Virksomhedsejere beskattes hårdere end lønmodtagere

16.02.2018

Skattereglerne straffer unødig hårdt dem, der vælger at være iværksætter i stedet for lønmodtagere, skriver Ases administrerende direktør Karsten Mølgaard Jensen i indlæg på jp.dk.

»Det skal kunne betale sig at arbejde« har været borgerlige partiers yndlingsslogan i flere år. Men god grund.

Kommer blot én kontanthjælpsmodtager fra passiv forsørgelse ind på arbejdsmarkedet giver det os alle sammen 175.000 kroner mere til kernevelfærd, pointerede Venstres formand Lars Løkke Rasmussen op til folketingsvalget i 2015. På det tidspunkt fik mellem 17.000 og 18.000 danskere ifølge partiet flere penge ud af at være på offentlig forsørgelse end ved at tage et arbejde. Og omkring 46.000 ville få mindre end 1000 kroner ekstra ud af at gå på arbejde.

Det er selvfølgelig helt uholdbart for samfundet. Imidlertid kræver det andet og mere end en økonomisk gevinst til det enkelte at få bugt med kontanthjælpsklemmen. Sloganet giver ingen mening uden virksomheder, der efterspørger arbejdskraft. Alligevel beskattes selvstændige erhvervsdrivende – uanset selskabsform - hårdere end lønmodtagere med tilsvarende indkomst og formueforhold, viser ny analyse.

Meningen er svært at få øje på. Hvorfor indrette skattesystemet, så de danskere, der faktisk tager en risiko og starter egen virksomhed, straffes for at udvise netop det initiativ, som ikke alene kan gøre dem selvforsørgende men også skaffe job til andre? Såvel ideologisk som principielt er det forkert. Tiden må være inde til et nyt mantra: »Det skal kunne betale sig at drive virksomhed«.

Danmark har brug for iværksættere og det gåpåmod og initiativ, det kræver at starte egen virksomhed og skabe arbejdspladser. Alligevel har skævheden længe været en kendsgerning. Således analyserede Produktivitetskommissionen sig tilbage i 2014 frem til, at aktive ejere af aktieselskaber i Danmark beskattes hårdere end lønmodtagere med samme indkomst og formue. Det skyldes dobbeltbeskatning af selskabsindkomst, der dels beskattes som selskabsskat, dels som skat af udbytte til aktionærerne.

Skævheden er problematisk, påpegede tidligere vismand og formand for Produktivitetskommissionen, professor Peter Birch Sørensen allerede dengang: »Produktivitetskommissionen har peget på, at kombinationen af selskabsskat og skat på aktieindkomst betyder, at iværksættere, der driver deres virksomhed som aktieselskab, ofte beskattes hårdere end lønmodtagere med samme indkomst og formue. Det er selvfølgelig ikke godt for iværksætteraktiviteten i Danmark.«

Også formanden for regeringens iværksætterpanel, Tommy Ahlers, har pointeret, at konsekvenserne er ”fuldstændig” tåbelige.

Forhåbentlig er der lys forude. I løbet af foråret kommer Erhvervsbeskatningsudvalget efter flere års forsinket arbejde med sit bud på, hvordan der kan rettes op, at virksomhedsejere beskattes hårdere af deres indkomst end lønmodtagere med tilsvarende indkomst og formue.

Udvalget med Preben Underbjerg Poulsen, chefrådgiver i Skatteministeriet, som formand blev nedsat få måneder efter Produktivitetskommissionens bekymrende konklusion og skulle oprindeligt havde fremlagt sine forslag til forbedret indretning af erhvervs- og kapitalbeskatningen inden udgangen af 2015.

Daværende skatteminister Benny Engelbrecht (S) konkluderede, at ”skattereglerne må aldrig være en unødig hindring, særligt ikke når det gælder iværksætteri og vækst i de små virksomheder”. Samme bekymring udviste daværende økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der understregede behovet for at få sænket iværksætternes skat for at få flere til at tage springet fra at være lønmodtager til selvstændig.

”Det er vigtigt, at skatten af den løn, man får som iværksætter, nemlig udbyttet af sin virksomhed, også kommer ned. Afkastet af at gå på arbejde, uanset om man gør det som lønmodtager eller iværksætter, skal være højere,” sagde Morten Østergaard.

Så umiddelbart burde der være bred politisk opbakning bag, at »det skal kunne betale sig at drive egen virksomhed.«

Lad os få noget handling bag ordene.

Se debatindlægget her: