Unges iværksætterdrømme boomer

04.04.2016
Vi danskere vokser op og lever i en lønmodtagerkultur, alligevel drømmer hver tredje ung om at blive selvstændig. Men desværre forbliver alt for mange ideer og muligheder uforløste, pointerer Karsten Mølgaard Jensen i Fyns Amts Avis.

De fleste børn møder ofte spørgsmålet: Hvad vil du være, når du bliver stor? Det typiske svar er sjældent iværksætter. Næppe overraskende.

Vi danskere vokser op og lever i en lønmodtagerkultur.

Skoleskemaet er blottet for iværksætteri, og kun otte procent af de beskæftigede er selvstændige erhvervsdrivende.

Alligevel spirer drømmen om at blive herre i eget hus.

Faktisk drømmer hver tredje ung i alderen 18-29 år om en tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende. Unge er dermed de allermest iværksætterlystne i Danmark, viser en Ase-undersøgelse blandt godt 1000 lønmodtagere.

Ideerne bobler, men desværre forbliver alt for mange muligheder uforløste.

For få udlever deres potentiale som iværksættere, og lysten falder med alderen.

Kun hver syvende overvejer at droppe den faste månedsløn og blive iværksætter.

Danmark i dag er det land i EU med færrest selvstændige blandt de beskæftigede.

Dermed er der udsigt til op mod 165.000 ekstra selvstændige erhvervsdrivende, hvis Danmark blot kommer op på EU-gennemsnittet som Irland og Holland, hvor 14 procent af de beskæftigede driver egen virksomhed.

Og Danmark har brug for nytænkning, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence.

Derfor skal de unges iværksætterdrømme have fuld gas. Selv efterlyser de bedre kendskab til iværksætteri på skolebænken.

Allerede i folkeskolen bør eleverne introduceres til iværksætteri som et alternativ til en traditionel lønmodtagerkarriere.

Her i foråret turnerer iværksætterikonet 23-årige Casper Blom landet rundt og forsøger sammen med lokale unge iværksættere at inspirere de studerende på 30 gymnasier og tekniske skoler til at tage springet og blive selvstændige erhvervsdrivende.

Selv startede Casper Blom sin første virksomhed som 12-årig med at sælge brugte golfbolde, nåede en millionomsætning som 18-årig og er i dag serieiværksætter.

Opskriften er enkel.

Du behøver ikke være opfinder for at blive iværksætter.

Det handler snarere om at aflæse markedet og afprøve den gode ide frem for at vente på den geniale opfindelse.