Pligter som arbejdsgiver
Når du ansætter din første medarbejder, følger der en række pligter med. Du skal fx tegne forsikring, indbetale feriepenge og sørge for et godt arbejdsmiljø. Er du det ikke allerede, skal du som noget af det første registreres som arbejdsgiver.
Pligter som arbejdsgiver
Når du ansætter din første medarbejder, følger der en række pligter med. Du skal fx tegne forsikring, indbetale feriepenge og sørge for et godt arbejdsmiljø. Er du det ikke allerede, skal du som noget af det første registreres som arbejdsgiver.
Det er en ressourcekrævende opgave at ansætte en ny medarbejder, men det hårde arbejde betaler sig i sidste ende, når du ansætter den perfekte person til stillingen.
Du kan også læse mere i vores vejledning om ansættelse af den første medarbejder:
Vejledning om ansættelse af din første medarbejder
Registrering som arbejdsgiver
Hvis den medarbejder, du ansætter, er din første medarbejder, og du betaler medarbejderen løn, skal du registreres som arbejdsgiver. Det kan du gøre på virk.dk
Du skal registrere dig, så du kan indberette A-skat og AM-bidrag af din medarbejders løn til SKAT. Når du er registreret, bliver du automatisk registreret som arbejdsgiver hos både SKAT og ATP.
Fristen for at registrere sig er senest 8 dage efter den første lønudbetaling. Man bør dog gøre det i god tid, da registreringen kan tage op til 14 dage.
Ansættelseskontrakten
Når du ansætter en medarbejder, skal han/hun have en ansættelseskontrakt. Den bidrager til at skabe klarhed over de vilkår, der er for ansættelsesforholdet. Størstedelen af oplysningerne der skal fremgå i ansættelseskontrakten skal være lønmodtageren i hænde senest 7 kalenderdage efter at ansættelsesforholdet er påbegyndt.
Det kræver en del indsigt at udarbejde en ansættelseskontrakt. Bl.a. skal du have styr på, hvilke krav der stilles til ansættelseskontrakter, og hvad der gælder i forhold til overenskomster og funktionærstatus mv.
Lønforhold
Som arbejdsgiver skal du naturligvis betale din nye medarbejder løn. Det bør fremgå af ansættelseskontrakten, hvilken løn din nye medarbejder kan forvente, men derudover er der nogle krav til dig som arbejdsgiver. Det er f.eks. dig, der skal sørge for, at Skattestyrelsen får besked om din(e) ansattes løn, A-skat og AM-bidrag – og det er også dig, der skal betale A-skat og AM-bidrag.
Du skal også lave en lønseddel til din(e) ansatte. Den er hans/hendes kvittering for, at du har trukket ATP, A-skat og AM-bidrag. De beløb, der er på lønsedlen, kommer til at stå på din medarbejders årsopgørelse. På lønsedlen skal der som minimum fremgå følgende fire punkter:
- Hvor meget har den ansatte tjent i perioden
- Hvilken periode dækker lønsedlen
- Beløbet du har trukket fra til A-skat og AM-bidrag
- Dit navn, din adresse og relevant SE-/CVR-nummer
Du kan evt. bruge LetLøn, der er Skattestyrelsens system, til at indberette A-skat, AM-bidrag, ATP-bidrag, feriepenge, lønstatistik og pensionsoplysninger.
Læs mere om aflønning af din nye medarbejder
Forsikringer
Arbejdsskadeforsikring
Når du ansætter en – eller flere – medarbejdere i din virksomhed, skal du være opmærksom på, at du skal forsikre din(e) ansatte mod arbejdsskader. Det skyldes, at din medarbejder bliver dækket økonomisk, hvis han/hun kommer ud for en arbejdsulykke. Du må selv bestemme, hvem du tegner ulykkesforsikringen hos – bemærk, at prisen for forsikringen er afhængig af, hvor stor risikoen for arbejdsulykker i virksomheden er.
Sikring ved erhvervssygdom
Derudover skal du også betale til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – ligeledes for at sikre din medarbejder økonomisk, hvis han/hun får en erhvervssygdom. Når du registrerer dig som arbejdsgiver på Virk.dk, bliver du automatisk tilmeldt AES – Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Sygedagpengeforsikring
Du har desuden mulighed for at tegne en sygedagpengeforsikring, der sikrer dig som arbejdsgiver mod økonomisk tab, hvis din(e) ansatte bliver ramt af sygdom. En sådan forsikring dækker fra din ansattes 2. sygedag. Der gælder nogle særlige regler for denne forsikring, som du kan læse mere om på virk.dk.