Videre til indhold

Langfristet gæld

Langfristet gæld kan bestå af mange forskellige former for finansiering, men fælles for dem er, at de først er aftalt afviklet mere end ét år efter den pågældende statusdag. Læs meget mere om langfristet gæld herunder. 

For kapitalselskaber er det obligatorisk, at langfristet gæld skal specificeres således: gæld der forfalder inden for 1 år og gæld, der forfalder efter 5 år – hvilket så betyder, at den resterende del af gælden forfalder mellem 2 år og 5 år.

Hvad er langfristet gæld?

Den typiske langfristede gæld er:

  • Prioritetsgæld
  • Banklån
  • Leasing (der regnskabsmæssigt behandles som finansiering med tilhørende aktivering af de tilhørende aktiver)
  • Gældsbreve

Hvilket grundlag afstemmes langfristet gæld til?

Fælles for alle ovenstående former for finansiering er, at der findes et grundlag at afstemme disse til. Nemlig:

  • For prioritetsgæld og banklån vil restgælden typisk fremgå af opkrævningerne fra disse.
  • For leasingæld sker afstemningen til en amortisationstabel, der opstilles ved leasingaftalens indgåelse.

 

Afvikling af langfristet gæld

Ved etablering af et gældsforhold vil der typisk være aftalt en plan for afviklingen på tidspunktet for optagelsen af lånet. Afstemningen foregår herefter ved at sikre, at bogholderiet udviser samme gældsforpligtelse som opkrævningsgrundlaget. Gør det ikke det, vil det alt andet lige være tegn på, at der er lavet fejl i bogføringen, og kontiene for de langfristede lån må derfor gennemgås for posteringer, som skal bogføres væk til en anden konto eller på anden vis korrigeres.

 

Kortfristet del

Långiver vil typisk ikke opdele gælden i kort og lang gæld, hvorfor det er den samlede gæld, der afstemmes til grundlaget herfor, men realkreditinstitutter giver gerne denne information, hvis man anmoder om den, mens banklån ofte kan afstemmes til amortiseringsoversigten ved lånets optagelse.

Begrebet kortfristet del af langfristet gæld dækker over, hvor stor en andel af den langfristede gæld, der skal afvikles i det kommende regnskabsår. Dette opgøres lån for lån og præsenteres særskilt i balancen under kortfristede gældsforpligtelser.

Den kortfristede del giver på den måde et retvisende billede af, hvor stor en del af virksomhedens samlede gæld, der skal afvikles i den kommende regnskabsperiode.

Dette har stor betydning ved likviditetsstyringen, da afdrag på langfristet gæld typisk udgør væsentlige beløb – og glemmer man det, vil det ofte have alvorlige konsekvenser, medmindre virksomheden har en større opsparing fra tidligere perioder.

 

Termin for langfristet gæld

Oftest har den langfristede gæld termin enten pr. måneds- eller kvartals-ultimo.

Men er det alligevel på andre tidspunkter, vil der pr. statusdagen være en væsentlig ej-opkrævet rentebetaling vedrørende perioden fra seneste termin og frem til statusdagen.

Er der tale om et væsentligt beløb set i forhold til regnskabet som helhed, bør der beregnes et beløb baseret på:

  • Den aktuelle restgæld.
  • Rentesats og periode, der således er medtaget i regnskabet som skyldig.

Beløbet udlignes igen i den efterfølgende regnskabsperiode, når den faktiske opkrævning er modtaget.

Ovenstående tager udgangspunkt i nogle generelle forudsætninger og skal således blot ses som et forslag til en typisk afstemning af den langfristede gæld.


Artiklen er udarbejdet af vores samarbejdspartner Azets. 

Har du brug for hjælp?

Som medlem af Ase Selvstændig kan du få rådgivning om regnskab, skat og moms hos vores partner Azets. Log ind på Ase Selvstændig - på forsiden under 'Ring til revisor' finder du kontaktoplysninger til Azets. 

Er du ikke allerede medlem af Ase Selvstændig og ønsker rådgivning hos vores partner, kan du melde dig ind online eller på tlf. 7013 7015.

Meld dig ind i Ase Selvstændig