Tjek hvad du kan forvente i løn

06.08.2019

Har du et realistisk billede af hvad der venter dig forude – når du er færdiguddannet? Hvad tjener en nyuddannet med dit fag? Hvor stor ledighed er der umiddelbart – og efter 10 år? Uddannelses- og Forskningsministeriet giver dig indblik i hvad der venter dig.

Statistik kan bruges til lidt af hvert – blandt andet til at give et fingerpeg om hvordan fremtiden kan se ud. Og hvis du har lyst til et kig i krystalkuglen når det gælder din egen fremtid, så kan du bruge Uddannelses- og Forskningsministeriets værktøj Uddannelseszoom.

Startløn på 14 eller 40 K?
På Uddannelseszoom kan du tjekke hvad startlønnen er for nyuddannede inden for netop dit fag. Du kan også se hvordan det går kandidater fra netop dit uddannelsessted – og sammenligne med andre steder i landet. Og med andre uddannelser for den sags skyld. Prøv selv at lure på hvor mange tusind kroner du har udsigt til.

Hvad med jobudsigterne?
I ministeriets guide kan du også tjekke hvor mange blandt de færdiguddannede fra netop din uddannelse der er ledige. Igen kan du sammenligne forskellige uddannelser, uddannelsessteder og matche det op mod landsgennemsnittet. I skrivende stund er der ledighedsprocenter for nyuddannede på så lavt som nul procent, såvel som helt op til 57 procent.