Nye redskaber til freelancere, fra Ase Selvstændig

06.03.2018

Foreningen Ase Selvstændig har udarbejdet både en prisberegner og en kortfattet kontrakt skræddersyet til freelancere, der arbejder fra opgave til opgave. Juridisk konsulent Jannik Bjerregaard fortæller hvorfor – og hvordan du som freelancer kan bruge redskaberne.

Freelancere har fornøjelsen af at have mange forskellige opgaver – ofte for mange forskellige kunder. Freelancere lever dermed også med risikoen for at brænde fingrene, enten på at aftalen ikke var klappet ordentlig af fra begyndelsen, eller ved at sætte deres pris forkert. Det har foreningen Ase Selvstændig sat sig for at gøre noget ved. Jannik Bjerregaard svarer på, hvad der er nyt for freelancerne.

Hvad er det for nye redskaber til freelancere, Ase Selvstændig er kommet på banen med?
”Vi har lanceret en prisberegner, der går to veje. Freelanceren kan enten udregne sin timepris på baggrund af kundens opdrag – og dermed få en idé om, hvorvidt hun vil sige ja til opgaven. Eller freelanceren kan bruge prisberegneren til selv at give et tilbud på en opgave. Det andet redskab, vi nu tilbyder, er en kontrakt, som vi kalder en one-pager. Det er selvfølgelig fordi, den er holdt på en enkelt side, så freelanceren meget overskueligt kan sikre rammerne for de vigtigste ting i samarbejdet. For at få adgang til kontrakterne, skal man være medlem af Ase Selvstændig, men vores FAQ om freelanceren og kontrakter er tilgængelig for alle.”

Hvad kan freelanceren bruge de nye redskaber til?
”Kontrakterne er kommet på banen, fordi freelancere ofte blot indgår mundtlige aftaler, og det kan give problemer. For hvad blev der lige aftalt mellem parterne? Især hvis en aftale løber over længere tid, kan det være svært at huske, hvad man præcis blev enige om for flere måneder siden. Samtidig har vi udviklet prisberegnerne, fordi der kommer flere og flere freelancere i takt med at arbejdsmarkedet er under forandring, og den fleksible arbejdskraft i stigende grad bliver efterspurgt. Vores fornemmeste opgave er at kunne understøtte freelancerne og yde kvalificeret rådgivning.”

Hvad er der nu galt med det jyske håndslag?
”Det er jo rigtig fint, hvis man står på et marked og slår en handel af her og nu. Men i et reelt arbejdsforhold kan der – også helt uden at man kunne se det komme – opstå uenighed om, hvad aftalen egentlig indebærer eller indebar. Vi danskere har heldigvis en meget tillidsfuld omgang med hinanden, vi stoler på hinanden og forventer, at man holder ord. Det er et super udgangspunkt, men har man ’papir på hinanden’, understøtter vi tilliden og får sat nogle endnu bedre rammer for samarbejdet.”

Hvad stiller freelanceren op, hvis hun kun har en løs, mundtlig aftale med sin kunde, og de ender med at blive uenige om leverancen og/eller prisen?
”Den er svær. For det bliver hurtigt ord mod ord. Når man ikke kan dokumentere sit eget krav, eller hvad modparten har forpligtet sig til, risikerer man at miste sine rettigheder – typisk sin betaling. Er man som freelancer medlem af Ase Selvstændig, kan vi rådgive, hvis man ender i en sådan uheldig situation.”

Hvad er dine tre bedste råd til freelanceren om priser og papir?
”Få de vigtigste aftaler på skrift, så du undgår bøvl. Brug Ase Selvstændig som rådgiver, og tag udgangspunkt i vores one-pager kontrakt. Tag i din prisberegning højde for, at du selv fx skal spare op til ferie og have økonomi til at dække eventuel sygdom.”