Vigtigt for dig som er dagpengemodtager
Mens du er på jagt efter dit næste job, er det nødvendigt, at du er opmærksom på at overholde en række regler og varsler, for at kunne få dagpenge. Her får du et overblik over de ting du som dagpengemodtager skal være opmærksom på.
Når du er dagpengemodtager skal du være opmærksom på:
Vær aktivt jobsøgende
Når du er ledig, skal du være aktivt jobsøgende. Du har pligt til at søge arbejde på den måde, som vi sammen aftaler i aftalen om "Krav til jobsøgning". Det betyder at du har pligt til at søge alt rimeligt arbejde, dvs. alt arbejde, som du kan varetage. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning over for os, og du skal indberette, hvilke job du har søgt. Du skal minimum en gang om ugen registrere din jobsøgning i din joblog på jobnet.dk og uploade to af dine skriftlige ansøgninger om måneden samme sted.
Tast dagpengekort hver måned
Deltag i de møder, du bliver indkaldt til eller selv booker
Du bliver løbende indkaldt eller bedt om at booke møder – både hos jobcentret og hos os – for at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde. Du har pligt til at komme til alle de møder, du bliver indkaldt til eller selv booker.
Deltag i aktiviteter og tilbud fra jobcentret, a-kassen og anden aktør
Beder jobcentret, a-kassen eller anden aktør dig om at deltage i en aktivitet eller tilbud, har du pligt til at deltage i aktiviteten/tilbuddet.
Påtag dig henvist arbejde
Hvis du bliver henvist til et arbejde eller en ansættelsessamtale af jobcentret eller a-kassen, må du hverken afslå arbejdet eller at deltage i ansættelsessamtalen.
Stå til rådighed for arbejdsmarkedet
Du skal være klar til at tage et fuldtidsarbejde, og du skal selv aktivt søge fuldtidsarbejde. Desuden skal du opholde dig og have bopæl i Danmark.
Det er vigtigt, at du er opmærksom på og overholder dine aftaler - ellers kan du risikere at miste retten til dagpenge.
Brug for viden om at stå til rådighed? Læs mere i brochuren:
Læs mere om hvilken form for frivilligt arbejde du må udføre