Årsopgørelse – nu med automatik

04.06.2019

Skal du søge om dagpenge eller supplerende dagpenge efter den 1. juli 2019, har Ase a-kasse nu automatisk adgang til at se din årsopgørelse hos Skattestyrelsen. Det vil gøre processen en smule lettere for dig.

Skal du søge om dagpenge – fulde eller supplerende – kan Ase fra den 1. juli 2019 automatisk se din årsopgørelse hos Skattestyrelsen. Det betyder at du slipper for at skulle sende os den selv. Løsningen er en ny service fra Skattestyrelsens side.

Hvad skal årsopgørelsen bruges til?
Hvis du søger om dagpenge som selvstændig, dokumenterer din årsopgørelse hvor stor en indtægt du har haft. Og din indtægt skal vi som din a-kasse i givet fald bruge til at se om du opfylder indkomstkravet, og til at beregne din dagpengesats.

Vigtigt at vide om årsopgørelser og selvstændig virksomhed
Melder du dig ledig og søger om (evt. supplerende) dagpenge som selvstændig, bruger vi som nævnt din årsopgørelse som dokumentation for din indkomst og som grundlag for at fastlægge din dagpengesats. Men der er altid en vis forsinkelse på, forstået på den måde at den endelige årsopgørelse for et givent år, først foreligger den 1. juli året efter. Det betyder i praksis at vi i det første halve år af fx 2019, ikke kan bruge dine 2018-tal og må ty til årsopgørelserne fra 2017 og tidligere. Det er en god idé at huske på.

Hvis du søger om efterløn, er konceptet det samme. Her har Ase a-kasse også automatisk adgang til din årsopgørelse hos Skattestyrelsen.