Hæv dine feriepenge på det rigtige tidspunkt

04.05.2017
Husk at det ikke er helt ligegyldigt, hvornår du hæver dine feriepenge. For når du hæver dem, får du ingen dagpenge i det antal dage, feriepengene dækker. Så vent en halv!

Et godt råd til dig på dagpenge er at vente med at hæve dine feriepenge, indtil du rent faktisk holder ferie. For du bliver automatisk trukket i dine dagpenge for det antal dage, som dine feriepenge dækker. Pengene er i sin tid indbetalt netop til at give dig en indtægt, mens du holder ferie. Så vent med at hæve dem, til du holder fri, altså holder fri fra alle forpligtelserne ved at være uden arbejde – rådighed, jobsøgning osv.

Beløber dine feriepenge sig til mindre end 1500 kr., så vent endnu længere
Hvis dine feriepenge ikke overstiger 1500 kr., vil vi råde dig til helt at lade dem stå hos Feriekonto til næste år. Om et år (1. maj 2018) vil pengene nemlig blive udbetalt automatisk og uden skelen til, om du holder ferie eller ej. Men det gælder altså kun for et beløb, der ikke overstiger 1500 kr.

Vi får automatisk besked fra Feriekonto, når du hæver dine feriepenge
Feriekonto fortæller os automatisk, når du hæver dine feriepenge, og derfor modregnes feriepengene også helt automatisk i dine dagpenge. Så husk: Hæver du dem nu, også selv om det er få penge, gælder princippet om direkte modregning i dine dagpenge.Har du feriepenge, der fx dækker 10 dage, så bliver du trukket for 10 dages dagpenge.