Ministeren forkaster digitaliseringsgevinst

14.08.2021

Siden 1. august har ledige igen skullet møde op til de lovpligtige fysiske samtaler i jobcentre og a-kasse, selv om indsatsen med stor succes har været digitaliseret siden foråret 2020. Først når ledige har været uden job i seks måneder, kan de fra næste år vælge, at kontakten skal være digital. Dermed sendes landets måske største og mest succesrige offentlige digitalisering direkte til skrot, og regningen på over en kvart milliard kroner ekspederes videre til skatteyderne, skriver Ases administrerende direktør, Karsten Mølgaard Jensen, i debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis.

Det socialdemokratiske løfte om en Arne-pension til ca. 20.000 danskere årligt får nu konsekvenser for de over 300.000 årlige ledighedsforløb.

Væk er den fleksibilitet og mulighed for individuel målrettet indsats, der fulgte med digitalisering af samtaler med ledige som konsekvens af corona-nedlukningen.

Siden 1. august har ledige igen skullet møde op til de lovpligtige fysiske samtaler i jobcentre og a-kasse, selv om indsatsen med stor succes har været digitaliseret siden foråret 2020. Først når ledige har været uden job i seks måneder, kan de fra næste år vælge, at kontakten skal være digital.

Dermed sendes landets måske største og mest succesrige offentlige digitalisering direkte til skrot, og regningen på over en kvart milliard kroner ekspederes videre til skatteyderne.

På den ene side siger ministeren altså farvel til den moderne og digitale tidsalder.

Omvendt giver muligheden for digitale samtaler efter seks måneders ledighed en effektiviseringsgevinst på 39 millioner årligt, som regeringen sammen med Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti først på sommeren besluttede at bruge til finansiering af Arne-pensionen.

Da partierne sidste efterår blev enige om Arne-pensionen, var planen at hente godt en milliard kroner ved besparelser først og fremmest i jobcentrene.

Det betyder ifølge KL, at 2800 medarbejdere vil miste jobbet i 2024. Her er effektiviseringsgevinsten fra digitalisering af samtalerne med de ledige en lavthængende frugt, der kan hjælpe ministeren i mål i forhold til finansieringskravet i Arne-pensionen.

Udfordringen for Peter Hummelgaard er, at samtalerne med ledige er en del af andre forlig om dagpenge og beskæftigelsespolitik, som er indgået med Venstre, Konservative og Radikale Venstre, der ikke er med i aftalen om Arne-pension.

Derfor kan ministeren og Arne-partierne ikke uden videre bruge effektiviseringsgevinsterne fra digitaliseringen.

Pengene skal de ifølge Christiansborg-spillereglerne som udgangspunkt selv finde.

Hvorfor skulle Venstre, Konservative og Radikale Venstre lægge stemmer til at finde pengene til Arne-pensionen? » Borgerne skal have større fleksibilitet og mulighed for selv at vælge mødeform « i jobcenter og a-kasse, fremgik det af sommerens politisk delaftale.

Umiddelbart giver det god mening at øge fleksibiliteten.

Med aftalen får de ledige ganske vist mulighed for at vælge mødeform -men først efter seks måneders ledighed. Samtaler med alle andre ledige skal fra 1. august være fysiske.

Den logik er svær at følge.

Hvorfor først give borgerne mulighed for at vælge digitale samtaler, når de har været igennem langt de fleste samtaler, som netop ligger i løbet af det første halve år? For hovedparten af de forsikrede ledige er mødet med a-kassen af begrænset varighed.

Efter et halvt år er tre ud af fem af de nyledige dagpengemodtagere enten tilbage i job, uddannelse eller er blevet selvforsørgende.

På en række andre områder ser vi, hvordan digitale løsninger er kommet for at blive. Coronakrisens vindere er de virksomheder, der er gået digitalt, ligesom digitalisering af den offentlige sektor er i fuld gang alle andre steder. Så det virker helt bagvendt, hvis vi i beskæftigelsesindsatsen skulle sige farvel til et digitalt system, som virker -og som alle er glade for.

Trods krisen, stigende ledighed og nedlukning af en række indsatser på beskæftigelsesområdet formidlede a-kasserne og jobcentrene lige så mange job digitalt, som man gjorde via de fysiske samtaler før corona.

At lade Arne-pensionen spænde ben for at gøre muligheden for digitale samtaler permanent er ganske enkelt uklogt, og det tyder på dårligt politisk håndværk, særligt når et bredt flertal af partierne på Christiansborg varmt har talt for digitaliseringen.