Afskrivning eller fradrag – Hvordan adskiller det sig fra hinanden?
Afskrivning og fradrag er velkendte begreber inden for skatteretten. Men hvad dækker de to begreber over, hvordan adskiller de sig fra hinanden, og hvad skal du som selvstændig være opmærksom på, når du skal afgøre, om der skal gøres brug af enten afskrivning eller fradrag?
Fradrag
Har du som selvstændig ret til et fradrag, så betyder det, at du har ret til at fradrage et beløb svarende til nogen udgifter. Dette fradrag vil blive foretaget i den skattepligtige indkomst. Det vil dermed betyde, at dette beløb ikke vil blive beskattet.
Som eksempel på et fradrag kan nævnes fradraget for driftsomkostninger. Her vil du have ret til at fradrage de udgifter, som i løbet af indkomståret er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det kan f.eks. være regningen til revisor, indkøb af varer og ydelser, der direkte anvendes til dine leverancer af egne varer og ydelser, brændstof til din bil. Herudover er det også muligt at opnå fradrag for f.eks. reklameudgifter, rejseudgifter eller repræsentationsudgifter. Reglerne for fradrag findes hovedsageligt i ligningsloven og statsskatteloven.
Skattemæssig afskrivning
Skattemæssig afskrivning dækker over, at du som selvstændig fordeler fradraget for købesummen af et aktiv udover en periode. Den del af købesummen, som du årligt afskriver på aktivet, vil du kunne få fradrag for i den skattepligtige indkomst. Skattemæssig afskrivning følger et sæt fastlagte regler, hvor der ikke tages hensyn til den reelle værdiforringelse, som aktivet er udsat for. Som et eksempel herpå kan nævnes, at driftsmidler årligt kan afskrives skattemæssigt med mellem 0 og 25 % af den såkaldte saldoværdi, som er et udtryk for den værdi, der endnu ikke er afskrevet.
Som undtagelse hertil kan visse driftsmidler straksafskrives. Dette betyder, at du får fuldt fradrag for hele købesummen i det første indkomstår. Denne straksafskrivning kan f.eks. ske for driftsmidler med en fysisk levetid på 3 år eller derunder, og aktiver med en anskaffelsessum på 34.400 kr. (indkomståret 2025) eller derunder, og det kan ligeledes ske for EDB-software.
Skattemæssig afskrivning skal ikke forveksles med regnskabsmæssig afskrivning, da du her konkret går ind og ser på den forventede levetid for aktivet og ligeledes ser på, hvilken værdi aktivet vil have, når det skal udskiftes. Disse regnskabsmæssige afskrivninger skal blandt andet sikre, at du altid har den korrekte balance i regnskabet. Dermed kan din virksomhed i nogle situationer afskrive et driftsmiddel med f.eks. 10 pct. om året rent regnskabsmæssigt, men rent skattemæssigt afskrives driftsmidlet måske med 25 pct. om året.
De skattemæssige afskrivninger er hovedsageligt reguleret i afskrivningsloven. Loven finder anvendelse på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt. Da det er et krav, at der er tale om aktiver, som anvendes erhvervsmæssigt, så er det også udelukket, at du kan afskrive på aktiver, der udelukkende anvendes privat. Det er imidlertid muligt at afskrive på aktiver, der anvendes delvist erhvervsmæssigt.
Kravet om, at noget skal være erhvervsmæssigt, vil være opfyldt, hvis det bliver anvendt i virksomheden, eller hvis det bliver udlejet. Det er vigtigt, at der alene afskrives på aktiver, hvor det er berettiget at afskrive, da du ellers efterfølgende vil få forhøjet din skattepligtige indkomst og vil blive mødt med et efterbetalingskrav, hvor der vil være påløbet renter.
Skal du gøre brug af afskrivning eller fradrag?
Når du skal afgøre, om der skal gøres brug af afskrivning eller fradrag, kan det grundlæggende siges, at du kan fradrage udgifter, som har karakter af, at de er løbende driftsomkostninger, som ligeledes kan fradrages i regnskabet, når de er afholdt. Det kan f.eks. være udgifter til rejser eller vand og varme, eftersom de ikke tilføjer et aktiv til virksomheden, da det købte allerede, er forbrugt. Herimod relaterer afskrivning sig til situationer, hvor du har en engangsudgift til et aktiv, som løbende vil blive værdiforringet, hvorfor der er behov for at fordele fradraget ud over en periode.
Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Selskabsadvokaterne.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af Ase Selvstændig kan du få svar på dine spørgsmål om erhvervsjura hos vores partner Selskabsadvokaterne. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til advokat' finder du kontaktoplysninger til Selskabsadvokaterne.
Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.