Budget
Udarbejdelse af et budget kan lyde simpelt – og så alligevel ikke. Følg vores miniguide her, og få meget bedre styr på budgettet.
Typisk opdeles et budget i følgende 3 dele:
- Resultatbudget
- Balancebudget
- Likviditetsbudget
Vi giver jer en tour gennem de tre dele med fokus på sammenhængen mellem dem og vigtigheden af at udarbejde alle tre.
1. Resultatbudget
Resultatbudgettet viser - som navnet antyder - hvad der forventes i resultat for den pågældende periode.
Det baseres på de regnskabsregler, som er gældende for virksomheden, og der vil derfor indgå både likvide og ikke likvide beløb.
At noget er tjent eller tabt i en periode er dog ikke ensbetydende med, at det også er afregnet i samme periode. Der kan også være købt noget driftsmateriel, som skal anvendes over flere regnskabsperioder, og på samme måde, kan der være købt varer i en periode, som først skal sælges i den næstfølgende regnskabsperiode.
Det følger som naturlig konsekvens heraf, at balancebudgettet også er et vigtigt element.
2. Balancebudgettet
Balancebudgettet viser:
- Den løbende udvikling i de bogførte værdier (aktiverne).
- Pengebindingen i lager og tilgodehavender.
- Den løbende udvikling i egenkapitalen og gælden her.
Populært sagt siger man, at man skal kigge på balancebudgettet, hvis man skal se, hvor solid en virksomhed forventes at være på et givent tidspunkt.
3. Likviditetsbudgettet
Det sidste og nok vigtigste budget i en opstartsfase er likviditetsbudgettet.
Hvis man kan betale enhver sit i takt med, at gælden forfalder, er ens virksomhed levedygtig. Netop det kan ses af likviditetsbudgettet, og derfor vil det altid have fokus.
Ved budgetter, der udarbejdes i forbindelse med opstart eller udvidelse af en virksomhed, er det også likviditetsbudgettet, der viser, hvor meget finansiering der er brug for.

Hvordan hænger budgetterne sammen?
Sammenhængen mellem de tre dele kan overordnet forklares sådan:
Hvis man har 100 kr. i omsætning, vil:
- Resultatbudgettet isoleret set vise 100 kr. i overskud.
- Balancebudgettet vil vise 100 kr. i bankindestående, som modsvares af en tilsvarende egenkapital.
- Likviditetsbudgettet vil vise 100 kr. i bankindestående.
Her er der for eksemplets skyld ikke taget højde for skat og moms.
Fastlæggelse af forudsætninger
Noget andet og mindst lige så vigtigt i forbindelse med budgetudarbejdelse er fastlæggelse af forudsætningerne, som f.eks.:
- betalingsfrister for kunder og leverandører,
- avanceprocenter,
- personale- og dermed lønbehov,
- og meget mere.
Dette område vil også altid pådrage sig opmærksomhed hos brugeren af budgettet – eksempelvis den bank, som man ønsker at etablere et lån hos.
Ovenstående tager udgangspunkt i nogle generelle forudsætninger og skal således blot ses som en overordnet, generel og kortfattet beskrivelse af forholdene ved budgetlægning.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af Ase kan du få sparring om regnskab, revision og bogføring gennem Azets hotline.
Kontakt Azets på tlf. 70 23 22 32 eller læs mere på www.azets.com