Drop den offentlige beskæftigelsesindsats - de ledige finder selv job

06.04.2022

Beskæftigelsespolitik skal sikre sammenhæng mellem ressourceforbrug og resultater af indsatsen. Og det er åbenlyst ikke tilfældet i dag. Der bruges ganske enkelt for mange ressourcer og skabes for få resultater, skriver Ases administrerende direktør, Karsten Mølgaard Jensen, i kronik i Jyllands-Posten.

I sin nytårstale opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) til nytænkning på ældreområdet. Lad os starte med et stykke blankt papir, lød appellen.

Forhåbentlig vil de nye toner fra regeringen inspirere til samme øvelse på beskæftigelsesområdet.

Her fylder lovgivningen mere end 30.000 sider, og indsatsen koster årligt over 13 mia. kr. Vel at mærke uden at den efterspørges, eller der tilsyneladende er brug for den.

7 af 10 ledige dagpengemodtagere er så selvkørende, at de praktisk taget ikke bruger systemet.

Kun forsvindende få - 7 pct. - peger på den milliarddyre offentlige beskæftigelsesindsats som vejen til nyt job. Faktisk gør langt de fleste under ledighedsperioden af sig selv alt det, der forventes af dem i forhold til reglerne, viser en ny, omfattende undersøgelse af 28.000 ledighedsforløb i årene 2019 og 2020 i den tværfaglige a-kasse Ase.

Tid og arbejdskraft brugt på at processtyre, rådgive og monitorere denne gruppe af ledige er langt hen ad vejen unødvendig. De er pligtopfyldende og vil bare videre i job hurtigst muligt - ved egen kraft og indsats, viser deres adfærd.

Derfor giver det mening at slippe tøjlerne og nytænke indsatsen.

Potentialet er enormt og metoderne velkendte. Men hidtil har modet til de påkrævede forbedringer og effektiviseringer svigtet.

Forhåbentlig kan den nye viden føre til, at politikerne stopper med at spilde ressourcer på de selvkørende ledige og i stedet giver a-kasserne det fulde ansvar for de forsikrede ledige og metodefrihed i opgaveløsningen, herunder mulighed for digitale kontaktforløb i ledighedsperioden.

Når ledige betegnes som selvkørende, betyder det helt konkret, at de opfører sig fuldstændigt, som reglerne foreskriver: søger job, som de skal, møder til jobsamtaler og cv-samtaler og dokumenterer deres jobsøgning og andre relevante aktiviteter i jobloggen. De er hverken dovne eller kræsne.

Tværtimod. De gør alt det, som samfundet forventer af dem. Endda uden at a-kassen eller jobcentret - der i øvrigt for langt de fleste opleves helt overflødigt - behøver at foretage sig noget nævneværdigt udover blot at monitorere og i enkelte tilfælde påminde om reglerne og mulighed for sanktion.

Reelt er det kun 1 af 10 ledige, der kræver en særlig opmærksom indsats.

Den store udfordring er, at alle ledige i dag - tilsyneladende uden god grund og skelen til forudsætninger og ageren - er fanget i et dyrt og unødigt bureaukratisk beskæftigelsessystem, der bruger uanede ressourcer på at "holde øje" med de mange reelt selvkørende forsikrede ledige.

Den standardiserede danske beskæftigelsesindsats er tilmed suverænt verdens dyreste ifølge såvel OECD som Finansministeriet - bygget på et grundsyn om, at de ledige ikke vil i job og derfor skal leve op til en masse proceskrav, herunder pendle mellem processamtaler i både a-kasse og jobcenter.

Men ressourcerne kunne bruges langt mere effektivt ved at lade a-kasserne overtage hele ledighedsforløbet og samtidig give dem metodefrihed til at indrette indsatsen efter den enkeltes behov, herunder også permanent mulighed for digitale samtaler.

En forsigtig beregning tyder på, at antallet af ansatte i jobcentrene kunne reduceres med minimum en fjerdedel, svarende til mindst 3.000 af de i alt godt 12.000 ansatte, der i dag arbejder på et kommunalt jobcenter, selv om ledigheden er historisk lav.

Så store milliardudgifter kræver et vedvarende fokus på, om ressourcerne anvendes optimalt - og i modsat fald på, hvordan arbejdsgange og indsatser kan forbedres og effektiviseres.

Samfundet kunne i første omgang spare 1,25 mia. kr., hvis man brugte færre ressourcer på de ledige, som klarer sig selv og finder job ved egen kraft - og samtidig lod a-kasserne overtage ansvaret, viser en Ase-beregning.

Besparelsen bliver endnu større, hvis også de digitale kontaktformer tages i brug, og man stopper med at tilbyde beskæftigelsesindsatser, som har direkte samfundsøkonomisk negativt afkast.

Med andre ord er det dokumenteret muligt at reducere omkostningerne til beskæftigelsesindsatsen med et milliardbeløb.

Tankevækkende er det i hvert fald, at 7 af 10 forsikrede ledige som nævnt er selvkørende. Samtidig var kommunen, a-kassen eller jobcentret kun i 7 pct. af ledighedstilfældene i 2020 involveret i formidling af job. Derimod anvendte 23 pct. deres netværk og fik job ad den vej, mens 31 pct. fandt nyt arbejde via et stillingsopslag.

Tidligere har den liberale tænketank Cepos beregnet, at det koster op mod en halv million kroner for hver ledig, der kommer gennem det offentlige beskæftigelsessystem og tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtidig besværliggør en lang række af lovbestemte proceskrav, der trækkes ned over hovedet på såvel de ledige som a-kasserne, hele ledighedsforløb, hvor alle, uanset behov, forudsætninger og baggrund, skal gennem samme dyre procedure.

Her ville det give langt bedre mening, hvis ressourcerne blev brugt på at tilrettelægge individuelle forløb, som var målrettet den enkeltes behov og med fokus på den motiverende del, som de ledige selv efterspørger.

Den opgave bør varetages af a-kasserne, så jobcentrene får mulighed for at koncentrere kræfterne om de ikke-forsikrede ledige, der ofte har flere og andre udfordringer end blot ledighed.

Den aktive beskæftigelsespolitik skal sikre sammenhæng mellem ressourceforbrug og resultater af indsatsen.

Det er åbenlyst ikke tilfældet i dag. Der bruges ganske enkelt for mange ressourcer og skabes for få resultater.

Eksempelvis er antallet af kommunalt ansatte på jobcentrene vokset med flere tusinde, mens ledigheden er tordnet ned.

Reelt er det kun et lille mindretal - ca. hver 10. ledig i undersøgelsen - der har haft brug for en særlig observans fra a-kassen, fordi de enten ikke får joblogget, møder op til rådighedssamtaler eller ikke overholder andre af de opstillede krav til ledige dagpengemodtagere, viser undersøgelsen. Her kan man overveje at styrke eller øge sanktionsmulighederne, når man samtidig giver mere frihed til de selvkørende ledige.

Al politisk og mediemæssig fokus er i dag på den lille gruppe af de ikke-selvkørende ledige. Derfor er det danske beskæftigelsessystem endt med at blive verdens suverænt dyreste og bygge på et lovgivningskompleks bestående af mere end 30.000 sider.

Ønsker regeringen reel forenkling er beskæftigelsesindsatsen et oplagt sted at begynde.

Al politisk og mediemæssig fokus er i dag på den lille gruppe af de ikke-selvkørende ledige. Derfor er det danske beskæftigelsessystem endt med at blive verdens suverænt dyreste og bygge på et lovgivningskompleks bestående af mere end 30.000 sider.

Se kronikken her: