Ase: Erhvervspakke går stort set forbi ni ud af ti virksomheder

30.08.2017

A-kassen Ase med 65.000 medlemsvirksomheder glæder sig over regeringens ønske om at øge investeringerne i danske arbejdspladser og give flere virksomheder mulighed for at vokse sig til nye globale erhvervssucceser. Problemet med erhvervspakken er bare, at de færreste iværksættere og små virksomheder nogensinde vil få gavn af de foreslåede tiltag som aktiesparekonto, investorfradrag og bedre skattevilkår for investeringsforeninger, påpeger adm. direktør Karsten Mølgaard Jensen efter regeringen onsdag fremlagde erhvervspakken "Sammen om fremtidens virksomheder - erhvervs-og iværksætterudspil."

”Omsorgen for investorerne er givet vis velment og forslagene isoleret set fornuftige. Det gavner bare på ingen måde hovedparten af de virksomheder, der er allerflest af i Danmark. Og det er netop i landets mindste virksomheder iderigdommen og virkelysten skal fremmes. Men det spirende iværksætteri får kun mindre gavn af regeringens ønske om at tilgodese investorerne. Før en virksomhed overhovedet overvejer børsnotering, kræver det en vis størrelse og udsigt til succes. Derfor bidrager en aktiesparekonto næppe med kapital til andre end allerede børsnoterede selskaber. Derfor ser jeg erhvervspakken som gødning til virksomheder, der allerede er i vækst,” siger Karsten Mølgaard Jensen. 

Erhvervspakken indeholder en række tiltag, som er meget målrettede, men som desværre også komplicerer skattesystemet yderligere. I stedet for et nyt ACE-fradrag, kunne man blot have sænket selskabsskatten. I stedet for en ny aktiesparekonto, kunne man blot have sænket og samlet skattesatserne til en enkelt og lav skat på aktieindkomst. De små virksomheder efterlyser forenkling i skattesystemet og ikke yderligere og unødig kompleksitet.

”Ni ud af ti danske virksomheder har under ti ansatte. Alligevel fylder den helt dominerede virksomhedstype meget lidt i de tiltag, regeringen satser på skal øge væksten. Det havde været en lang større hjælp til danske erhvervsliv, hvis erhvervspakken havde haft forenkling for øje og dermed have sænket både de økonomiske og administrative byrder i størstedelen af landets virksomheder. Det er fjernelsen af nøddeafgiften og den lovede sanering af andre punktafgifter rigtig gode eksempler på, som regeringen fortjener stor ros for at tage fat på. Det er den slags, som giver reelle forbedringer for den enkelte iværksætter og små selvstændige erhvervsdrivende,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

Se pressemeddelelsen Via Ritzau