at benytte en arbejdsgivers formuegoder.
Eksempler på personalegoder er:
- Computer, internet og telefon
- Bil
- Kost og logi
- Uddannelse
- Fri bolig
- Sundhedsydelser (evt. sundhedsforsikring)
- Aviser og tidsskifter.
- Bruttolønsordning
Pension
Som med den almindelige løn, er der aftalefrihed i forhold til pension, og arbejdsgiver og lønmodtager har derfor mulighed for at sammensætte en pensionsordning, som de vil. Tidligere har det været meget almindeligt, at der samlet indbetales 12 % til pension, hvoraf arbejdsgiver betaler 8 % og medarbejderen 4 %, men de seneste år er dette ændret, så arbejdsgiveren ofte betaler en større andel.
Du er ikke forpligtet til at give pension, medmindre det følger af en overenskomst, som er gældende for ansættelsesforholdet.
Hvad er søgnehelligdagsbetaling?
Søgnehelligdage er helligdage, der falder på en hverdag, f.eks. Skærtorsdag, Kr. Himmelfartsdag og 2. Pinsedag.
Medarbejdere, der aflønnes med en fast månedsløn, skal have den sædvanlige løn udbetalt i de måneder, hvor der falder søgnehelligdage.
Timelønnede medarbejdere får som udgangspunkt ikke betaling på søgnehelligdage, medmindre det er aftalt i ansættelseskontrakten eller fremgår af en overenskomst, som er gældende for ansættelsesforholdet. Hvis en timelønnet medarbejder arbejder på en søgnehelligdag, så skal de have deres almindelige timeløn.